Da jeg voksede op på Læsø i 60’erne, hørte jeg jævnligt historier om at nu havde Palle lært at svømme ved at blive smidt i havnen. Jeg ved ikke om historierne er sande, men hvis de er, håber jeg da at der har været et vist element af frivillighed i sagen. Og som jeg husker det havde faderen altid sørget for sikkerheden ved at binde et reb om livet på den unge mand. Hvorom alting er, så må det have været en barsk oplevelse at blive smidt ud på det dybe vand på denne måde.
Oplever nye ledere det på samme måde? I en vis udstrækning, skulle jeg mene. Og det mener forskerne også. Jeg sidder og kigger i en bog, som jeg skal bruge til en opgave jeg er i gang med. Bogen er en Ph. D. afhandling af Steen Wiisborg. Den har verdens længste titel: At svømme eller drukne – hvordan man lærer at blive leder: fra sygeplejerske til leder – hvordan omdanner nye afdelingssygeplejersker deres arbejdsidentitet i løbet af det første år?
Livet byder på masser af overgange, som vi skal håndtere. Nogle af dem er udviklingsbestemte. At blive voksen, flytte hjemmefra, blive gift, blive skilt, afslutte uddannelse, komme i job, miste det igen, blive pensionist osv. Listen er lang. Vi kommer i krise, mister os selv en stund eller mere. De fleste af os klarer dem heldigvis ved egen kraft eller med en smule hjælp fra andre.
Den overgang, som bogen med den lange titel beskriver, er overgangen fra at være medarbejder til at blive leder. Det lyder jo ligetil. Forfremmelse, magt og ære, højere løn ligger forude. Men der er også omkostninger. De handler om kernen af en selv, de er på identitetsplan. Hvem er jeg når jeg er i den nye rolle?
Som medarbejdere er vi medlem af en gruppe af ligestillede. Når vi så bliver ledere, hvad enten det er for tidligere kolleger eller i en ny organisation, bliver vores tilknytning til vores kollegagruppe ændret. Arbejdsidentiteten, hvem er man, når man går på arbejde, ændres i denne overgang fra medarbejder til leder. Den nye leder må skabe distance til medarbejderne. Denne distance er nødvendig for at kunne lede. Den nye leders placering i fællesskabet bliver mere perifer og perspektivet på ledelse af fx en afdeling bliver et andet end det var, mens man var medarbejder. Den gamle medarbejderidentitet er under pres og lederen arbejder sig frem mod en ny arbejdsidentitet som leder.
Den nye leder transformerer sig, omformer, omdanner og forandrer sig. Processen kan være præget af indre splittelse og stress. Det kan være smertefuldt at miste den samhørighed med gruppen af kolleger, som man havde før. Transformationen lykkes for mange, men ikke for alle.
Hvad kan man så gøre for at hjælpe de nye ledere? Skal vi tilbyde svømmeundervisning under trygge rammer? Steen Wisborg foreslår, at man bør give hver enkelt af nye ledere en personlig træner. Hvis lederen kommer udefra kunne det være en mentor inde fra organisation og hvis den nye leder er rekrutteret internt, bør det være en ekstern coach.
Ud af 12 nye ledere i det offentlige, som Væksthus for Ledelse undersøgte, havde kun 2 fået tilbud personlig coaching. De mente begge at denne coaching havde været afgørende for at de lykkedes med lederopgaven.
Transformationen fra at være medarbejder til at blive leder er hårdt arbejde. Transformationslæringen er ikke så ligetil, når det elevatoren kører opad og der er forfremmelse på dagsordenen. Der skal udvikles ny identitet og ny mening.
Hvordan ser det så ud når elevatoren kører nedad? Når gamle ledere skal ændre identitet til medarbejdere eller til ledige, når karrieren som sportsstjerne slutter, når vi skal på pension og ikke mere har behov en arbejdsidentitet? Her ligger der også en transformation, en ny identitet og en ny mening med livet og venter. Men det er en helt anden historie.
Heldigvis lærer de fleste at svømme! Endnu flere vil kunne lære det med støtte fra en personlig coach.