Rejsekort til pensionistlivet

….så forstår jeg nu, at det er rejsekortet, der er sygt og ikke mig. Sig fra i tide, og lad ikke rejsekortet styre dit liv – sådan skrev Casper Hedegård den i juni i Jyllandsposten om en tidligere vinder af Amandaprisen.

Det synspunkt har jeg i det mindste en vis forståelse for. For selvom det herostratisk berømte kort fungerer nogenlunde ved daglig brug, bare man husker at checke ind-ind-ind og ud, er det stadig et af de mest idiotiske it-systemer, dansk softwareindustri i samarbejde med det offentlige har udviklet. Der er ellers nok at tage af.

Nogle husker sikkert stadig DORA skandalen i DR og AMANDA på jobcentrene. For tiden er det EFI inddrivelsessystemet, der er på dagsordenen. Det har kostet os skatteborgere 80 mia eller 14.000 pr. snude i manglende gældsinddrivelse, men ingen ministre livet. Der er nemlig så mange om at dele ansvaret, at der ikke er noget tilbage til hver enkelt. Tillykke Løkke – og Kristian Jensen, Karsten Lauritsen, Blå Bjarne og Helle med det.

En skandale kommer sjældent alene. Tilbage til rejsekortet og mine helt private og personlige oplevelser med det. Rejsekortet ved godt hvor gammel du er. Det erfarede jeg, da jeg en måned før min femogtres års fødselsdag modtog en mail fra ovennævnte Rejsekort. Rejsekortet skrev til mig, at nu blev jeg jo femogtres og dermed pensionist og derfor skulle jeg gå ind på rejsekortet.dk og ændre min status fra voksen til pensionist. Derved kunne jeg få billigere billetter.

Man skulle jo ellers mene, at når nu rejsekortet kendte ens alder, ville det være en smal sag at foretage denne ændring automatisk. Men OK, jeg loggede på rejsekortets hjemmeside og foretog ændringen, der forvandlede mig fra voksen til pensionist. Det var en forholdsvis smal sag, for en som mig, der har en fortid som it-konsulent. Men det ikke gjort med det.

Man skulle jo tro, at når ændringen var foretaget, så var den sag klar, men sådan var det ikke. Kortet skulle nemlig aktiveres. Det havde jeg så forestillet mig, at man også kunne gøre på nettet på sin computer, nu man var i gang – eventuelt suppleret med en sms, som i mange andre systemer.

Men nej, der var indbygget motion i aktiveringen af min nye pensioniststatus. For aktiveringen kunne kun ske ved at tage kortet i brug indenfor 30 dage og det skal man gøre på de blåøjede standere, som findes i alle busser og på alle banegårde. Hvis man ikke planlægger rejser i denne periode, meddelte Rejsekortet mig, at jeg bare skulle indfinde mig eksempelvis på en banegård, checke ind og straks checke ud igen.

Som sagt så gjort. Jeg besteg min cykel og cyklede til Hjørring Banegård, hvor jeg checkede ind og derefter straks ud igen. Nu var også i forbindelse med offentlig transport forvandlet fra voksen til pensionist. Det var både en opgave og en oplevelse. Velkommen til den digitale virkelighed i Danmark anno 2018.

Efterskrift
Efterfølgende har jeg skam haft udbytte af aktiveringen. Jeg har opdaget, at jeg i forhold til min unge hustru, der kun er 63 rejser til halv pris. Man kan så undre sig over, hvorfor en forholdsvis velstillet pensionist skal have billigere billetter. Men alligevel – tak for det.

Foto: Pixabay.com
– de, der har været i London, kender sikkert det velfungerende rejsekort oyster. Måske skulle vi have købt det i stedet for at opfinde de dybe tallerkener anden gang