Guld på sky

Noget om salmevers

I østen stiger solen op. Ja, det gjorde den i sandhed denne morgen og jeg var så heldig at se den på min morgentur.

Da var dreng – jeg kom i skole i 1960 – lærte vi salmevers. Det var svært at se meningen med det, men den mening kunne jeg se i dag. Jeg huskede at min yndlingssang, da jeg gik i første og anden klasse, var ”I Østen Stiger  Solen Op”  af B.S. Ingemann. I dag forstod jeg først rigtig hvorfor. Den sang og den sol tænder lyset i mig og mange andre. Det er der brug for i dag. Jeg huskede teksten udenad. De mange salmevers havde ikke været forgæves.

I østen stiger solen op,
den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.

Den kommer fra den favre kyst,
hvor paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små…..

Jeg så og mærkede lyset bryde frem og det skal man ikke kimse af. I øvrigt bad vi også Fadervor hver eneste morgen i Vesterø Nordre Skole. Det havde jeg nu lært i forvejen; men det var der ikke alle, der havde. Min gode ven Ole bad bønnen således at han erstattede bønnen, som vi også forlader vore skyldnere, med: som vi også forlader vore kyllinger. Ole syntes det var synd for de kyllinger.

Hav en god og lys dag. Må solen skinne på dig.

Skriv et svar