I går deltog jeg i et velbesøgt valgarrangement på Chic, arrangeret af 3F. Fem mand frem for Kjeld Torbjørn. Emnet var arbejdsmarkedspolitikken. God stemning. Hyggeligt. Først var der tre runder med emner, som 3F havde valgt, inden hatten gik rundt og der blev indsamlet spørgsmål.
For en som mig, hvis politiske kerne blev dannet for lang tid siden i tresserne, er det interessant at iagttage hvor enige og socialdemokratiske kandidaterne fremtræder på sådan et valgmøde. Godt at de havde valgplakater med, ellers ville det være svært at lytte sig til, hvem de repræsenterede. Jeg tager lige kandidaterne fra venstre mod højre – set fra mit perspektiv.
Socialdemokrat nummer 1, Per, er barn af en kasserer i Dansk Metal. Per er indvandret til Hjørring; han er udlært murer i Varde og var i kort tid medlem af en fagforening. Nu ejer han nogle virksomheder og går i den forbindelse ind for ordnede forhold, overenskomst. Per opstiller som borgmesterkandidat for de konservative.
Socialdemokrat nummer 2, Henrik, er hjemvendt hjørringdreng. Også han er vokset op i et socialdemokratisk miljø og skadet for livet af det. Jeg tror det var på Østre Ringvej. Henrik taler om menneskelighed og individuelle hensyn i forhold til mennesker på sygedagpenge. Når man lytter til Henrik, må man konstatere, at rygterne om højskolevenstres død er stærkt overdrevne. Henrik er Venstres borgmesterkandidat samt opstillet til folketinget.
Socialdemokrat nummer 3, Louise, Mor Danmark, eneste kvinde på scenen. Står i midten og hjælper til højre og venstre. Både Henrik og Per får om nødvendigt socialpædagogisk støtte. Louise optræder meget pragmatisk og samarbejdende. Louise er byrådsmedlem og opstillet for Enhedslisten.
Socialdemokrat nummer 4, Per Hyldig, er uddannet flymekaniker og arbejder nu på et autoværksted. Per økonomiserer mere med ordene end de andre kandidater; men man er ikke i tvivl om, at Per ønsker at de mennesker, der hænger i udkanten af arbejdsmarkedet skal have en bedre og mere menneskelig behandling. Per er opstillet for Dansk Folkeparti.
Djøf’eren, Arne, er udlært tømrer, født i Hæstrup. Indtil for otte år siden var han falckredder. Siden da har Arne været borgmester. Ved sidste valg fik han mere end 10000 stemmer. Muligvis får han endnu flere næste gang og kan gå fra at være bykonge til at være bykejser, ligesom Lars Krarup i Herning. Arne taler om økonomi. Vi mangler tolv millioner her, putter 125 mio i kassen der og skal have flere penge i udligningsreformen osv. Arne forsvarer medarbejderne i virksomheden, undskyld kommunen. Det er en administrerende direktør, der taler. Arne er som den eneste politiker medlem af direktionen. Otte års skoling her går ikke umærket hen over en i øvrigt følsom og menneskelig politiker. Arne er socialdemokrat.
Jeg observerer megen enighed blandt kandidaterne. Arbejdsmarkedsreformerne er gået for langt i forhold til at kontrollere og presse borgerne – for eksempel de, der er nedslidte efter et langt liv på arbejdsmarkedet og nu skal slæbes fra det ene uværdige afklaringsforløb til det andet. Kandidaterne giver udtryk for at ville tage dette forhold med til deres bagland. Spørgsmålet er så om landspolitikere som den Mette Frederiksen, der står bag de mest umenneskelige reformer, vil lytte til dem. Man kan tvivle på, at det er muligt at trænge igennem topstyringen.
De alternativt-radikale-folkeligtsociale-liberalt-borgerlige deltog ikke mødet. Jeg ved derfor ikke om de alternative er alternative, om de radikale er radikale, om de ultraliberale er liberale og om folkesocialisterne er socialister eller bare folkelige. Eller er de også sådan en slags socialdemokrater? I så fald har socialdemokratismen, med Thomas
Nielsen , sejret ad h… til – i det mindste på lokalt plan.
Jeg har en oplevelse af, at der er rigtig meget, der samler på tværs af partierne. Der er givetvis også meget, der skiller. Det kom ikke tydeligt frem på aftenens møde. Men det er vigtigt at tage forskellene med ind i stemmeboksen.
Under alle omstændigheder – husk at stemme. Jeg stemmer i morgen klokken 9.21 – på liberal socialist.