Danmark er en brugsforening
Sådan sagde Palle Lauring engang. Sådan er det vist ikke mere. For hvad er der galt med vores allesammens brugsforening, Fdb, Coop, Fakta, Kvicly og så videre. Jeg er gammel kollektivist og socialist. Jeg har været medlem af brugsen,om ikke i hundrede år og en søndag, så ligeså længe jeg kan huske.
Hvorfor er det så, at jeg foretrække,r at handle i Rema 1000 og sågar Aldi frem for Fakta og i Føtex og Meny frem for Kvickly. Jeg forstår det ikke rigtig; men jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan, for mens Kvickly er tyndt befolket af mennesker med kurve og lidt i dem, er parkeringspladsen hos Føtex fyldt op. Det samme er indkøbsvognene. Jeg undrer mig. Jeg forstår det ikke. Men et par oplevelser i dagens Kvickly giver måske en lille del af forklaringen.
Oplevelse nummer et. En mand – hvis jakke er forsynet med logoet ENIIG – henvender sig i delikatesseafdelingen for at afhente noget smørrebrød og en kage, som hans hustru åbenbart har bestilt som en deal på nettet. Han får med kærlig overbærenhed at vide, at de i delikatessen selvfølgelig kun kan udlevere smørrebrødet, mens han må afhente kagen i delikatessen. Ham mødte jeg senere i kiosken, der ligger umiddelbart ved siden af bagerafdelingen. Heller ikke her kunne han få sin kage, men blev sendt videre for anden gang. Den gode mand virkede ikke til at være stamkunde i Kvickly og jeg tror heller ikke han bliver det.
Oplevelse nummer to. Jeg havde hjemmefra aktiveret en række tilbud i coop’s app. Man er vel medlem. Alle mine varer -med samt medlemsbladet Samvirke til nul kroner- kører planmæssigt igennem kassen. Så langt så godt. Den søde unge dame ved kassen spørger, som alle andre søde unge kassedamer, om jeg vil have bonen med. Ja tak, siger jeg, for jeg er ikke helt tryg ved Coop’s kassesystem. Det var godt, at jeg sagde ja tak til bonen, for systemet havde som så ofte før snydt mig for en rabat. Tredive kroner, ikke nogen herregård, men ret skal være ret, ikke sandt. Det sker rigtig ofte. Desværre er fejlen aldrig til min fordel. Det er sikkert ikke en fejl i selve it-systemet, men snarere udtryk for ligegyldighed hos de mennesker, der betjener det.
Nå, jeg begav mig jo så videre til kiosken, hvor den tidligere nævnte ENIIG’er var i gang med sin anden videresendelse. Også her var det en sød og nydelig ung dame, der betjente ham og mig. Men hendes forudsætning var desværre, at fejlen nok lå på min side. Jeg fik imidlertid ved hjælp af min mobiltelefon demonstreret, at jeg både havde fundet og aktiveret tilbuddet på behørig vis. Men alligevel fik jeg ikke sådan uden videre mine håndører, de tredive kroner, refunderet. Nej, der måtte først afholdes et telefonmøde med en bagvagt, før jeg fik mine penge. Jeg synes ikke, at jeg var en sur gammel mand, inden jeg gik i Kvickly, men jeg blev det nok undervejs. Det synes jeg er træls. Og det kræver en hel del ideologi og kollektivisme at komme tilbage i butikken igen.
Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg ind imellem – om end ikke så ofte – også opdager en fejl hos konkurrenterne. Alle laver jo fejl. Når man finder en fejl i Meny, bliver man selvfølgelig kontrolleret, men samtidig behandlet med kærlig venlighed. Når fejlen er kontrolleret, får man som et plaster på såret en lille erkendtlighed, lille æske chokolade eller en pakke frøer. Derefter går man derfra med en god oplevelse.
Jeg ved som sagt ikke, hvad der er galt hos Coop. Det vil nok være for letkøbt at give svenskerne skylden, som hos postvæsenet. Der er mange unge medarbejdere og de virker ikke skolede i deres kunde-/medlemssyn på samme måde, som de unge i Salling Group. Jeg ved ikke om det er for sent at vinde det tabte tilbage, men jeg håber det, at det kan lade sig gøre.
Det var dagens sure opstød og lige straks vil jeg bevæge mig i Sct. Cathrine Kirke og høre ni læsninger, orgelmusik og korsang. Mon så ikke freden indfinder sig også hos mig.
God søndag.