Billedet her er ikke en selfie. Det er taget af min kone, da jeg kom hjem efter min vandring igennem Hjørrings gader i pisseregnvejr torsdag den 13. marts anno domino 2023. Jeg synes ikke jeg er ret pæn på billedet. Min unge hustru deler åbenbart denne vurdering, siden hun har valgt at lade billdet passere.
Jeg vil være venlig overfor mig selv ogtilskrive noget af udseendet den rå mængde af anabolske stereoider, jeg spiser. Jeg nok også blevet en ganske lille bitte smule mere social og talende, end jeg var tidligere. Det tilskriver jeg også den høje dosis af stereoider. Samtidig er der nogle, der er frække.
De bemærker, at jeg da bare har fået mit gamle jeg af megalomani (storhedsvanvid), som jeg havde, inden jeg blev fyret af det samlede byråd i Hjørring Kommune i 2014. Jeg er sikker på at disse mennesker ikke har ret. Det har jeg. Jeg har ind imellem siddet på Cafe Uno på Springvandspladsen sammen med min gode, desværre alt for tidligt afdøde, ven Morten Bak og sendt en venlig hilsen til borgmesteren, som dengang hed Arne. Arne sendte hver måned en check på 17.000 til Morten, mens jeg fik en smule mere. Det her betyder ikke at jeg havde en kølig distance til min fyring. Jeg syntes at samtlige byrødder og mine chefer var nogle ærkerøvhuller. Det er nu for længst forbi og jeg har haft indtil flere gode snakke med Arne i Aldi i de forløbne år. Vi tilhørte begge en afdød race: Aldigængerne. De havde altså mange nyttige ting i Aldi.
Nå, Morten og jeg sagde til hinanden, at det eneste det gælder om, er at holde sig i live for at få noget ud af pensionen. Nu er Morten desværre død alt for ung og det med holde sig i live, har også knebet noget for mig. Men nu skulle min prognose for mange pensionsår være god ifølge min overlæge doktor Line H. Larsen på Reumatologisk i Aalborg. Men som min gamle mor siger: vi får se.
Men altså nok om det. Jeg oplever mange forunderlige ting på min færden med stok igennem min by Hjørring.
I går for eksempel. Jeg passerede den lille bro henover banen ved Lille Østergade. Det var med livet som indsats, for der var spejlglat. Mens jeg holdt fast i gelænderet med begge hænder, med min stok fra Harald Nyborg til 99 kr. i en løkke om håndledet, bevægede mig op over broen. Her gik det op for mig, at Banedanmark faktisk havde passet deres arbejde. Stålspændet hen over banen var faktisk ryddet, mens rampen op i mod på begge sider ikke var. Nå, tænkte jeg, Hjørring Kommune holder fri om søndagen og det er jo helt ok, for som fatter Aage Larsen jo så rigtigt sagde, der er ingen der har, så travlt at de behøver at arbejde om søndagen. Det er derfor, jeg først skriver i dag. På min vandring i dag mandag kunne jeg så konstatere, at Hjørring Kommune heller ikke har så travlt at de behøver at arbejde om mandagen.
Nå, jeg kom helskinnet ned og fandt et flot ryddet fortov på højre side af vejen. Her var en mand ved at læsse noget ud af en Skoda Octavia. Da jeg af ovenævnte grund er lidt mere snakkesalig end normalt, takkede jeg ham for, at han havde ryddet fortovet så pænt, idet jeg samtidig nævnte at byhuset på den anden side af vejen, der for et halvt år siden lignede en ruin, var renoveret vældig flot. Den gode mand fortalte så, at huset tilhørte ham og hans bror, der er driftige folk og fremstiller toiletvogne i et nedlagt mejeri i Bakholm. Broderens kone havde fået allergi, så hun kunne ikke tåle landluften i Bakholm, men muligvis godt luften i et byhus lige op ad banen i Hjørring. Da det er driftige folk, havde de for en sikkerheds skyld indrettet to lejligheder i bygningen. Den gode mand oplyste så, at han var indvandret som flygtning fra Ex-Jugoslavien for 30 år siden. Udlært bygningskonstruktør og flisemurer i hjemlandet og siden uddannet VVS mand i Danmark. Ikke så ringe, som han sagde med et stort smil. Jeg kom simpelthen sådan til at savne den tids socialakrobater som Birthe Weiss og Torben Lund. Det er en skændsel at hendes såkaldte socialdemokratiske efterfølger Mette tosser rundt med apartheidtilhængeren Benjamin Netanyahu og stjæleren af det demokratisk valg i Ægypten al-Sisi. Ligeledes savnet jeg ægte liberale venstrefolk.
Det er faktisk ligefør, jeg får lyst til at synge enhedsfrontsangen, men det går nok over. Nå, jeg sagde til den mand, når du nu siger Ex-Jugoslavien, så er du jo nok serber. Nadj (Nagy?) som han hed tilhørte det ungarske mindretal og var fra Vojvodina. Vi talte lidt om Ungarn og den nuværende bandit, der regerer der. Om de steder jeg har været Balaton, Buda, Pest, Tiszafüred (Storkville som sønnen sagde) langt mod Øst mod Rumænien, Pustaen; men vi i Vojvodina havde jeg aldrig været. Det var trods lige hedt nok nu sydslaverne var begyndt at rykke hinanden og blandt andet de mange landflygtige ungarere i ørerne. Efter mordet på Frans Ferdinand var der jo en del interesse i at gøre Ungarn lille, ligesom der var en del interesse for gøre sydslavien til et stærkt Yugo-Slavien. Det ændrede sig siden en del. Nå, men Nadj sagde, du er velkommen til at komme ind og kikke ind. Nå, jeg skulle i Kvickly, så det måtte blive en anden dag.
På vej hjem tænkte jeg så. Jeg går sgu’ derind og ud kom ham her.
En vaskeægte Ukrainer, vistnok fra Donbas. Efter min bedste overbevisning russisktalende og –sindet, men Putin kunne han ikke lide. Jeg fik lov at tage et foto og forsøgte at få navnet. Men han skrev kun med kyrilliske bogstaver og jeg med latinske, så det måtte jeg opgive. Men venner blev vi og jeg fik en krammer. Hvad mener I? hvilken integration. En Ungarer indvandrer til Danmark i 90’erne og sørger for Ukrainerens integration (praktik?). Det er der trods alt en vis stil over. Jeg glemte helt at nævne at lige før broen, bor Tatarevic og hans hustru. De er måske nok serbere? Sådan er der så meget.
Jeg fik lige nævnt for min nye Ukrainske ven, at fordi jeg var syg og havde fået stok, var jeg glad for at være dansker. Danmark dobra,sagde han. Det forstod jeg, for i 1972 tilbragte Tommy og jeg et døgn i et tog sammen med en flok jugoslavere, formentlig kroatere, der skulle hjem fra Tyskland og Schweiz og på ferie ved hjemlandets vemodige strande. Vi drak masser af slivovitj (slivovitsja), mens de sagde dobra. Det var pigerne de talte om.
Det var bare det, jeg ville sige. Hej.