Jeg er netop hjemvendt fra et par dages undervisning, hvor vi har arbejdet med styrker. Jeg har i den forbindelse læst om karakterstyrken nysgerrighed i Martin Seligman og Christopher Peterson: Character Strengths and Virtues.
Det er en stor tyk bog og tung, 1192 g. Det er en ren guldgrube af viden om menneskelige styrker og dyder. Bogen, der udkom i 2004 er et forsøg på at lave en klassifikation af disse styrker og dyder. Den kan ses som et supplement til DCM V og ICD 10, der er klassifikationer af sygdomme, også de psykiske. Sygdommene er altså velbeskrevne. Bogen her er altså et forsøg på at klassificere det sunde. Hvad er det for styrker og dyder, der får os til at fungere godt, til at have det godt?
Sagt på en anden måde: hvad får os til at trives?
I denne aldeles udmærkede bog læser jeg om styrken nysgerrighed, der klassificeres under dyden visdom. Nysgerrighed er en af de 24 styrker, som Seligman og Peterson klassificerer. Den defineres som ”Nysgerrighed, interesse, nyhedssøgen og åbenhed overfor at erfare repræsenterer et indre behov for erfaring og viden.” (s. 125).
Hvad er der så, der er så spændende ved nysgerrighed?
Der er mange ting. Nysgerrighed er en styrke med stor power. Det er spændende at udfolde den.
Jeg læser for eksempel, at når nysgerrigheden er større end angsten, udforsker individerne deres omgivelser. Når angsten derimod er stærkere end nysgerrigheden, har vi en tendens til at frigøre os fra vores mål og reducere stimulationen et niveau, der er nemmere at håndtere. Angst forårsager altså at man både skruer ned for målrettetheden og for nysgerrigheden.
Nysgerrighed er noget , vi gerne vil have og noget vi har ganske meget af i vore skoler. Bare se på en flok børn der starter i 0 klasse. Gad vide om børn i 0. klasse i Kina og Korea er ligeså nysgerrige som vore? Under alle omstændigheder synes det vigtigt at vi fortsat sætte fokus på at vore børn bevarer og udvikler deres nysgerrighed.
Gad vide om det også forholder sig således, at vi kan bruge nysgerrighed i behandlingen af angst og andre følelsesmæssige vanskeligheder?
Kan vi skabe øget modstandskraft mod følelsesmæssige vanskeligheder ved at sætte fokus på styrker?
Og kan vi konkret, når det drejer sig om unge med angst, bevidst bruge nysgerrighed i de aktiviteter, vi tilrettelægger for disse unge?