Kategori: I øvrigt mener jeg….

Et sygehusafsnit med hjerte

Sygeplejerskerne Trine Sørensen og Tina Rosengart, afsnit 202a

Jeg vil her fortælle en positiv historie fra det virkelige liv. Den foregår på et sygehus, såmænd. Sygehuset i Hjørring – vendelboernes sygehus – nu Regionshospital Nordjylland – tidligere Sygehus Vendsyssel og derfør Hjørring Sygehus.

Historien handler ikke om umulige it-systemer, overbebyrdet personale eller manglende resurser. Nej, den handler om god gammeldags omsorg, hjælpsomhed og kærlig venlighed og om de mennesker, der får et vigtigt system til at virke. Og det virker, skal jeg hilse at sige.

På trods af voldsom travlhed oplevede jeg under hele mit ophold at være i kærlige og trygge hænder. Jeg er overbevist om, at det samme gør sig gældende for de andre patienter på afdelingen.

Kort fortalt er historien den, at jeg sidste søndag aften, da jeg var på vej til køjs, fortalte jeg min kone at jeg havde trykken i venstre side af brystkassen. ”Du skal ringe til lægen i morgen tidlig”, sagde hun. Det gjorde jeg så; men jeg havde et møde fra morgenstunden og noget andet, jeg lige skulle have ordnet først.

Så klokken blev godt og vel 11, før jeg fik ringet til mit overbefolkede lægehus. Jeg meddelte den søde sekretær, at jeg gerne ville bestille en tid. ”Nu håber jeg ikke det er akut”, sagde hun. ”Nej, det er det såmænd ikke,” sagde jeg,”jeg har bare noget trykken i venstre side af brystkassen…..”

Derefter meddelte sekretæren mig at jeg skulle komme med det samme. De ville finde plads til mig. Selvom jeg bor i ganske kort afstand til lægen, tog jeg bilen og skyndte mig derover.

Vel ankommet til lægehuset fik jeg omgående påmonteret nogle elektroder og taget EKG af hjertet. Derefter kom jeg ind til min læge, som undersøgte mig grundigt blandt andet med blodtrykstagning og blodprøver. ”Du skal på sygehuset”, sagde hun, ”men det er ikke sikkert at de indlægger dig. Jeg ringer til overlægen med det samme.”

Selvom hun måtte forsøge sig nogle gange, kom hun snart igennem. Jeg var noget paf og ret imponeret over hvor hurtigt og effektivt systemet virker i sådan et tilfælde. Det stemte ikke helt overens med de skrækhistorier fra sundhedsvæsenet, man ofte kan læse om i sin avis.

Min læge kom altså i kontakt med sygehuset. Hun meddelte dem, at hun sad med en 63-årig mand, der havde trykken for brystet. ”Hvad er det for en ældre mand, hun taler om?” var min første tanke, inden det gik op for mig at det var mig hun talte om og at jeg nok tilhørte en risikogruppe.

Min konsultation endte med at jeg fik en henvisning til Regionshospital Nordjylland, samt en gul post-it med afdelingens navn: 202a. Jeg skulle fluks køre til sygehuset. Klokken var da 11.50.

Belært af de mange knap så positive historier, jeg har hørt om behandling på landets sygehuse, valgte jeg at tage en omvej hjem til min bopæl, som i parentes bemærket ligger under en kilometer fra afdelingen, for at få lidt mad.

For jeg ville ikke risikere at dø af sult, mens jeg ventede på min undersøgelse. Jeg parkerede bilen hjemme i min carport og vandrede mod afdeling 202a, mens jeg gumlede på lidt frokost.

Da jeg cirka 12.10 ankom til afdelingen, blev jeg mødt af et par travle og meget venlige medarbejdere i receptionen tæt på indgangen. De kunne ikke finde mig i it-systemet. Belært af de mange rædselshistorier om Region Hovedstadens it system tænkte jeg, at mine data nok var gået i kredsløb om jorden og derefter overgået til området for evigt tabte data. Men det var ikke tilfældet.

”Det er nok Gitte,” sagde den ene til den anden. Til mig sagde hun, ”hun har meget travlt…” Gitte er den ledende overlæge, fandt jeg senere ud af. Systemet havde simpelthen fungeret så effektivt og hurtigt at Gitte ikke havde nået at oprette mig i deres journalsystem.

Det blev der omgående rettet op på. Jeg blev oprettet i systemet og kom under kærlig og kyndig behandling. Først fik jeg igen taget blodtryk og blodprøver, inden jeg igen fik påmonteret elektroder og fik taget en ny EKG. Da det var overstået, blev jeg sat på pause. Pausen blev forklaret med stor travlhed på grund af akutte patienter.

Det skal man have stor respekt for og samtidig var og er jeg taknemmelig over at blive behandlet et system, hvor de tager så godt vare på en at man føler sig helt tryg. I den situation kan man efter min overbevisning godt klare at vente nogle timer.

I pausen blev jeg tilbudt mad, så jeg havde ikke behøvet at køre hjem. ”Er der noget, du ikke kan lide?” blev jeg spurgt. Jeg sagde at hvis jeg kunne slippe for stegt lever og hjerter i flødesovs, ville det være dejligt, men ellers havde jeg ingen præferencer.

Jeg fik så en dejlig frokost i opholdsstuen, mens jeg ventede. Der var også mulighed for at se tv. Der var en frisk avis og der var blade, sågar også nogle for mænd. Jeg blev budt på frisk kaffe og kolde drikkevarer fra køleskabet.

Der kom jævnligt personale og spurgte til mig. Manglede jeg noget? De beklagede flere gange min ventetid. Jeg blev flere gange hentet til undersøgelser blandt andet til røntgen og scanning. Det meste foregik i det samme afgrænsede og overskuelige miljø, så jeg kunne ind imellem undersøgelserne vende tilbage til min avis og min trygge opholdsstue.

Mit ophold på afdelingen sluttede efter godt fem timer med en samtale med ovennævnte Gitte, overlægen. Nielsen hedder hun også. Jeg havde ikke haft nogle blodpropper, mit hjerte var ok og mine lunger ditto. Der var heller ikke noget galt med lever og nyrer så vidt de kunne se.

Jeg skulle ikke medicineres og nu manglede jeg kun yderligere en undersøgelse, som jeg efterfølgende ville blive indkaldt til.

Jeg ved godt at det ikke er alle afdelingens patienter, der er ligeså heldige som jeg, der kunne gå rask hjem med en positiv oplevelse i rygsækken. Men jeg er sikker på at også disse mindre heldige patienter og deres pårørende deler min værdsættelse af den måde afdelingen møder os på.

Jeg oplevede i hele forløbet at blive behandlet med både stor professionel kompetence og med kærlig venlighed. Selvom jeg godt kunne høre på personalets samtaler at de havde travlt, smittede travlheden ikke på noget tidspunkt af på behandlingen af os patienter.

Det er dejligt at være vidne til, hvordan disse topprofessionelle mennesker bruger både deres hjerte og deres hjerne i arbejdet med os patienter og jeg at sikker på at den menneskelige måde at være professionel på er meget sundhedsfremmende for os.

Jeg har haft en yderst positiv oplevelse med sundhedssystemet, konkret på afsnit 202a på Regionshospital Nordjylland.

Jeg oplevede at blive behandlet både med professionalisme og med omsorg, kærlig venlighed og menneskelighed. Det er jeg taknemmelig for og det har jeg valgt at dele med jer.

Sjælens mørke nat

Langfredag var der tv-udsendelse fra Hjerting Kirke på DR. Efter gudstjenesten spurgte en journalist en række af kirkegængerne om,
hvad de tog med derfra. En kvinde svarede:

”Det jeg tager med, er at jo længere man trænger ind i sjælens mørke nat, jo tættere er man på lyset.”

Det er også hvad påsken handler om: skiftet fra sjælens mørke nat til det klareste lys. Jeg oplevede for mere end tyve år siden en ortodoks påskegudstjeneste i den store kirke i Pafos på Cypern. Det var en lørdag aften før påskedag. Gudstjenesten var lang og jeg forstod ikke meget af det, der skete. Men jeg vidste godt og kunne også se, at det var en stor dag. Der var stuvende fyldt med børn og voksne og også en del turister, blandt andet en forfatter, jeg havde truffet i flyveren. Det var et stort show med læsninger og præster klædt i guld og purpur. Jeg ved ikke hvor lang tid, det tog, men folk gik ind imellem ud af kirken og talte sammen og fik sig en smøg undervejs i gudstjenesten.

Jeg havde ikke helt styr på liturgien, men var heldigvis inde i kirken til midnat, da gustjenestens højdepunkt kom. Præsten kom pludselig ud igennem en dør i det utroligt smukt udsmykkede alter. Med sig havde han et lys, så vidt jeg husker tredelt. Da han kom ud med det, strømmede alle deltagerne frem mod ham med deres egne lys og fik dem tændt ved hans. Derefter vandrede de hjem til deres bolig for at spise påskelam sammen med deres familie og de som de i øvrigt havde inviteret. De inviterede kunne godt inkludere turister. Selv fik jeg flere invitationer. Jeg skal love for at lyset blev tændt den lørdag aften. Det var en stærk oplevelse. Som forfatteren sagde: ”Jeg tror sgu, jeg konverterer!”

Det tror jeg nu ikke han gjorde. Selv gjorde jeg det i hvert fald ikke. Men oplevelsen af hvordan det stærke lys fortrængte mørket, har jeg aldrig glemt, for jo længere man trænger ind i mørket, jo tættere kommer man på lyset. Der er ikke langt fra den mørke langfredag til den lyse påske. Lyset blev tændt både i Hjerting og i Pafos.

God Påske!

foto: pixabay.com

Fra medarbejder til leder

Der er, blandt andet i Leadership Pipeline tankegangen, tænkt og også nedskrevet mange tanker om hvilke kompetencer, der er attråværdige på de enkelte niveauer i en organisation. Disse kompetencer er meget relevante og interessante. De er imidlertid ikke mit ærinde.

Mit er ærinde er derimod det, der finder sted så at sige imellem stolene, altså i overgangen fra det ene niveau til det andet til det andet. Jeg har undersøgt, hvad den videnskabelige litteratur fortæller om disse overgange, specifikt om hvad overgangen fra medarbejder- til lederniveau, betyder for den enkelte og hvordan overgangen kan støttes. Umiddelbart skulle man tro at en forfremmelse udelukkende virker positivt for den enkelte med højere status, løn osv. Sådan forholder det sig desværre ikke for alle de nye ledere. Overgangen kan medføre stor personlig krise, hvor mange nye ledere bliver udfordret på deres kerneidentitet.

Overgangen kan støttes på forskellig vis. Ekstern støtte i form af mentoring og coaching har vist sig som en effektiv og  støttende intervention til de nye ledere. Jeg har på den baggrund undersøgt, hvad forskningen siger om styrkebaseret coaching baseret på den nye leders topstyrker, som støttede intervention til de nye ledere. Coachingen kan opfattes som en form for svømmeundervisning så flere lærer at svømme, end tilfældet er, hvis alle bare bliver kastet ud på det dybe vand. Så er der nogen, der lærer at svømme, mens andre drukner. Det har jeg skrevet en artikel om. Målet med min artikel er at flere nye ledere lærer at svømme, mens færre drukner.

Du kan hente artiklen gratis på www.steffenblarsen.dk/gratis-download/. 

Jeg høster ikke mailadresser og udsender ikke nyhedsbreve, så du skal ikke aflevere oplysninger om dig selv. Men jeg vil være taknemmelig for en deling af dette opslag og et like af mit websted og min facebookside.

 

 

Mere værdighed, tak!

Værdighed hænger sammen med værdi. Uden værdighed ingen værdi. Hvad godt gør vore offentlige systemer for følelsen af værd, for værdigheden hos de borgere, der er kunder i systemet fx de ledige og kontanthjælpsmodtagerne ?

Ikke så meget er jeg bange for. Her er en historie som en af min facebookbekendte har delt med sit netværk. Det er nok ikke en  I kender, for han bor på sydhavsøerne.

Den gode mand er nu kommet så langt i sin karriere i systemet, at han er berettiget til et seniorjob. Det er der nogen, der glæder sig til, for bliver de fritaget for de incitamenter, som systemet er bygget op på. Jagten er så at sige afsluttet og man får fred for at skulle skrive de idiotiske ansøgninger til jobs, man ikke får. Fri for virksomhedspraktik i en virksomhed, der ikke vil ansætte en. Fri for jobsøgnings- og cv-kurser.
Fri!

Men inden skal da skal systemet lige have det sidste ord. Min fb-bekendte har gjort, hvad han kunne for at komme i job, siden han i 2004 mistede sit job som kvalitetschef i en metalvirksomhed, der på grund af globaliseringen ikke længere var rentabel. Der var ikke mere brug for en veluddannet maskiningeniør, der også var certificeret i ISO 9001-9002-og så videre.

Han gjorde alt, hvad han kunne med jobansøgninger. Men det er svært for plus 50 årige at komme tilbage på arbejdsmarkedet, når de først er røget ud. Så den gode mand startede egen virksomhed, 2 gange, men han blev ikke frigjort fra offentlig forsørgelse af den grund. For trods alt at have noget fornuftigt at beskæftige sig med, gik han ind i et netværk af mennesker, der ligesom han var ledige og plus 50. Han blev formand, fik netværket i god drift med fordobling af medlemstallet. Han lavede kurser og andre gode gerninger, alt imens han fortsatte med at skrive ansøgninger om jobs, ingen ville ansætte ham i.

Nå, frihedens time og seniorjobbet nærmede sig. Han blev indkaldt til samtale på jobcenteret og fik forelagt 3 muligheder for seniorjob: et med at arbejde med vedligeholdelse af udendørsarealer, et som chauffør i kommunen og et som pedel i en børnehave.

Maskinmester og kvalitetsekpert! Er det værdige jobmuligheder for en med hans kompetencer? Nå, han kunne gå hjem og tænke over de tre jobmuligheder og det var lige netop hvad han gjorde.  Mens han så gik rundt og lurede på det, dumpede der et brev ind i hans e-boks. Valgmulighederne var reduceret til en. Han kunne blive pedel i en børnehave. Med beskeden fulgte et trusselbrev fra jobcentret. Hvis han ikke tog imod det angivne seniorjob, ville han miste sin indkomst.
Slut!

Hvor blev værdigheden af? Oplevede han værdsættelse, ligeværd og menneskeværd?
Nej, det gjorde han ikke. Han blev slået helt ud.

Spørgsmålene står i kø. Hvordan får vi lavet værdigt system, der får mennesker til at vokse og behandler dem med menneskelighed og ligeværd?

Det skal give mening. Hvorfor skal mennesker skrive ansøgninger, der er meningsløse? Hvorfor skal man ansættes i seniorjobs og udføre arbejde, ingen har brug for og som ingen værdsætter? Hvor er medmenneskeligheden? Hvad er meningen?

I Hjørring kan man efter sigende få et seniorjob som landsbypedel.

 

Don’t grow up, it’s a trap

Alle børn, næsten da, er glade og spændte, når de starter på 1. skoledag i 0. klasse. De er fyldt op af positive følelser som nysgerrighed, glæde, lærelyst og så videre.

Hvad bliver der så af denne tilstand i løbet af de næste 10 år? Det er selvfølgelig individuelt og det er også forskelligt fra skole til skole. Men set på den store bane er det sådan, at for den store gruppe i midten, sådan cirka 60 procent går det meget godt, mens der groft sagt er 20 procent i toppen, der keder sig og 20 procent i bunden, der mistrives med psykiske vanskeligheder, angst mv til følge.

Resursespild
Hvilket kæmpe spild af menneskelige resurser! Hvad er årsagen så til at det ser sådan ud? Det er der ikke noget simpelt svar på. Det er en kompleks sag. Men jeg tænker godt nok at skolen fra top til bund er præget af meget ydre styring, der ikke skal forveksles med ledelse. Der er mange målinger, der ikke skal forveksles med evaluering. Og sidst, men ikke mindst er der utrolig lidt fokus på børns og andre menneskers behov.

Selvbestemmelse
Mennesker, det gælder børn og for den sags skyld også deres lærere, pædagoger samt lærernes og pædagogernes ledere, er selvregulerende individer. Vi mennesker har tre grundlæggende psykiske behov.

Vi har behov for autonomi og selvbestemmelse. Når vi oplever selvbestemmelse og at vi selv kan kontrollere og regulere vores aktivitet er vejen banet for indre motivation. Vi har også et grundlæggende behov for at indgå i sociale relationer, for at være forbundet til andre mennesker. Hvilken relationer, der er vigtigst, skifter med alder og udvikling. Men behovet eksisterer fra vugge til grav. Og for det tredje har vi alle behov for at føle os kompetente i forhold til det, vi beskæftiger os med. Vi stræber efter at kunne mestre vores handlinger og efter at have kontrol over resultatet af vores handlinger.

Trivsel & gode skoleresultater
Hvis børnene og for den sags skyld vi andre får opfyldt disse tre grundlæggende behov er vi godt på vej mod et liv i vækst. Det vil sige et liv med trivsel, nydelse, engagement og mening. Det er sådan et liv, vi ønsker for vore børn. Og hvordan kan vi sætte gang i en udvikling så disse tre almenmenneskelig psykiske behov bliver tilgodeset og alle børn opnår at trives og præstere deres optimale på samme tid?

Indre motivation
Individualisering af undervisning, læring og evaluering samtidig med at fællesskabet styrkes er en nødvendighed. Et godt sted at starte er at slække på den megen topstyring gennem målinger, test, ydre kontrol, ydre motivation og sætte rammer op, der giver mulighed for autonomi, gode relationer og kompetence for alle børn, unge og gamle i skolen. Når elever, medarbejdere og ledere oplever mulighed for selvregulering har vi et godt grundlag for trivsel, lærelyst og indre motivation og dermed for bedre resultater på alle niveauer i skolen: På individplan, de enkelte børn, medarbejdere og ledede. På gruppeplan i klasser, personaleteams og lederteams. Og hele skolen.

Arbejde, undervisning og læring bliver dermed lettere, bedre og sjovere for alle.

Same same but different

Verden er den samme og alligevel forskellig

På dagens vandring fra Tornby Strand til Liver Å kunne jeg iagttage at Liver Å lige pludselig har fået delta. Det har jeg aldrig set før. Klart vejr. God sigt. Lyset tændt.  Solskin. Man kan tydeligt se til Lønstrup og til Rubjerg Knude.

Det er svært at bevare pessimismen.

 Udsyn og indsigt

Da jeg  kiggede den anden vej, kunne jeg se fyret i Hirtshals, men ikke fuglene omkring det. Der er også blå laguner i dag.

 

 

Vækst

Så er det tilbage, med den kolde østenvind lige ind i snuden.Et par store sten, der oftest er skjult af vandet eller bare lige kigger op. Her er de blotlagt med al deres plantevækst.

Forandring

Her dukker et stenrev op. Det har sikkert været der længe, men hidtil været en hemmelighed for mig.

 

Ro og bevægelse

Bølgerne. Bevægelse og ro på samme tid. Lyden er også bevægelse og ro på samme tid. Der er milliarder af bits. Milliarder af informationer. Alligevel føles det behageligt, roligt, afslappende, meditativt og afstressende.

Forbundethed

I baggrunden færgen, der forbinder os nordboere. Vi kan godt være langt fra hinanden og alligevel forbundne.

Tilbage til fremtiden

Tornby Strand. Tilbage til civilisationen. Biler med hundeluftere. Fyret i nyt perspektiv. Ingen fugle at se, men et feriehotel skimtes på fyrklitten.

”Kun i mørket kan du se stjernerne”

Noget i den retning sagde Martin Luther King, da han stod foran en kæmpestor folkemængde i Washington D. C.  Det var før Thrump, det postfaktuelle samfund og de alternative fakta.

Mange af os kommer i en lettere depressiv tilstand her i januar måned. Det er en mørk tid, pengene er brugt til jul, nytår og skiferier. Nytårsforsætterne virker ikke rigtig. På trods af at motionscentre og kostvejledere bliver forgyldt, lykkes det os måske ikke rigtig at komme ned i vægt og komme i den bedste fysiske og psykiske form. Og for at det ikke skal være løgn har amerikanerne helt frivilligt og på demokratisk vis valgt en præsident, man med en vis ret kan beskylde for at spille russisk roulette med hele verden som indsats. Der er nok at bekymre sig om og det gør vi så, specielt her i januar måned.

Blue Monday
Amerikanerne har gennem forskning påvist at den 3. mandag i januar er den mest depressive dag i året. Vi har heldigvis passeret denne dag, og selvom mørket tårner sig op i horisonten, går det mod lysere tider i hvert fald hvad angår årets gang og forhåbentlig også på politisk plan i Danmark, Europa og hele verden. Det har vi i hvert fald selv en mulighed for at påvirke. Vi har et valg.

Der er håb forude
Med hensyn til os selv har vi også mulighed for at påvirke vores sindstilstand og løfte vores sindsstemning. Jeg har tidligere skrevet om håb. Håb er af en berømt amerikansk forsker beskrevet som ”the rainbows in the mind”. Regnbuerne i sindet. Hvordan kan vi så række ud efter regnbuerne? I stedet for udelukkende at fokusere på nutiden, kan man forsøge at forestille sig den bedste version af sig selv et sted ude i fremtiden, for eksempel om tre måneder, om et halvt år eller om et år. Det er vigtigt at dette mål er detaljeret og i overensstemmelse med en selv. Det kan være en god ide at skrive det ned eller tegne det. Derefter er det om  at finde vejene hen til det fremtidsmål, du har stillet op. Og her er det en rigtig god ide at finde de indre styrker du har, som kan hjælpe dig på vej. For styrkerne er vejene til målet.

Det kan se sort ud her i januar. Husk at lidt mørke er nødvendigt for at kunne se lyset. For som sagt: kun i mørket kan du se stjernerne.

God søndag!

foto: Pixabay.com