Jeg vil her fortælle en positiv historie fra det virkelige liv. Den foregår på et sygehus, såmænd. Sygehuset i Hjørring – vendelboernes sygehus – nu Regionshospital Nordjylland – tidligere Sygehus Vendsyssel og derfør Hjørring Sygehus.
Historien handler ikke om umulige it-systemer, overbebyrdet personale eller manglende resurser. Nej, den handler om god gammeldags omsorg, hjælpsomhed og kærlig venlighed og om de mennesker, der får et vigtigt system til at virke. Og det virker, skal jeg hilse at sige.
På trods af voldsom travlhed oplevede jeg under hele mit ophold at være i kærlige og trygge hænder. Jeg er overbevist om, at det samme gør sig gældende for de andre patienter på afdelingen.
Kort fortalt er historien den, at jeg sidste søndag aften, da jeg var på vej til køjs, fortalte jeg min kone at jeg havde trykken i venstre side af brystkassen. ”Du skal ringe til lægen i morgen tidlig”, sagde hun. Det gjorde jeg så; men jeg havde et møde fra morgenstunden og noget andet, jeg lige skulle have ordnet først.
Så klokken blev godt og vel 11, før jeg fik ringet til mit overbefolkede lægehus. Jeg meddelte den søde sekretær, at jeg gerne ville bestille en tid. ”Nu håber jeg ikke det er akut”, sagde hun. ”Nej, det er det såmænd ikke,” sagde jeg,”jeg har bare noget trykken i venstre side af brystkassen…..”
Derefter meddelte sekretæren mig at jeg skulle komme med det samme. De ville finde plads til mig. Selvom jeg bor i ganske kort afstand til lægen, tog jeg bilen og skyndte mig derover.
Vel ankommet til lægehuset fik jeg omgående påmonteret nogle elektroder og taget EKG af hjertet. Derefter kom jeg ind til min læge, som undersøgte mig grundigt blandt andet med blodtrykstagning og blodprøver. ”Du skal på sygehuset”, sagde hun, ”men det er ikke sikkert at de indlægger dig. Jeg ringer til overlægen med det samme.”
Selvom hun måtte forsøge sig nogle gange, kom hun snart igennem. Jeg var noget paf og ret imponeret over hvor hurtigt og effektivt systemet virker i sådan et tilfælde. Det stemte ikke helt overens med de skrækhistorier fra sundhedsvæsenet, man ofte kan læse om i sin avis.
Min læge kom altså i kontakt med sygehuset. Hun meddelte dem, at hun sad med en 63-årig mand, der havde trykken for brystet. ”Hvad er det for en ældre mand, hun taler om?” var min første tanke, inden det gik op for mig at det var mig hun talte om og at jeg nok tilhørte en risikogruppe.
Min konsultation endte med at jeg fik en henvisning til Regionshospital Nordjylland, samt en gul post-it med afdelingens navn: 202a. Jeg skulle fluks køre til sygehuset. Klokken var da 11.50.
Belært af de mange knap så positive historier, jeg har hørt om behandling på landets sygehuse, valgte jeg at tage en omvej hjem til min bopæl, som i parentes bemærket ligger under en kilometer fra afdelingen, for at få lidt mad.
For jeg ville ikke risikere at dø af sult, mens jeg ventede på min undersøgelse. Jeg parkerede bilen hjemme i min carport og vandrede mod afdeling 202a, mens jeg gumlede på lidt frokost.
Da jeg cirka 12.10 ankom til afdelingen, blev jeg mødt af et par travle og meget venlige medarbejdere i receptionen tæt på indgangen. De kunne ikke finde mig i it-systemet. Belært af de mange rædselshistorier om Region Hovedstadens it system tænkte jeg, at mine data nok var gået i kredsløb om jorden og derefter overgået til området for evigt tabte data. Men det var ikke tilfældet.
”Det er nok Gitte,” sagde den ene til den anden. Til mig sagde hun, ”hun har meget travlt…” Gitte er den ledende overlæge, fandt jeg senere ud af. Systemet havde simpelthen fungeret så effektivt og hurtigt at Gitte ikke havde nået at oprette mig i deres journalsystem.
Det blev der omgående rettet op på. Jeg blev oprettet i systemet og kom under kærlig og kyndig behandling. Først fik jeg igen taget blodtryk og blodprøver, inden jeg igen fik påmonteret elektroder og fik taget en ny EKG. Da det var overstået, blev jeg sat på pause. Pausen blev forklaret med stor travlhed på grund af akutte patienter.
Det skal man have stor respekt for og samtidig var og er jeg taknemmelig over at blive behandlet et system, hvor de tager så godt vare på en at man føler sig helt tryg. I den situation kan man efter min overbevisning godt klare at vente nogle timer.
I pausen blev jeg tilbudt mad, så jeg havde ikke behøvet at køre hjem. ”Er der noget, du ikke kan lide?” blev jeg spurgt. Jeg sagde at hvis jeg kunne slippe for stegt lever og hjerter i flødesovs, ville det være dejligt, men ellers havde jeg ingen præferencer.
Jeg fik så en dejlig frokost i opholdsstuen, mens jeg ventede. Der var også mulighed for at se tv. Der var en frisk avis og der var blade, sågar også nogle for mænd. Jeg blev budt på frisk kaffe og kolde drikkevarer fra køleskabet.
Der kom jævnligt personale og spurgte til mig. Manglede jeg noget? De beklagede flere gange min ventetid. Jeg blev flere gange hentet til undersøgelser blandt andet til røntgen og scanning. Det meste foregik i det samme afgrænsede og overskuelige miljø, så jeg kunne ind imellem undersøgelserne vende tilbage til min avis og min trygge opholdsstue.
Mit ophold på afdelingen sluttede efter godt fem timer med en samtale med ovennævnte Gitte, overlægen. Nielsen hedder hun også. Jeg havde ikke haft nogle blodpropper, mit hjerte var ok og mine lunger ditto. Der var heller ikke noget galt med lever og nyrer så vidt de kunne se.
Jeg skulle ikke medicineres og nu manglede jeg kun yderligere en undersøgelse, som jeg efterfølgende ville blive indkaldt til.
Jeg ved godt at det ikke er alle afdelingens patienter, der er ligeså heldige som jeg, der kunne gå rask hjem med en positiv oplevelse i rygsækken. Men jeg er sikker på at også disse mindre heldige patienter og deres pårørende deler min værdsættelse af den måde afdelingen møder os på.
Jeg oplevede i hele forløbet at blive behandlet med både stor professionel kompetence og med kærlig venlighed. Selvom jeg godt kunne høre på personalets samtaler at de havde travlt, smittede travlheden ikke på noget tidspunkt af på behandlingen af os patienter.
Det er dejligt at være vidne til, hvordan disse topprofessionelle mennesker bruger både deres hjerte og deres hjerne i arbejdet med os patienter og jeg at sikker på at den menneskelige måde at være professionel på er meget sundhedsfremmende for os.
Jeg har haft en yderst positiv oplevelse med sundhedssystemet, konkret på afsnit 202a på Regionshospital Nordjylland.
Jeg oplevede at blive behandlet både med professionalisme og med omsorg, kærlig venlighed og menneskelighed. Det er jeg taknemmelig for og det har jeg valgt at dele med jer.
