Du kender det sikkert godt. Det der med at en miste noget, som er en del af en og som man altid har haft. Det kan være et stort savn. Nogle gange ved man ikke hvor meget man har savnet det, før man finder det igen. Det var hvad der skete af mine allerkæreste gamle venner. Jeg advarer dig. Det er tale om en smule navlepilleri; men jeg bringer alligevel historien, da jeg vurderer at min ven ikke er alene om at have haft den slags oplevelser. Her er hans beretning.
”I går fandt jeg min stolthed. Eller rettere sagt, jeg genfandt den. Jeg vidste ikke at jeg havde tabt den, før jeg fandt den igen. Jeg har ofte hørt fra andre, at jeg er en stolt kammerat. Min mor siger, at jeg er ærekær. Det er ikke helt så positivt, så jeg foretrækker stoltheden.
Mange mennesker får nogle slag af tilværelsen, for eksempel i forhold til arbejdsmarkedet. Det har jeg også fået og det har på en eller anden mystisk måde betydet at stoltheden blev lagt på is. Nu har jeg fundet den igen og de nedture, jeg har haft, skal ikke skygge for den stolthed, jeg føler over de resultater, jeg har opnået.
Jeg tror at jeg har gjort en forskel for nogle børn og voksne i mit liv som lærer og konsulent. Som leder stod jeg spidsen for en institution, der ekspanderede. Vi skabte 40 nye arbejdspladser. Jeg tog initiativer. Jeg søgte og fik masser af projektmidler og lavede indtægtsdækket virksomhed og vi fik to europæiske kvalitetspriser. Der er nok at være stolt af set i bakspejlet. Jeg er også stolt over at jeg fælleskab med en god ven og kollega, et par professorer og to it-entreprenører opfandt talende internet i 2002. Jo, jeg synes, jeg har meget at være stolt af. Alligevel mistede jeg stoltheden. Den forsvandt, hvorhen ved jeg ikke. Men nu har jeg heldigvis fundet den igen.
Det jeg fortæller, er muligvis kun interessant for mig selv og nogle få af mine nærmeste. Når jeg alligevel vælger at dele det med dig, skyldes det, at jeg måske ikke er den eneste i denne verden, der har tabt sin stolthed. Jeg har i den senere tid interesseret mig meget for styrker og her tænker jeg, at den styrke, der hedder stolthed, er komplementær med den forfærdelige tilstand, vi kalder skam. Ifølge en klog psykolog i Politiken den anden dag skammer vi os alt for meget i Skandinavien. Så tænker jeg at tiden er inde til at finde stoltheden frem. For det er en umulighed at skamme sig og være stolt på engang.
Det var så mine bekendelser. Nu vil jeg stolt drage videre på livets lange landevej! – May the force be with you! – and with me!”
Sådan slutter min gode vens beretning. Jeg vil lade den stå for sig selv og blot tillade mig en enkelt tanke. Gad vide om det forholder sig på samme med andre negative følelser? Der er i hvert fald nogen, der siger at håb er en god medicin mod angst.
