Kategori: positivitet

Du kan – DUKAN

Første gang jeg så den her bog for tre et halvt år siden, da min kone lige havde købt den, troede jeg, at det var endnu en selvhjælpsbog. DU KAN – sådan noget ala yes, you can. Det var det ikke. Jo, på en måde var det jo, for det var en bog, der ud over at blive solgt i store oplag,  havde til mål at hjælpe folk med at tabe sig. Det virker godt for nogen. Det gjorde det også for min Inger og mig. Vi smed sådan sammenlagt en snes kilo og jeg selv kom i det nærmeste, jeg har været i kampform i mange år – 80 kilo. Det synes jeg er ok for en gammel gut som mig, selvom jeg naturligt er mellemvægter og i mine unge dage vejede midt i 70’erne. Men 80-82 er ok for en, der står lige foran målstregen til folkepension, skulle jeg mene. Det er jo også sådan at en moderat overvægt forlænger livet, har jeg hørt og det holder jeg mig til. Jeg er i hvert fald totalt overbevist om, at det giver bedre livskvalitet, bedre humør og en masse andet positivt – som bekendt er der evidens for, at et positivt livssyn forlænger livet med i gennemsnit knap og nap ti år – jeg gentager 10 år.

Men nu er den gal igen. Vægten siger 92 kilo, sværvægt. Det er vel nok lige rigeligt for en splejs som mig, skulle jeg  mene. Det har taget mig godt tre år at nå frem til punkt, jeg startede fra. Næsten da, for jeg var da oppe på fireoghalvfems der for tre år siden; men jeg kan jo godt se, at med den fart jeg havde på ville målet snart være nået, hvis jeg ikke greb ind. Så det bestemte jeg mig til at gøre.

Jeg havde arbejdet hårdt på at opnå min gamle form – pæreform. Det er jo desværre sådan, at vi det evolutionært ligger i vore gener, fra vores tid på savannen, at vi skal have depoterne fyldt op, helst med sukker og fedt. Det har jeg også forsøgt på. Jeg har lejlighedsvis indtaget basser med min gode ven Palle og jeg elsker en god frokost, gerne med øl og snaps. Når det så bliver suppleret med god rødvin, gerne pinot noir, ryger kiloene stille og roligt på. Det gjorde de også hos mig.

Nu stopper det! Det kan ikke fortsætte. Jeg sætter hælen i. Og hvordan gør jeg så det? Tilbuddene er mange især her ovenpå julefrokosterne. Ikke kun skyr er på tilbud. Der er individuelle januartilbud hos Fitness.dk, Fitness World og hvad de nu hedder. Kommunen støtter op om et højprofileret projekt, Vendsyssel på Vægten. Her er tabet kilo gjort til en holdsport. Tilbuddene er mange. Hvad skal man vælge?

Jeg holder mig til DU KAN. Hvorfor så det? Den gode læge og bestsellerforfatter Pierre Dukan er smidt ud af den franske lægeforening og hans kur er noget anderledes end andres. Du skal spise masser af protein og du skal motionere primært ved at gå. Du behøver ikke sulte, bare det er proteiner, du indtager. Jeg dur simpelthen ikke til at sulte, ligesom det er min erfaring, at jeg bliver voldsomt sulten af at dyrke motion. At så tillige er en kreativ sjæl, der godt kan lide at gøre tingene på min egen måde, tæller også med. Jeg er lidt af en mismatcher. Yderligere er det sådan, at jeg det har virket før for mig og for Inger. Hvorfor lave om på noget, der virker. Det her bliver min måde at gøre tingene på.

Jeg håber nu, at jeg om et halvt år kan sige – jeg ku’, Dukan!

En 103 år gammel historie om julefred – Glædelig Jul

I dag for 103 år siden indtraf enhver generals mareridt. Soldaterne i første verdenskrigs belgiske skyttegrave nedlagde våbnene og fejrede Jul med fjenden. Tyskere, englændere og franskmænd strømmede op af skyttegravene og udvekslede gaver – schnaps og cigaretter. Og de spillede fodbold,  for de menige soldater ved fronten talte om, at de ligeså godt kunne afgøre krigen ved en fodboldkamp.

Det begyndte sådan at skyderiet langsomt hørte op. Hos englænderne var angsten, for at der var tale om stilhed før stormen, udtalt. På den tyske side kunne de se små lys. Dem skød skød englænderne imod, men ilden blev ikke besvaret.

Pludselig blev stilheden brudt af en ren og klar tysk tenor, der sang den her.

Da han var færdig med første vers, faldt de andre tyske soldater ind. Nogle modige englændere vovede, med fare for at få hovedet skudt af, at stikke det op over kanten. De så, at lysene, de havde skudt efter, var juletræer. Der stod et juletræ for hver tyve meter og ved siden af hvert træ stod der en tysker og sang. I begyndelsen var der stilhed på den engelske side. Englænderne var tilskuere til tyskernes forestilling. Men så brød jubelen frem og  nogle englændere rejste sig op og vovede sig ud i ingenmandsland, hvor de udvekslede gaver med tyskerne. Flere englændere begyndte også at synge.

Men efter nogle dage fik generalerne magten igen. Alt blev som det var – næsten. Soldaterne blev hårdt straffede, og kampene i det helvede på jord, som skyttegravene udgjorde, fortsatte i endnu tre år.

Ja, det blev næsten, som det var. For julen i 1914 og den menneskelighed, kærlige venligehed og fred, som soldaterne oplevede, var for dem en hjælp til at overleve krigshelvedet og give en smule fred i sindet og håb for fremtiden.

Som sagt varede helvedet ved længe endnu og ofrene var talrige. Ind imellem var der stille, men som Erich Maria Remarque skrev i sin roman, var også det farligt. For som han skriver,  han døde på en dag, hvor det var så stille, at frontberetningen lød – Intet nyt fra Vestfronten.

Glædelig Jul. Må du få fred med dine fjender – og med dig selv.

 

Fjendebilleder fortæller os hvem vi er

Vælg dine fjendebilleder med omhu, for de fortæller, hvem du er. Det gælder på det individuelle som på samfundsplan. Hvad er det for fjender vi vil definer os i forhold til?  – Thrump, Kim Jong-un, Nethanyahu, kvoteflygtninge, somaliere, dovne Robert, kapitalister og imperialister? Valgmulighederne er uendelige. Ikke desto mindre er det nødvendigt at træffe et valg, for fjendskabet definerer, hvem vi er.

Et samfund, der ikke har fjender er ikke et samfund uden fjendebilleder, men et samfund på jagt efter fjender. Nogenlunde sådan har den tyske sociolog Ulrich Beck udtrykt det. Fjendebilleder og fjendskab er så nødvendigt, at vi og vores samfund vil gå til grunde uden fjender og ikke på grund af fjender. Fjender er nødvendige for vores identitet både som mennesker og som samfund, for det er ikke vennerne, vi definerer os i forhold til. Det er ikke vennerne, der lærer os, hvem vi er. Næh, vi definerer vores identitet i forhold til vores fjender. Så man kan med en vis ret sige, at vores fjende er vores bedste ven.

Prøv at se, hvordan Norhahl Grieg i sit digt ”Kringsat av fiender” fra 1936 i de sidste vers definerede sig:

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult,
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
Skal uret falde
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Dette er løftet vort
fra bror og til bror:
vi vil bli gode mod
menneskenes jord.
Vi vil ta vare på
skønheden, varmen –
som om vi bar et barn
varsomt på armen!

Ingen er i tvivl om, hvem fjenden er og hvad Nordahl Grieg står for.

Vælg dine fjender med omhu. Og med Matthæus – elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer… Gør det af næstekærlige grunde og også for din egen skyld. For fjendskabet fortæller dig, hvem du er.

God søndag og god jul når du når til det.

Foto: Pixabay.com – af en eller anden grund kom jeg til at tænke på denne herre i forbindelse med fjendskab.

Jeg har lavet en lille screenrecording om emnet:
Tænkepause om fjendskab – Så det …. Klik for at se den.

Bredde 57°26 56.057 Nord – Længde 9°46 27.128 Øst

Der står Rubjerg Knude Fyr og der skal det blive stående!

Denne 4 stjernede turistattraktion, der indgyder os ærefrygt -både os taknemmelige- og alle I andre, er i fare for at falde i vandet. Kysten bliver spist op hurtigere end nogen har forestillet sig. Der er lige investeret et større beløb i at få fyret stivet af og gjort tilgængeligt for publikum. Men det holder ikke så længe, som man havde forestillet sig. Naturen går sin gang – nogen gange hurtigere end planlæggerne kan forestille sig.

Knuden og fyret er en kæmpe attraktion, der genererer masser af turistindtægter. Dem vil vi gerne beholde. Derfor har der været tanker om at flytte fyret længere ind i landet; men den løsning ligger ikke godt i maven for mig.   For der vil være noget uægte over et flyttet fyr. Det vil ikke være autentisk. Og det vil også være en stakket frist, for naturen har det jo med at opføre sig anderledes end planlæggerne tror.

Jeg sad derfor og fintænkte over om det ville være en god ide at lade det stå hvor det står. Teknologien er til rådighed for at opbygge et fundament. Spørg bare Vestas, Siemens og de andre, der banker vindmøller ned i havets bund. Det vil jeg hjem og skive om, tænkte jeg og bladrede videre i lørdagsavisen for at opdage, at det havde den radikale spidskandidat Lene Bjørn Sørensen allerede gjort. Det bliver ideen såmænd ikke ringere af.

Jeg tænker, at et projekt med det formål vil være en vældig innovativ saltvandsindsprøjtning til turisterhvervet og vil kunne vende en tabersag til at blive en vindersag. Mulighederne er mange og ideerne står i kø hos mig og sikkert også hos mange andre.

Billedet af fyret, der står ude midt i vandet vil være en fantastisk illustration af erosionen ved vestkysten og naturens kraft. Det er med at komme i gang med at forene alle gode kræfter om at udvikle og implementere en redningsplan for fyret på det nuværende sted. Det bør kunne forene mange interessenter – Naturfredningsforeningen, Visit Nordjylland, Kommunerne, Vækstfonden, Regeringen og andre.

Når fyret kommer til at ligge ude i vandet, skal man selvfølgelig kunne komme derud. Man kunne bygge en bro, en mole eller sejle derud med små både. Eller hvad med at lave Nordjyllands første skilift med mulighed for at hoppe på i Lønstrup og suse hen over klitterne og se på havet og på landskabet inden man slutter ude på den platform fyret står på og fra det perspektiv betragte hav, strand og klitter. Der skal selvfølgelig også  være museum og restaurant knyttet til enten ude i vandet og/ eller i klitten. Det kunne eventuelt graves ned. Så kunne man tage turen tilbage fra fyret i til land gennem en undervandsfodgængertunnel og hilse på et par fisk på vejen ind.

Skiliften skal selvfølgelig drives af grøn energi fra bølger, sol og vind. Turen banegården i Hjørring til Lønstrup vil kunne foregå med førerløse elbiler i kabineliftstørrelsen, for det fører måske nok for vidt at lade liften starte i Hjørring.

Det bliver stort og sikker også dyrt. Men når det er muligt at skaffe små 200 mio til et nyt teater i Hjørring, må det også kunne lade sig gøre at finde nogle hundrede millioner til en investering i et innovativt Rubjerg Knude Fyr projekt, der tilgodeser både natur og erhverv.

Lad os forene kræfterne. Lad os se og komme i gang.

Foto: pixabay.com

”Hellere brække en arm end flytte til Hjørring!”

Bosætning, bosætning og atter bosætning. Det er et af de store emner til kommunalvalget her i vandkanten. I hvert fald i vores kommune. Hvad får så folk til at flytte? Kulturtilbud? Et nyt teater et hold i superligaen? Er det et godt kommunalt brand? Nej, folk flytter ikke til en kommune. De flytter til et sted og de er flintrende ligeglade med hvilken kommune dette sted befinder sig i.  Folk flytter ikke efter kultur og branding. Hverdagen af meget større betydning.  Vi mennesker holder på samme måde som Dan Turell af hverdagen og det er muligheden for en god hverdag, der bestemmer, hvor vi bosætter os.

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i en kronik i Jyllands Posten beskrevet, hvad dette gode hverdagsliv konkret betyder for tre segmenter af borgere.

De unge
De unge på 19-29 vil helst bo centralt i en stor by. Hvilken type bolig, man skal bo i er knap så vigtigt. Det afgørende er muligheden for et godt studie- og ungdomsmiljø. De unge vil vi have svært ved at tiltrække; men gode forbindelser med tog vil gøre det muligt at bo i en større by som Aalborg og studere her i byen. Unge pendlere kan sammen med nogle lidt ældre lokale studerende muliggøre opretholdelse og udvikling af uddannelser i vores lokalområde.

De voksne
For de voksne og produktive, typisk fra 30 år og opad, har tilbud til børn afgørende betydning. Gode skoler og daginstitutioner er afgørende for børnefamilier. Måske er det derfor ikke så tosset at smide et par hundrede millioner efter en ny skole i Vraa, for de her mennesker er ikke bange for transport. Det afgørende er god kvalitet i tilbuddene til børn og voksne. Hvis man vil tiltrække de produktive, er der ingen vej uden om at investere i børneområdet og det drejer sig mindst ligeså meget om driftsmidler som bygninger. Det er indholdet, der tæller. Sørg for et godt hverdagsliv for børn og deres forældre, så skal de nok komme hjem.

De gamle
Eller seniorerne, som vi lidt mere venligt bliver kaldt, er knap så afhængige af cafeer og natteliv. Det der tæller er mere naturen, gode indkøbsmuligheder og gode naboer, nærhed til familien samt kollektiv transport. Seniorer er svære at flytte; men de der flytter vil gerne bo centralt i en by eller i naturskønne omgivelser. For begge parter er muligheden for kollektiv transport vigtig. Så det var ikke en god ide at spare på busser i by og på land. Vil vi tiltrække denne type borgere er der ingen vej udenom gode busser på alle ugens dage. Nordjyske Jernbaner kører på skinner og har vist vejen.

Fakta
Overskriften er såmænd titlen på en film, som Statens Filmcentral distribuerede i 70’erne. Den handlede om de mennesker, der blev forflyttet til Hjørring blandt andet i forbindelse med udbygningen af Hærens Materielkommando. Materielkommandoen og sikkert også mange af medarbejderne er såmænd returneret til hovedstadsområdet her 40 år efter.

Kommunalvalget – demokratiet lever

Mange tak til Lene, Louise, Mette, Arne, Per M, Michael, Jørgen, Per F, Henrik, Morten & alle de andre kandidater. Og tak til Thomas og hans folk  fra den danske bank og de 150 fremmødte på Hjørring Teater for en meget positiv efter-fyraften-eftermiddag.

De ovennævnte 10 spidskandidater til kommunevalget i Hjørring Kommune var på scenen i den, som det hedder, danske debat, som min gode ven redaktør Palle W. Nielsen og jeg havde fornøjelsen af at facilitere i går aftes på det flotte nye teater i Hjørring.

Demokratiet – også det lokale-  lever og har det godt
Det kan godt være, at vi lever i en tid med voksenmobning, chikane, fake news og shitstorme på facebook. Det gør vi og såmænd også i Hjørring. Det har vi til fulde fået bekræftet i de sidste måneder. Men mødet i aftes bekræftede for mig, at vores demokrati lever og har det godt.

Dette danske debatmøde viste mig, at der sammen med politisk uenighed er masser af positivitet, venlighed, humor, kærlighed, hjælpsomhed, solidaritet –  både blandt kandidaterne og mellem dem og de fremmødte borgere. Det fik jeg bekræftet i aftes og ligeledes til den demonstration for demokratiet, der fandt sted foran rådhuset i mandags.

Tænd et lys
Jeg synes, det er sejt af Arne, vores nuværende borgmester, at stille den mobning, han har været udsat for, til rådighed for os andre. Og jeg synes ikke, det er mindre sejt af alle hans politiske modstandere at stille sig bag ham og bakke op i, at sådan noget vil vi ikke have. Det skal frem i lyset, for den eneste måde, vi kan  bekæmpe den mørke og ofte skjulte negativitet på, er ved at belyse den. Når vi tænder lyset og bringer det positive frem fortrænges mørket.

Jeg synes, at de mennesker, der slår et slag for vores demokrati ved at deltage i det, både som aktive borgere og som kandidater til valget fortjener den største ros. Det møde, jeg oplevede i aftes, var et stærkt udtryk for dette.

Det fortjener stående ovationer!

Stressede og fortravlede børn og unge?

Måske, men i hvert fald ikke dem, jeg mødte i dag.

På min morgentur rundt i Hjørrings parker; først igennem Svanelunden og derefter Christiansgave, mødte jeg store mængder af børn unge. De var i anledning af skolernes motionsdag på parkvandring. Vandring er det rette ord, for jeg så kun en enkelt i reglementeret omklædning. Jeg tror ikke, man kan sige, at han løb. Men han slap da perieodevis jordforbindelsen med begge ben på en gang i en langsom lunten – jogging.

Det er velgørende at se, at trods skolereformer, målstyring og arbejdstidsaftaler er børn stadig børn og unge stadig unge. Der var ikke meget fart og tempo over de teenagere, jeg mødte. Det er, som det skal være. Der var råhygge, socialt samvær og samtale i lange baner.

Jeg er lidt usikker på, om jeg også kunne spotte lidt civil ulydighed blandt de unge, men de havde i det mindste nogle gode rollemodeller med sig; for jeg bemærkede i det mindste et par lærere, der benyttede lejligheden til at få sig  en smøg ude i den friske luft.

Sådan en dag med motion er rigtig god. Ganske vist var det så som så med hvor højt pulsen kom op hos de unge, jeg mødte. De kom ikke sådan løbende -stønnende og med tungen ud af halsen. Det kunne se ud som om, de overlader det til deres forældre efter fyraften. Men mening, de gode relationer, humør og  den gode samtale var der masser af.

Det kunne være, at det var rigtig godt også for os andre – og lærerne-  at komme ud i sådan en gang ustruktureret walk and talk en gang imellem. Jeg så kun positivitet og godt humør både blandt børn og gamle.

Men det er også svært at bevare pessimismen på en dag som i dag – trods det at det er fredag den 13.

Så tag lige og slip hinanden lidt mere fri, både børn og voksne.

God ferie!

S……. OSSE!

Det var min første tanke, da jeg i dag så dette spændende stillingsopslag på LinkedIn. Det her job, det er lige mig, tænkte jeg. Men fristen for ansøgning var udløbet den 29. september, så jeg var en del for sent på den. For der er ansættelsessamtaler i dag, den 8. oktober, og så igen den 13. med diverse tests ind imellem.

Godt det samme
Jeg havde nu nok ikke fået stillingen alligevel, for dels er der jo de der tests – og så mig. Gad vide om jeg kunne bestå? Sikkert ikke. Måske ville jeg som så mange andre opleve at have en forkert profil. Og så er der jo det der med, at jeg er gammel gut på 64. Det forbedrer måske heller ikke chancen for at blive centerleder, at man har nået denne fremskredne alder. Nå, godt det samme. Jeg har jo også bestemt mig til at forsøge at blive pensionist. Det skal nok gå, selvom det er en vanskelig overgang. Men jeg træner hårdt, blandt andet med golfkøllerne.

Velkvalificeret?
I øvrigt  mener jeg mig velkvalificeret  – for jeg synes da, at jeg har alle de kvalifikationer, som er beskrevet i opslaget. Og jeg kan endda også bryste mig af, at jeg har erfaring på området. For det er min skole, det drejer sig om. Specialskolen for Voksne, Hjørring  – Specialskolen for Voksne, Vendsyssel – SPVV….
Nu hedder den CKU Vendsyssel – Center for Kommunikation og Undervisning, Vendsyssel. Og det, der engang hed forstander, ligesom på jernbanestationen, hedder nu centerleder. Det endte jeg også med at hedde.

Pas godt på skolen og ”de sidste”
Her var jeg centerleder fra 2000-2015. Og her havde jeg nogle af de bedste år i mit arbejdsliv. Vi arbejdede hårdt, havde masser af udviklingsprojekter. Vi slog ikke så få slag for de sidste. Jeg husker også tilbage på, hvor sjovt vi havde det. Jeg kan endnu mærke i kroppen, hvordan latteren rungede. Jeg husker, at vi i starten havde masser af frihed til at udvikle og innovere. I løbet af de 15 år tog styringstænkningen mere og mere over og det lagde begrænsninger for innovation og kreativitet. Men summa summarum tænker jeg tilbage på mine 15 år som leder af min skole, som nogle gode arbejdsår. Det er et privilegium at have haft et arbejdsliv med 37 gode år som tjenestemand i skolen. Jeg håber, at lærere og andre offentligt ansatte igen kommer til at opleve sådan et godt arbejdsliv med frihed og mening.

Min bøn til dig
Min tid som leder er forbi og jeg skal nok vare mig for at give gode råd til dig, der nu bliver ansat som centerleder. Men jeg vil gerne bede dig om at passe rigtig godt på den skole, der engang var min. Og ikke mindst vil jeg håbe, at du vil være en frontkæmper for de sidste. Der er ikke så mange, der slår et slag for dem for tiden, men der er behov for at nogen tager den mission på sig. Det håber jeg, at du vil gøre.
Jeg håber også, at du vil passe på skolen i almindelighed og SPVV/CKUV i særdeleshed.

PIP´eline, LAM og LAL

Den anden dag dukkede der er status op på min nyhedsside på facebook. 100 ledere af skolevæsenet i Hjørring Kommune havde været på strategiseminar. De havde arbejdet med at lave en strategi for, hvordan skolen kunne skabe bedre trivsel og bedre resultater for ansatte og børn. Det er jo en god målsætning og der var også rigtig mange likes og positive kommentarer, mest fra dem, der er inde i ekkorummet – dem, der var med. Der var dog en enkelt fri skoleleder fra Bornholm, der spurgte, om der mon også var nogle elever og lærere med?

Der er godt spørgsmål og jeg ved ikke, hvad svaret er. Men jeg tror da, at der var nogle repræsentanter for organisationerne, nogle fællestillidsrepræsentanter –  en fra BUPL, en fra DLF og en TAP repræsentant, sikkert fra HK. Fodfolk og elever var der sandsynligvis ingen af.

Skrivebordsgeneraler laver strategier
Strategi er en god ting, men tingene skal også føre ud i livet. Som enhver skrivebordsgeneral ved, er brug for både taktik og operationer og her slipper du ikke udenom at sætte dem på banen, der skal føre tingene ud i livet. Udefra kunne det for en, der selv har deltaget i talrige strategiseminarer, se ud som om man fortsætter med at tale om strategi, mens det kniber lidt mere med det taktiske og operationelle plan. Sagt på en anden måde holder man sig til lederplanet. Men har det nogen effekt?

Efteruddannelse skal ud i det yderste led
Nej, hvis udviklingsmidlerne skal have effekt, skal de allokeres ud tæt på borgerne. Efteruddannelsesresurserne skal derhen, hvor de gør mest nytte – ud i det yderste led. Lederne beslutter rigtig mange ting, der på papiret ser fornuftige ud. Om de så også er det, kræver en lakmustest ude i det yderste led blandt lærere, pædagoger, ledere, forældre og ikke mindst blandt børnene. Det er dem, der skal få tingene til at virke i praksis.

Enkeltbillet til helvede
På seminaret arbejdede man også videre med ledelsesmodellen leadership pipeline. PIP’elinen er udtryk for gammeldags og topstyret styring. Så længe man vælger at styre gennem kontrol, vil det ikke lykkes at få frigjort de resurser, alle siger, der er brug for i fremtiden. Fremtiden kalder på  hittepåsomhed, foretagsomhed, kreativitet og innovation. En styringsmodeller som leadership pipeline er kontraproduktiv set i forhold til fremtidens behov. Denne model er et udtryk for det new public management regime, der har hersket i det offentlige i snart mange år. Der er efterhånden en mange, der taler for at sende NPM tilbage til helvede, selvom man kan være i tvivl om, de mener det. Men når man så sender NPM retur på en enkeltbillet, vil det være en rigtig god ide at sende leadership pipeline samme vej.

Sæt dem fri
Menneskene har et grundlæggende behov for selvbetemmelse. Mennesket er ikke et væsen, der udvikler positivt sig gennem kontrol og styring. Derimod er vi selvregulerende væsener med tre grundlæggende psykologiske behov: behovet for frivillighed – selvbestemmelse, behovet for at du til noget og behovet for at indgå i gode relationer til andre mennesker. Når disse tre grundlæggende behov bliver tilgodeset, har vi rigtig gode forudsætninger for den indre motivation, der fremmer hittepåsomhed, innovation, engagement, gejst, kreativitet etc. Det kan vi ikke opnå ikke gennem styring, men gennem og god ledelse og facilitering.

Sæt børn, forældre, pædagoger og lærere fri, så skal du bare se løjer.

Ordforklaring: LAM – sådan  forkorter man i Vendelby begrebet  ”leder af medarbejdere”. På samme måde forkorter man i Vendelbys PIP ” leder af ledere” som LAL.

Grafik: pixabay.com