Kategori: positivitet

Hvordan kan vi skabe håb i skolen igen?

Sådan omformulerede ordstyreren et af de sidste af mange spørgsmål på et veltilrettelagt og velbesøgt topmøde om folkeskolen mellem venstres og socialdemokratiets borgmesterkandidater Hjørring Kommune. Det var et godt møde, præget af god stemning og jeg gik derfra med den overordnede opfattelse at der ikke er grundlæggende forskel på rødt og blåt, når det drejer sig om skolen. Det fremgik for eksempel at SF’s og Venstres drømme og visioner om skolen stemmer ret godt overens, mens der uenighed om finansiering og vejen dertil. Og det er i grunden ikke så galt, for skolen skal jo netop ikke være en politisk kampplads, men samfundets den vigtigste institution, hvad angår læring, dannelse og sammenhængskraft. Når det så er sagt, er der nogle ting, der springer i øjnene.

Hvad er socialdemokraterenes vision for skolen i Hjørring?
Efter mødet har vi stadig til gode at høre, hvilken fremtidig skole Socialdemokraterne drømmer om. Borgmesterens indlæg og svar på spørgsmål var meget teknisk med udgangspunkt i underfinansierede reformer, budgetaftaler, samarbejde, byrådstaktik, råderum, og den slags. Det er selvfølgelig vigtigt at bevæge sig også på dette konkrete plan, når man vil have sine mål gennemført. Der var stort fokus på fortiden, på det der er sket og på at der ikke skal ske ændringer i organisation og struktur i de næste år. Men hvad er det for en skole borgmesteren vil have? Hvad vil han opnå? Hvad er det for en skole socialdemokraterne drømmer om? Det har vi stadig til gode at høre. Den slags virker ikke til at være vores borgmesters kernekompetence. Jeg håber derfor at andre socialdemokratiske byrådskandidater får mulighed for at komme på banen med deres bud på nutidens og fremtiden folkeskole.

Hvordan vil Venstre konkretisere deres vision?
Venstres kandidat, Henrik Jørgensen, derimod gjorde rede for en drøm om skolen med lokale bestyrelser og lokal skoleledelse – det skal ikke mere hedde et undervisningssted. Vi skal også turde gå baglæns, hvis vi har lavet fejl. Der er mere end en måde at gøre tingene på. Vi skal have tilliden og mening tilbage. Tanken om at anlægge et investeringssyn og udarbejde en investeringsstrategi for folkeskolen blev luftet. Indlægget var præget af drømme og visioner for fremtidens skole, mens der kun var lidt, eller nærmest ingenting, om hvordan vi konkret skal nå dette mål. Et spørgsmål fra en partifælle, om kandidaterne ville tage skolens udfordringer opad i deres bagland, blev ikke besvaret. Kunne det eksempelvis være en ide at forsøge at tøjle Moderniseringsstyrelsen?

Hvordan får vi skabt håb og indre motivation?
Begge kandidater undrede sig over al det engagement, den energi og virkelyst, der er i forbindelse med friskolerne. Hvorfor kan vi ikke finde det i folkeskolen? Det spørgsmål kan besvares med et andet spørgsmål: Hvorfor er det kun friskolerne, der skal være fri? De er fri, mens folkeskolen på samme måde som eksempelvis sygehusene er underlagt et topstyret system. Når man vil fremme yderligere håb, engagement og indre motivation hos forældre og medarbejdere, vil det være en god start at begynde med at opfatte dem alle som frivillige. Vi mangler ikke håb og motivation, når vi får vore basale psykologiske behov opfyldt. Her er der tre behov, der er grundlæggende.

1. behovet for frivillighed (selvbestemmelse)
2. behovet for at du til noget (at føle sig kompetent)
3. behovet for gode mellemmenneskelige forhold (relationer).

Håbet er sindets regnbue. Mere selvbestemmelse lokalt til bestyrelser, ledelse og medarbejdere samt en lokal aftale med medarbejderne om regulering af arbejdsforholdene, vil være gode steder at starte på at tilfredsstille disse almenmenneskelige behov.

Nå det sker, finder vi håbet igen.

Vagusnerven – pipelinen mellem hjerne og hjerte

Da jeg var klar til at udgive min bog om, hvordan vi laver en skole, hvor børn både har det godt og gør det godt, manglede jeg en illustration af vagusnerven – nervus vagus på lægelatin. Den bad jeg min chefillustrator Viktoria om at lave og det slap hun helt godt fra, synes jeg.

Bevidst nærvær
Vagusnerven forbinder hjerne og hjerte – ligeledes hjernen og resten af kroppen, de indre organer. Mit mål med at skrive et afsnit om at træne vagusnerven, var at det er veldokumenteret, at man, ved at hjælpe mennesker med at sætte fokus på deres krop: åndedræt, hjerterytme, mærke de forskellige dele af kroppen, hjælper dem med at få ro på og stresse af.

Enhver, der har bedt bønner og mediteret ved, at det virker og det kan også dokumenteres gennem objektive målinger i vagusnerven. Den sænkede puls og det langsommere åndedræt medfører nedsat elektrisk spænding i nerven. Og det gør noget ved hjernen. Man får ro på, tempoet sættes ned og stressen letter. Man får det altså bedre. Man får mere overskud, kikkertsynet mindskes og  man bliver åben. Man bliver ikke mindst åben overfor læring.

Bedre trivsel og bedre læring
Der er altså god grund til at gøre noget ved det der bevidste nærvær også i skolen. Hvordan er så betingelserne for det? Jeg tænker, at der måske nok kunne være behov for at forbedre mulighederne. Børnene har lange arbejdsdage, hvor de ofte bliver styret udefra. Børnene har ikke så meget tid, hvor de er overladt til sig selv med mulighed for at stå af ræset og dagdrømme. De er underlagt samme præstationkrav som de voksne. Der er derfor god grund til at træne vagusnerven ved sætte afslapning og nærvær i system, også i skolen. I min drøm om den gode skole giver jeg på side 76 nogle anvisninger hvordan det kan gøres.

Træning af Vagusnerven
Mennesker har i årtusinder kendt til, at der er en sammenhæng mellem hjerne og hjerte samt mellem krop og sjæl. Man har haft en klar forestilling om, at det fysiske og psykiske helbred hænger godt sammen. I dag kan man bevise det.

Allerede i 2016 opdagede man, at elektrisk stimulation af vagusnerven kan mindske betændelsestilstande i kroppen. Det er nu ikke nødvendigt at sætte strøm til børn for at træne deres vagusnerve. Mindre kan gøre det: – Fysiske aktiviteter kombineret med positive følelser er én af vejene. Sport og ture i naturen er gode aktiviteter, ligesom leg selvfølgelig ligger lige til højrebenet. – At være nærværende og opmærksom på sig selv. Kunne mærke sine kropsdele, kunne føle sit åndedræt og hjerteslag er gode metoder. Andre former for mindfulness, fx kærlig-venligheds-meditation, har også en gavnlig virkning på helbred og trivsel. Det er bevist i et videnskabeligt forsøg, der involverede en række universiteter i USA og Tyskland. Her dokumenterede man sammenhængen mellem de positive følelser og et godt fysisk helbred. Når man øger mængden af positive følelser, kan det måles i vagusnerven. Det samme gør sig gældende, når man øger antallet af positive sociale forbindelser.

Det går begge veje
Kommunikationen mellem krop og hjerne går begge veje. Nogle gange overhører man de signaler, kroppen sender og i andre tilfælde har man smerter, hvor der ikke er nogen objektiv grund til det. Jeg erfarede selv det sidste, da jeg, som jeg tidligere har beskrevet, blev indlagt akut med kraftige smerter i brystkassen. Jeg blev undersøgt i alle ender og kanter, inden jeg blev frikendt og sendt hjem.

Så er det, at man tænker over, hvor de smerter mon kommer fra? Er det noget hjernen sender ned til kroppen som følge af de traumer, man har oplevet tidligere i sit liv? Skyldes det i mit tilfælde en traumatisk oplevelse, som jeg havde for tre år siden, hvor jeg –som så mange andre nu til dags- måtte smide håndklædet i ringen efter en lang periode præget af vrede, frygt og andre negative følelser, og gå hjem med stress og ret kraftige belastningsreaktioner? Har hjernen og  kroppen så kunnet huske denne negative periode og givet mig svære smerter i hjertet, selvom jeg objektivt set ikke fejler noget.

Jeg ved det ikke, men tankevækkende er det.

 

 

 

 

Hans største sejr var nederlaget

foto: pixabay.com

Ham her Usain (Hussein?) er altså vildt sej, synes jeg. Der var lagt op til en kæmpe exit, hvor han først skulle vinde 100 meter løbet og Jamaica skulle slutte med at vinde 4*100 meter stafetten.

Sådan gik det som bekendt ikke. Usain blev nummer 2 i 100 meter løbet og dokumenterede dermed, at han, trods 8 (otte) gange  OL guld og på trods af, at han  er den måske største atlet i vor tid, trods alt bare er et menneske.
– Et bette menneske, ja.

Jeg synes på en måde, at hans nederlag til sidst, var var hans største sejr. Det var hans holdkammerater ikke enige i. De beklagede sig over arrangørerne og gav dem skylden for Usains og deres eget nederlag.

Det gjorde Usain ikke. Han optrådte værdigt både på dagen og senere. Ham har vi mig bekendt ikke hørt noget brok fra.

På løbsdagen, efter skaden, kunne man se, at Usain havde mange smerter og ramt psyken var han sikkert også. Hans exit blev ikke lige den, der stod i manuskriptet. Her stod skrevet, at han skulle vinde og derefter forlade scenen, mens han modtog folkets hyldest, for aldrig mere at vende tilbage, pensioneret som 30’årig.

Nej, sådan gik det ikke. Usain Bolt blev skadet, og lå kort tid på banen i mange smerter. Men så var det, at han viste sin storhed. Han fik sig samlet sammen og forlod stille og roligt scenen, mens han lod vinderne modtage hyldesten.  Produceren forsøgte flere gange at gøre Bolt til hovedpersonen. Men han handlede stolt og værdigt og forlod stille og roligt stadion.

Han er trods sine kun 30 år et forbillede. Han viste sin storhed i nederlaget.

Det var sejt og jeg det vil jeg altid huske ham for.

How Usain Bolt’s fairy tale ending veered wildly off script in London

As fairytale endings go, this was one that certainly forgot to follow the script. For Usain Bolt, these World Championships had been touted as his farewell party; a chance for the eight-time Olympian to sign off his illustrious career in style. But much to the horror of the Jamaican’s adoring masses, this was a send-off that ended with red wine on the carpet, smashed plates on the floor and thousands of pounds worth in damages.

Kilde: How Usain Bolt’s fairy tale ending veered wildly off script in London

Stemningen er høj herude og flagene vajer fra en -næsten- skyfri himmel

Flagene vajer fra en næsten skyfri himmel – også fairplayflaget

Sammen med et par hundrede fans bevægede jeg mig i dag til Vendsyssel Idrætscenter i Vraa. Her ligger  Vendelbys stolhed, Vendsyssel FF’s, træningscenter. Der var træningskamp mod Thisted. Det er en dag, hvor det er svært at bevare pessimismen. Der var endog store huller i skyerne, men ind imellem gik der en sky for solen. Det gjorde der også på banen i form af et par gedigne forsvarskiks. Men sådan skal det jo nok være, med to nye målmænd og et nyt midterforsvar. Der var mange nye, men der var stadig et flertal af gamle genstartere i startopstillingen. Af disse var det interessant at se at Rune Frantzen, der just har sagt nej tak til den anden VFF i Viborg, nu har fået mere ansvar og er forfremmet til anfører.

Når det med forsvarskiksene plus et par brændte kæmpechancer så er sagt, synes jeg, der ikke er ekspert, men kun almindelig tv-kommentator hjemme i sofaen, at det nye hold der lover godt for sæsonen. Der er masser af talent, fart og godt boldspil. Af de nye bed jeg især mærke i at Lucas Jensen på højrekanten og den hollandske midterforsvarer Dalian Mattsen  gjorde det godt. I første halvleg spillede Dalian sammen med Kasper Poulsen og i anden sammen med Benjamin Lund. De to unge målmænd fik en halvleg hver og begge gjorde det godt.

Det er første gang jeg er i Vraa og se fodbold og jeg kan godt forstå at VFF har valgt at lægge deres træningscenter her, i forbindelse med Idrætcenter Vendsyssel. Det ser ud til at være en velfungerende ramme med alle slags faciliteter ude og inde. Jeg ved af erfaring at man også spiser godt og sundt på centeret. Her er lækre og velindrettede værelser. Dem ser der ud til at blive flere af, for der er nybyggeri i gang. Flere værelser vil jeg tro.

Nu glæder jeg mig rigtig meget til sæsonstarten mod Fremad Amager den 30. juli på vores hjemmebane, som et stykke tid endnu hedder Bredbånd Nord Arena. Kanske den snart bliver omdøbt til Eniig Arena? Jeg tror såmænd at jeg vil have sæsonkort i år.

Undervejs i kampen drøftede jeg kampen og de nye spillere med flere eksperter på sidelinien, blandt andet et par ungersvende, begge blegansigter som jeg. En af disse bemærkede, at det da var fantastisk at VFF havde kunnet tiltrække så mange afrikanere. Det er da rigtig nok at der på et tidspunkt var fem spillere på banen af afrikansk herkomst. Måske er en enkelt eller to af disse fra Afrika. Christian Moses er i hvert fald. Moses Opondo er derimod fra Frederikshavn, hvor han har spillet for Bangsbo Freja, Damian Mattsen er som nævnt fra Holland, mens Emmanuel Ogude er københavner og just købt i B93.

ICV: Hjørnespark til os!

Hvorom alting er, ser det ud til at være et godt hold, de har sat sammen. Jeg glæder mig til sæsonen og til at indtage min faste plads på den billige langside.

– PS. Træningskampen endte 2-2 efter at Thisted havde været foran 2-0.

Vendsysselmøde nummer 1

foto pixabay.com

Det første Vendsyssel-møde i en forhåbentlig lang række blev afholdt mandag den 19. juni  på Vendsyssels nye teater i Hjørring. Næste møde bliver den 28. maj 2018 i Frederikshavn.

De 11 efterskoler på toppen af Danmark er konkurrenter. Samtidig har de gennem flere år samarbejdet om at udvikle området til fælles gavn for deres skoler og ikke mindst for deres unge. Samarbejdsprojektet skulle efter planen afsluttes med en konference. Samarbejdspartnerne mente, at det var synd og skam at afslutte sådan et godt samarbejde; så i stedet besluttede man at udvide kredsen til alle, der vil medvirke til at flere unge bliver inkluderede i uddannelse og på arbejdsmarkedet.

Slutkonferencen blev ændret til en startkonference. Baggrunden er alvorlig nok. I halvfjerdserne  talte man om en ”restgruppe”, – smukt ord ikkesandt på 15 procent af en ungdomsårgang, der ikke fik uddannelse efter folkeskolen. Siden er det gået den forkerte vej. Ganske vist besluttede Nyrupregeringen for snart mange år siden en målsætning om at 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en uddannelse efter folkeskolen, men jeg beklager. Det er gået den forkerte vej. Antallet af unge uden uddannelse efter folkeskolen er steget siden halvfjerdserne og ligger nu og svinger i underkanten af de tyve procent.

Det har man i Vendsyssel besluttet at man vil ændre på. Og som det blev sagt flere gange på mødet:

”Vi bruger ikke så mange ord, men vi gør det vi siger!”

Det tror og håber jeg er rigtigt. I hvert fald fik det første Vendsyssel-møde stor bevågenhed fra politikere, topchefer, uddannelsesinstitutioner, erhvervsledere og andre indsjæle og interessenter. Blandt andet deltog Marianne Jelved, ligesom jeg bemærkede at Hjørrings borgmester deltog i hele konferencen. Det lover godt. For en løsning af denne svære udfordring kræver ejerskab hele vejen rundt. Det kræver også samarbejde og fokus på missionen om at hjælpe de unge på vej på tværs af institutioner og særinteresser.

Konferencen sluttede med at der blev nedsat en række arbejdsgrupper, som skal arbejde videre med innovation af nye muligheder for de unge. Blandt andet vil man forsøge at udvikle et Vendsysselsk drengeakademi til gavn for de drenge, der for en stor dels vedkommende er taberne i uddannelsessystemet. Drengeakademiet inspireres af blandt andet Løkke-fonden og Esbjerg Akademiet. Ideen om turbolæring i et drengeakademi bygger på positiv psykologi med fokus på karakterstyrker og på synlig læring.

Det bliver spændende, at se om det kan lykkes at opbygge et sådant vendsysselsk drengeakademi. Det tror jeg at det kan, men det kræver samarbejde og ægte partnerskab på tværs af kommuner, uddannelsesinstitutioner og erhverv. Og det kræver, at vi sammen har fokus på formålet, på den fælles mission.

Jeg tror det vil lykkes, for vi gør jo det vi siger, ikke? Jeg glæder mig til det næste Vendsysselmøde i Frederikshavn den 28. maj 2018.

Old is cool

Steffen på Cafe Chic Oldschool

Is old cool? Det mener jeg da. En og anden vil måske mene, at det er jeg nødt til at mene pga af min fremskredne alder.

Nå, men jeg har skrevet en bog om, hvordan man i Vendelby i perioden fra 2017 til 2027 lagde kursen om og udviklede en skole, der satte globale spor. Bogen inddrager både den nyeste pædagogiske og psykologiske forskning og bygger på årtusindgammel viden.

Så ja, old is cool:  – Og det er ny forskningsbaseret viden også.

I min bog inddrager jeg begge dele. Allerede Aristoteles skrev for mere end 2400 år siden om, hvad der gør et menneske lykkeligt. Et menneske bliver ikke kun lykkeligt gennem incitamenter og behovstilfredsstillelse, men gennem at bruge sine styrker til at arbejde frem mod de seks dyder: visdom, mod, retfærdighed, trancendens, mådehold og medmenneskelighed.

Min bog Folkets Skole – Vendelby 2027 er udkommet i både en trykt udgave og som e-bog. Den kan købes på Saxo.com og hos din boghandler.

Der er fuld fart på i skolen og snart holder børn og voksne en velfortjent sommerferie. Når ferien er slut og vi trækker i arbejdstøjet igen, fejrer jeg udgivelsen af min bog med en reception på:

Cafe Chic Oldschool, Jernbanegade 3, Hjørring
onsdag den 2. august klokken 16.00-17.30.

Her er alle velkomne.  Læs mere om min bog her: https://www.steffenblarsen.dk/vendelby2027

 

Et sygehusafsnit med hjerte

Sygeplejerskerne Trine Sørensen og Tina Rosengart, afsnit 202a

Jeg vil her fortælle en positiv historie fra det virkelige liv. Den foregår på et sygehus, såmænd. Sygehuset i Hjørring – vendelboernes sygehus – nu Regionshospital Nordjylland – tidligere Sygehus Vendsyssel og derfør Hjørring Sygehus.

Historien handler ikke om umulige it-systemer, overbebyrdet personale eller manglende resurser. Nej, den handler om god gammeldags omsorg, hjælpsomhed og kærlig venlighed og om de mennesker, der får et vigtigt system til at virke. Og det virker, skal jeg hilse at sige.

På trods af voldsom travlhed oplevede jeg under hele mit ophold at være i kærlige og trygge hænder. Jeg er overbevist om, at det samme gør sig gældende for de andre patienter på afdelingen.

Kort fortalt er historien den, at jeg sidste søndag aften, da jeg var på vej til køjs, fortalte jeg min kone at jeg havde trykken i venstre side af brystkassen. ”Du skal ringe til lægen i morgen tidlig”, sagde hun. Det gjorde jeg så; men jeg havde et møde fra morgenstunden og noget andet, jeg lige skulle have ordnet først.

Så klokken blev godt og vel 11, før jeg fik ringet til mit overbefolkede lægehus. Jeg meddelte den søde sekretær, at jeg gerne ville bestille en tid. ”Nu håber jeg ikke det er akut”, sagde hun. ”Nej, det er det såmænd ikke,” sagde jeg,”jeg har bare noget trykken i venstre side af brystkassen…..”

Derefter meddelte sekretæren mig at jeg skulle komme med det samme. De ville finde plads til mig. Selvom jeg bor i ganske kort afstand til lægen, tog jeg bilen og skyndte mig derover.

Vel ankommet til lægehuset fik jeg omgående påmonteret nogle elektroder og taget EKG af hjertet. Derefter kom jeg ind til min læge, som undersøgte mig grundigt blandt andet med blodtrykstagning og blodprøver. ”Du skal på sygehuset”, sagde hun, ”men det er ikke sikkert at de indlægger dig. Jeg ringer til overlægen med det samme.”

Selvom hun måtte forsøge sig nogle gange, kom hun snart igennem. Jeg var noget paf og ret imponeret over hvor hurtigt og effektivt systemet virker i sådan et tilfælde. Det stemte ikke helt overens med de skrækhistorier fra sundhedsvæsenet, man ofte kan læse om i sin avis.

Min læge kom altså i kontakt med sygehuset. Hun meddelte dem, at hun sad med en 63-årig mand, der havde trykken for brystet. ”Hvad er det for en ældre mand, hun taler om?” var min første tanke, inden det gik op for mig at det var mig hun talte om og at jeg nok tilhørte en risikogruppe.

Min konsultation endte med at jeg fik en henvisning til Regionshospital Nordjylland, samt en gul post-it med afdelingens navn: 202a. Jeg skulle fluks køre til sygehuset. Klokken var da 11.50.

Belært af de mange knap så positive historier, jeg har hørt om behandling på landets sygehuse, valgte jeg at tage en omvej hjem til min bopæl, som i parentes bemærket ligger under en kilometer fra afdelingen, for at få lidt mad.

For jeg ville ikke risikere at dø af sult, mens jeg ventede på min undersøgelse. Jeg parkerede bilen hjemme i min carport og vandrede mod afdeling 202a, mens jeg gumlede på lidt frokost.

Da jeg cirka 12.10 ankom til afdelingen, blev jeg mødt af et par travle og meget venlige medarbejdere i receptionen tæt på indgangen. De kunne ikke finde mig i it-systemet. Belært af de mange rædselshistorier om Region Hovedstadens it system tænkte jeg, at mine data nok var gået i kredsløb om jorden og derefter overgået til området for evigt tabte data. Men det var ikke tilfældet.

”Det er nok Gitte,” sagde den ene til den anden. Til mig sagde hun, ”hun har meget travlt…” Gitte er den ledende overlæge, fandt jeg senere ud af. Systemet havde simpelthen fungeret så effektivt og hurtigt at Gitte ikke havde nået at oprette mig i deres journalsystem.

Det blev der omgående rettet op på. Jeg blev oprettet i systemet og kom under kærlig og kyndig behandling. Først fik jeg igen taget blodtryk og blodprøver, inden jeg igen fik påmonteret elektroder og fik taget en ny EKG. Da det var overstået, blev jeg sat på pause. Pausen blev forklaret med stor travlhed på grund af akutte patienter.

Det skal man have stor respekt for og samtidig var og er jeg taknemmelig over at blive behandlet et system, hvor de tager så godt vare på en at man føler sig helt tryg. I den situation kan man efter min overbevisning godt klare at vente nogle timer.

I pausen blev jeg tilbudt mad, så jeg havde ikke behøvet at køre hjem. ”Er der noget, du ikke kan lide?” blev jeg spurgt. Jeg sagde at hvis jeg kunne slippe for stegt lever og hjerter i flødesovs, ville det være dejligt, men ellers havde jeg ingen præferencer.

Jeg fik så en dejlig frokost i opholdsstuen, mens jeg ventede. Der var også mulighed for at se tv. Der var en frisk avis og der var blade, sågar også nogle for mænd. Jeg blev budt på frisk kaffe og kolde drikkevarer fra køleskabet.

Der kom jævnligt personale og spurgte til mig. Manglede jeg noget? De beklagede flere gange min ventetid. Jeg blev flere gange hentet til undersøgelser blandt andet til røntgen og scanning. Det meste foregik i det samme afgrænsede og overskuelige miljø, så jeg kunne ind imellem undersøgelserne vende tilbage til min avis og min trygge opholdsstue.

Mit ophold på afdelingen sluttede efter godt fem timer med en samtale med ovennævnte Gitte, overlægen. Nielsen hedder hun også. Jeg havde ikke haft nogle blodpropper, mit hjerte var ok og mine lunger ditto. Der var heller ikke noget galt med lever og nyrer så vidt de kunne se.

Jeg skulle ikke medicineres og nu manglede jeg kun yderligere en undersøgelse, som jeg efterfølgende ville blive indkaldt til.

Jeg ved godt at det ikke er alle afdelingens patienter, der er ligeså heldige som jeg, der kunne gå rask hjem med en positiv oplevelse i rygsækken. Men jeg er sikker på at også disse mindre heldige patienter og deres pårørende deler min værdsættelse af den måde afdelingen møder os på.

Jeg oplevede i hele forløbet at blive behandlet med både stor professionel kompetence og med kærlig venlighed. Selvom jeg godt kunne høre på personalets samtaler at de havde travlt, smittede travlheden ikke på noget tidspunkt af på behandlingen af os patienter.

Det er dejligt at være vidne til, hvordan disse topprofessionelle mennesker bruger både deres hjerte og deres hjerne i arbejdet med os patienter og jeg at sikker på at den menneskelige måde at være professionel på er meget sundhedsfremmende for os.

Jeg har haft en yderst positiv oplevelse med sundhedssystemet, konkret på afsnit 202a på Regionshospital Nordjylland.

Jeg oplevede at blive behandlet både med professionalisme og med omsorg, kærlig venlighed og menneskelighed. Det er jeg taknemmelig for og det har jeg valgt at dele med jer.

Fra medarbejder til leder

Der er, blandt andet i Leadership Pipeline tankegangen, tænkt og også nedskrevet mange tanker om hvilke kompetencer, der er attråværdige på de enkelte niveauer i en organisation. Disse kompetencer er meget relevante og interessante. De er imidlertid ikke mit ærinde.

Mit er ærinde er derimod det, der finder sted så at sige imellem stolene, altså i overgangen fra det ene niveau til det andet til det andet. Jeg har undersøgt, hvad den videnskabelige litteratur fortæller om disse overgange, specifikt om hvad overgangen fra medarbejder- til lederniveau, betyder for den enkelte og hvordan overgangen kan støttes. Umiddelbart skulle man tro at en forfremmelse udelukkende virker positivt for den enkelte med højere status, løn osv. Sådan forholder det sig desværre ikke for alle de nye ledere. Overgangen kan medføre stor personlig krise, hvor mange nye ledere bliver udfordret på deres kerneidentitet.

Overgangen kan støttes på forskellig vis. Ekstern støtte i form af mentoring og coaching har vist sig som en effektiv og  støttende intervention til de nye ledere. Jeg har på den baggrund undersøgt, hvad forskningen siger om styrkebaseret coaching baseret på den nye leders topstyrker, som støttede intervention til de nye ledere. Coachingen kan opfattes som en form for svømmeundervisning så flere lærer at svømme, end tilfældet er, hvis alle bare bliver kastet ud på det dybe vand. Så er der nogen, der lærer at svømme, mens andre drukner. Det har jeg skrevet en artikel om. Målet med min artikel er at flere nye ledere lærer at svømme, mens færre drukner.

Du kan hente artiklen gratis på www.steffenblarsen.dk/gratis-download/. 

Jeg høster ikke mailadresser og udsender ikke nyhedsbreve, så du skal ikke aflevere oplysninger om dig selv. Men jeg vil være taknemmelig for en deling af dette opslag og et like af mit websted og min facebookside.

 

 

Don’t grow up, it’s a trap

Alle børn, næsten da, er glade og spændte, når de starter på 1. skoledag i 0. klasse. De er fyldt op af positive følelser som nysgerrighed, glæde, lærelyst og så videre.

Hvad bliver der så af denne tilstand i løbet af de næste 10 år? Det er selvfølgelig individuelt og det er også forskelligt fra skole til skole. Men set på den store bane er det sådan, at for den store gruppe i midten, sådan cirka 60 procent går det meget godt, mens der groft sagt er 20 procent i toppen, der keder sig og 20 procent i bunden, der mistrives med psykiske vanskeligheder, angst mv til følge.

Resursespild
Hvilket kæmpe spild af menneskelige resurser! Hvad er årsagen så til at det ser sådan ud? Det er der ikke noget simpelt svar på. Det er en kompleks sag. Men jeg tænker godt nok at skolen fra top til bund er præget af meget ydre styring, der ikke skal forveksles med ledelse. Der er mange målinger, der ikke skal forveksles med evaluering. Og sidst, men ikke mindst er der utrolig lidt fokus på børns og andre menneskers behov.

Selvbestemmelse
Mennesker, det gælder børn og for den sags skyld også deres lærere, pædagoger samt lærernes og pædagogernes ledere, er selvregulerende individer. Vi mennesker har tre grundlæggende psykiske behov.

Vi har behov for autonomi og selvbestemmelse. Når vi oplever selvbestemmelse og at vi selv kan kontrollere og regulere vores aktivitet er vejen banet for indre motivation. Vi har også et grundlæggende behov for at indgå i sociale relationer, for at være forbundet til andre mennesker. Hvilken relationer, der er vigtigst, skifter med alder og udvikling. Men behovet eksisterer fra vugge til grav. Og for det tredje har vi alle behov for at føle os kompetente i forhold til det, vi beskæftiger os med. Vi stræber efter at kunne mestre vores handlinger og efter at have kontrol over resultatet af vores handlinger.

Trivsel & gode skoleresultater
Hvis børnene og for den sags skyld vi andre får opfyldt disse tre grundlæggende behov er vi godt på vej mod et liv i vækst. Det vil sige et liv med trivsel, nydelse, engagement og mening. Det er sådan et liv, vi ønsker for vore børn. Og hvordan kan vi sætte gang i en udvikling så disse tre almenmenneskelig psykiske behov bliver tilgodeset og alle børn opnår at trives og præstere deres optimale på samme tid?

Indre motivation
Individualisering af undervisning, læring og evaluering samtidig med at fællesskabet styrkes er en nødvendighed. Et godt sted at starte er at slække på den megen topstyring gennem målinger, test, ydre kontrol, ydre motivation og sætte rammer op, der giver mulighed for autonomi, gode relationer og kompetence for alle børn, unge og gamle i skolen. Når elever, medarbejdere og ledere oplever mulighed for selvregulering har vi et godt grundlag for trivsel, lærelyst og indre motivation og dermed for bedre resultater på alle niveauer i skolen: På individplan, de enkelte børn, medarbejdere og ledede. På gruppeplan i klasser, personaleteams og lederteams. Og hele skolen.

Arbejde, undervisning og læring bliver dermed lettere, bedre og sjovere for alle.