Sådan omformulerede ordstyreren et af de sidste af mange spørgsmål på et veltilrettelagt og velbesøgt topmøde om folkeskolen mellem venstres og socialdemokratiets borgmesterkandidater Hjørring Kommune. Det var et godt møde, præget af god stemning og jeg gik derfra med den overordnede opfattelse at der ikke er grundlæggende forskel på rødt og blåt, når det drejer sig om skolen. Det fremgik for eksempel at SF’s og Venstres drømme og visioner om skolen stemmer ret godt overens, mens der uenighed om finansiering og vejen dertil. Og det er i grunden ikke så galt, for skolen skal jo netop ikke være en politisk kampplads, men samfundets den vigtigste institution, hvad angår læring, dannelse og sammenhængskraft. Når det så er sagt, er der nogle ting, der springer i øjnene.

Hvad er socialdemokraterenes vision for skolen i Hjørring?
Efter mødet har vi stadig til gode at høre, hvilken fremtidig skole Socialdemokraterne drømmer om. Borgmesterens indlæg og svar på spørgsmål var meget teknisk med udgangspunkt i underfinansierede reformer, budgetaftaler, samarbejde, byrådstaktik, råderum, og den slags. Det er selvfølgelig vigtigt at bevæge sig også på dette konkrete plan, når man vil have sine mål gennemført. Der var stort fokus på fortiden, på det der er sket og på at der ikke skal ske ændringer i organisation og struktur i de næste år. Men hvad er det for en skole borgmesteren vil have? Hvad vil han opnå? Hvad er det for en skole socialdemokraterne drømmer om? Det har vi stadig til gode at høre. Den slags virker ikke til at være vores borgmesters kernekompetence. Jeg håber derfor at andre socialdemokratiske byrådskandidater får mulighed for at komme på banen med deres bud på nutidens og fremtiden folkeskole.

Hvordan vil Venstre konkretisere deres vision?
Venstres kandidat, Henrik Jørgensen, derimod gjorde rede for en drøm om skolen med lokale bestyrelser og lokal skoleledelse – det skal ikke mere hedde et undervisningssted. Vi skal også turde gå baglæns, hvis vi har lavet fejl. Der er mere end en måde at gøre tingene på. Vi skal have tilliden og mening tilbage. Tanken om at anlægge et investeringssyn og udarbejde en investeringsstrategi for folkeskolen blev luftet. Indlægget var præget af drømme og visioner for fremtidens skole, mens der kun var lidt, eller nærmest ingenting, om hvordan vi konkret skal nå dette mål. Et spørgsmål fra en partifælle, om kandidaterne ville tage skolens udfordringer opad i deres bagland, blev ikke besvaret. Kunne det eksempelvis være en ide at forsøge at tøjle Moderniseringsstyrelsen?

Hvordan får vi skabt håb og indre motivation?
Begge kandidater undrede sig over al det engagement, den energi og virkelyst, der er i forbindelse med friskolerne. Hvorfor kan vi ikke finde det i folkeskolen? Det spørgsmål kan besvares med et andet spørgsmål: Hvorfor er det kun friskolerne, der skal være fri? De er fri, mens folkeskolen på samme måde som eksempelvis sygehusene er underlagt et topstyret system. Når man vil fremme yderligere håb, engagement og indre motivation hos forældre og medarbejdere, vil det være en god start at begynde med at opfatte dem alle som frivillige. Vi mangler ikke håb og motivation, når vi får vore basale psykologiske behov opfyldt. Her er der tre behov, der er grundlæggende.

1. behovet for frivillighed (selvbestemmelse)
2. behovet for at du til noget (at føle sig kompetent)
3. behovet for gode mellemmenneskelige forhold (relationer).

Håbet er sindets regnbue. Mere selvbestemmelse lokalt til bestyrelser, ledelse og medarbejdere samt en lokal aftale med medarbejderne om regulering af arbejdsforholdene, vil være gode steder at starte på at tilfredsstille disse almenmenneskelige behov.

Nå det sker, finder vi håbet igen.