Tavlemøder, transformationer og taknemmelighed

Agurketiden giver mulighed for at komme til orde. På den anden side er der så heller ingen, der læser det man skriver. Men det er måske nok heller ikke så afgørende. For man skriver vel mest for sin egen skyld, eller hva´?

Jeg kan mærke, at min skrivepause så småt er ved at være slut og her er der to temaer, der trænger sig på.

1. den TAVLEMØDEKULTUR, der åbenbart breder sig, ikke mindst på store statslige arbejdspladser og hvor skadelig denne individuelle belønnings- og strafmotivation er for det psykiske helbred og den indre motivation.

2. TRANSFORMATIONER
– i en tid med studenterfester ligger verden åben for de unge mennesker. De skal nu igang med at transformere sig fra unge studerende til produktive samfundsborgere. Det er ikke nødvendigvis en let opgave i den konkurrrencestat, vi har opbygget.

– og så er vi også nogle stykker, der skal transformere os den modsatte vej og mere eller mindre frivilligt forlade arbejdsmarkedet. Det er heller ikke nødvendigvis en let opgave i en tid hvor selv de, der er frigjort fra vækkeurets tyranni forventes at være produktive om ikke andet gennem frivilligt arbejde – det har eksempelvis taget mig selv mere end tre år at forvandle mig selv fra kriger i i konkurrencestaten til pensionist. Men når jeg selv skal sige det, synes jeg at det er lykkedes helt godt.

Det var bare, det jeg ville sige lige nu. Jeg vender frygteligt tilbage om begge emner – Hej!

Royal Run – en eksplosion af samhørighed, sammenhold, solidaritet og stolthed

Gårsdagens 50 års fødselsdag manifesterede alt det tiden kalder på. Det er lige før at den kan gøre en gammel republikaner til tilhænger af monarkiet. Under alle omstændigheder oplevede jeg dagen som en kolossal manifestation af de positive egenskaber, der som en slumrende Holger Danske, ligger i os danskere. Jeg har ikke observeret så stærk en manifestation af den positive version af danskheden siden EU afstemningen og sejren i EM finalen på Nya Ullevi i 1992. Vi, der oplevede de dage, glemmer det aldrig. Jeg håber, at det samme gør sig gældende med fødselsdagen i går.

Tiden kalder i den grad på en positiv version af det at være dansk, som jeg håber vi er på vej til at opleve. Der var tegn på at en ny positiv version af danskheden var under konstruktion under OK18, hvor solidaritet, stolthed og sammenhold holdt i det mindst i nogen udstrækning helt frem til målstregen. Det gjorde den på trods af magthavernes forsøg på at skabe splittelse mellem faggrupperne og mellem de offentligt og de privat ansatte. Det lykkedes dem heldigvis ikke.

De negative kræfter arbejder videre

Siden er der fortsat kommet masser af eksempler på negativ definition af det at være dansk. Mennesker må ikke selv bestemme hvilket tøj, de vil gå rundt i. De må ikke bestemme, hvor de vil bo. I Gentofte og Risskov har der aldrig rigtig været plads til dem og nu må de heller ikke mere bo i Ishøj og Gjellerup. De må nu heller ikke selv bestemme, hvornår de holder ferie, hvornår de spiser og drikker og hvordan de fejrer deres religiøse højtider. Denne sorte og mørke folketings-konsensus-negative version af danskheden, får mig og mange andre danskere til at skamme os. Skammen og skylden lever som bekendt kun i det skjulte mørke. Den tåler ikke at komme frem i lyset.

Den positive version af danskheden

Men i går blev lyset tændt. Mørket blev fortrængt. Skylden og skammen blev erstattet af lys, stolthed, håb og glæde. Det skal kronprins Frederik og  Vorherre, der jo leverede det gode vejr, og mange andre – ikke mindst de mange glade og lykkelige helt almindelige danskere have tak for. Denne positive version af danskheden giver -i modsætning til den på bjerget herskende negative- håb for fremtiden. Ægthed, ydmyghed -personificeret i udenrigsminsteren!, autencitet, stolthed over af være dansk, solidaritet og familiesammenhold blev på bedste vis demonstreret.

Denne version af det at være dansk, vil jeg med glæde være med til at sælge til udlandet og til vore indvandrere. Den vil også være rigtig sund og livgivende for os gammeldanskere. Mere af den om jeg må be’!

Jeg tror og håber at dette forår og dagen i går markerer et vendepunkt, så vi danskere med stolthed definerer os selv positivt.

 

HÅB – OK 18 og lærernes arbejdstid

Håbet er lysegrønt og udgør the rainbows of the mind, som den amerikanske psykolog Snyder skriver i en berømt artikel. Og ovenover indgangen til helvede skulle der efter sigende stå her lades alt håb ude.

For nogle dage siden udsatte Anders Bondo mig for en gevaldig rutsjetur. Ved middagstid stod han stolt og lettet frem sammen med Michael Ziegler frem og fortalte, at der var indgået en aftale om lærernes arbejdstid. Jeg blev rigtig glad, for selvom jeg er blevet emeritus, har jeg altid elsket skolen fra jeg trådte ind i den i 1960 til jeg forlod den i 2013. En god skole betyder meget for mig og for fleste andre danskere. Vi er fælles om at ønske en god skole for vore børn – og lærere, der trives er en forudsætning for det.

Klokken cirka 16 samme bededag, læste jeg så nyheden om at der ikke var indgået en aftale om den famøse arbejdstid. Jeg blev simpelthen så skuffet og negativ. Det her må blive Bondos endeligt, et svigt, en fejl og mange andre negative følelser kom frem i mig. Jeg var skuffet og vred. Jeg var klar til kamp og jeg fik tunnelsyn, som man gør når man er kampklar. Jeg tror at jeg deler gennemløbet af dette følelsesregister med mange, både lærere og andre.

Nu har jeg sovet på det nogle gange, mit tunnelsyn har forladt mig. Jeg kan igen betragte verden i widescreen og har fået en lille smule øjne i nakken. Kort sagt min positivitet og kreativitet er så småt vendt tilbage. Nu tænker jeg, at det her er lige hvad alle skolens interessenter har brug for. Der er brug for en ny start, der åbner op for nye muligheder.

Hvis der var indgået en aftale om ugentlig, kvartalsvis eller halvårlig optælling af arbejdstiden, ville det så skabe mere trivsel blandt lærerne og derned blandt deres elever? Det tror jeg såmænd ikke det ville. Det ville være mere af det samme, mere styring, flere regler, mere kikkertsyn, flere fjendebilleder og flere negative følelser. Vi kan vist godt blive enige om at sådan nogle følelser ikke øger hverken trivsel eller produktion i skolen.

Løsningen ligger ikke i mere bureaukratisk belønning, styring og kvartalsvis optælling. Der er brug for noget helt andet. Mennesker er selvregulerende organismer og øgede muligheder for selvregulering forbedrer motivation og trivsel blandt mennesker, også blandt lærere. Autonomi, forbundethed og kompetence er tre grundlæggende psykologiske behov. Forbedring af mulighederne for at tilgodese disse behov vil være godt for både børn og voksne i skolen.

Der er brug for en ny start, som det så smukt er blevet sagt. Der er brug for samtale og dialog. Der er brug for nye og kreative løsninger på skolens og lærernes udfordringer. Efter at mit tunnelsyn har forladt mig er jeg kommet i tanke om at Anders Bondo faktisk i sin eufori sagde, at når to mennesker, som ham og Ziegler sidder helt alene en mørk nat, hvor alle muligheder er udtømt, så kan det åbne op for kreativiteten. Det synes jeg faktisk er ret sejt og måske kan Anders og Michael være rollemodeller for en måde at holde skole på, hvor kampen erstattes af kreativitet, fællesskab og partnerskab.

Det håber jeg….

foto: Palle W. Nielsen

Rubjerg Knude Fyr – igen

Det er nok ikke nogen overraskelse, at jeg mener at Rubjerg Knude fyr står lige nøjagtig, hvor det skal stå. Naturens kræfter, sandflugt og erosion, himmel og hav er voldsomme og utæmmelige. Disse kræfter er noget af det mest autenstiske og ægte, vi kan forestille os. Det er den slags kræfter, der viser, at der er noget, der er større end os bette mennesker. Det vækker vores ærefrygt.

En flytning af fyret vil derimod demonstrere det modstatte. Fyret på et nyt sted vil være falsk og uægte og dermed symbolisere det diamentralt modsatte af fyret med den nuværende og oprindelige placering. En flytning af fyret vil demonstrere en falden på halen for markedskræfterene og jeg er alvorligt bekymret for at sådan en flytning vil komme til at virke mod sin hensigt. Den vil også være dyr og jeg vil bestemt ikke udelukke at en flytning kan give både vores kommune og byrådet en velfortjent forside i humoristen.

Jeg har tidligere bidraget med nogle få ideer til, hvad man efter min opfattelse kan stille op med fyret. Andre har også bidraget med gode ideer til, hvordan vores allesammens fyr kan bibeholdes på sin nuværende placering og dermed blive et autentisk monument over naturens kræfter i almindelighed og erosionen i særdeleshed.

En læser, Inger, har gjort mig opmærksom, på et fyr oppe i Norge, Kjeungskjær fyr, som kan inspirere os i vores tænkning om vort eget Rubjerg Knude fyr. Fyret står ved indsejlingen til Trondheim og er en kæmpe turistattraktion, som blandt andet Hurtigruten bruger i sin markedsføring. Sådan et fyr er ikke fake news. Nej, det er ægte og det kalder på vores ærefrygt. Jeg vil håbe at blandt andet dette fyr kan inspirere os til at gøre det rigtige med vores fyr.

Jeg har desværre en sejltur med hurtigruten til gode, ligesom jeg ikke med egne øjne har set det berømte norske fyr. Men det kunne da godt være, at man skulle stå til søs og lure lidt på det. Måske skulle beslutningstagerne i Hjørring gøre ligeså.

Som du kan se på billedet, kan det godt lade sig gøre at bygge fyr på vindmøllefundamenter. Jeg er overbevist om at denne tekniske del kan udføres i praksis. Her i Danmark er vi verdensmestre i havvindmøller. Ud over turen til Vestnorge, kunne jeg derfor også forslå teknikere og politikere en studietur til Vestjylland med det formål at besøge Vestas og  inspicere vindmøllerne på Horns Rev. Denne tur burde kunne klares på en dag. Så man sparer overnatningen. For man skal jo ikke rutte mæ æ pæng, som de siger ude vestpå.

Foto: allthefreestock.com

6 veje til godt psykisk helbred

Tirsdag morgen efter påske. Påsken har jeg og mange andre brugt til at spekulere over påskens mysterium. Dette mysterium er det svært for mig at sige noget vandfast om. Det er jo netop et mysterium og jeg skal nok lade være med at kloge mig på det, blot nævne, at for mig er det sådan, at lyset altid vil overvinde mørket.  Det kan ikke være mørkt, når et lys bliver tændt uanset hvor lille og lyset er.

Tirsdag morgen blues. Det er koldt, mørkt og trist udenfor. Vinteren går på hæld, men skal lige komme med sine sidste krampetrækninger først. Hvis man kan lide af det, som John Mogensen kaldte mandag morgen blues på en tirsdag morgen, så er er det netop på denne tirsdag, dagen i dag, at det forholder sig sådan. Men husk at lige om et øjeblik bryder lyset frem. Det bliver forår med lys og varme. Det bliver dejligt.

Jeg håber på, at også menneskene får forår og lys i deres krop og sjæl. Jeg vil derfor gennemgå seks stier, som vi kan gå ad hen imod dette forår og lys. Seks stier, som forskningen viser fører til bedre psykisk helse eller med andre ord seks veje, der  får os til at trives. Hvis man erfarer nedenstående – ja, så viser forskningen, at man trivses og har et godt mentalt helbred.

#1 – Kontrol over omgivelserne
Det betyder, at du er i stand til at håndtere de fleste situationer i dit liv, så de er i overensstemmelse med dine styrker, behov og værdier.

Forskningen viser, at sådan nogle fremtidsorienterede styrker som gejst og håb er gode i denne forbindelse. Et godt sted at starte er at udvikle et fælles mål, en fælles vision. Det gælder både i familielivet og i arbejdslivet

#2 – Formål med livet
Det betyder, at du har en følelse af retning i dit liv og en følelse af mening i fortid, fremtid og nutid.

For mange mennesker udgør deres arbejde meningen med livet. Hvis du er et af disse mennesker, er det vigtigt for dig, at udføre opgaver, der har værdi for andre end dig selv. Det indebærer selvfølgelig en stor krise for os mennesker, der finder formål i arbejdet, hvis dette arbejde af en eller anden grund hører op på grund af fyring, pensionering eller andet.

Vedholdenhed og evne til selvregulering styrker evnen til at opleve formål med livet.

#3 – Personlig vækst
Det betyder, at du finder det vigtigt som menneske hele tiden at udvikle dig. Du søger mere viden om dig selv og du bruger det, du finder ud af, til at forbedre dig selv.

Nysgerrighed og videbegær styrker denne personlige vækst.

#4 – Gode relationer
Det betyder, at du kærer dig om andre og deres velbefindende. Du er empatisk og har varme og tillidsfulde forbindelser med andre mennesker. Det er godt for de andre og det er bestemt også godt for dig. Det er ren win-win.

De gode relationer styrkes af menneskekærlighed og social intelligens. Det er ikke antallet af gode relationer, der tæller. Du behøver ikke at have 12.000 rigtige venner. En eneste en er tilstrækkeligt.

#5 – Autonomi
Det betyder at du er i stand til og har mulighed for at træffe valg og at du har tillid til, at du kan træffe disse valg. Du er uafhængig og i stand til at modstå ydre pres. Du er ikke bange for at gå imod flokken. Du træffer dine valg og du tager selv ansvar for de valg, du træffer.

Du giver udtryk for dit perspektiv, også når det er svært. Verden har brug for det. Som Mark Twain sagde: Det modsatte er også rigtigt.

Mod er en afgørende faktor for selvbestemmelse og autonomi.

# 6 – Selvaccept
Du accepterer dig selv lige nøjagtig, som du er, med de svagheder og styrker, du har. De er en del af dig og de livserfaringer, du har. Du har en positiv opfattelse af dig selv.

Håb og entusiasme er vigtige styrker, der forbedrer din accept af dig selv.

Hvad kan du ellers gøre
Sæt navn på dine styrker og svagheder. Del gerne styrkerne op i lært adfærd – noget du er god til, men som ikke giver dig energi og i de ægte styrker. De rigtige og ægte styrker er noget du er rigtig god til og som samtidig giver dig energi. De er lige dig.

Du kan finder styrkerne ved at kigge dig omkring og spørge dem, du kender. Du kan også tage en af de forskellige styrketest på VIA eller Realise2. Endelig har du mulighed for at opsøge en styrkecoach og få dem afklaret i en samtale. En ISA, individual strength assessment, som det så smukt hedder på godt jysk.

Gid du må trives godt og have et godt psykisk helbred. Det var bare det, jeg ville sige. Hej! 😉

Kilde:  viacharacter.org
Foto: pixabay.com

 

 

 

Loyalitet vender også nedad

Der var engang – det er mange år siden, hvor jeg søgte et job som leder af en institution. Efter den første runde var vi en lille sluttet kreds, fire mænd og kvinder, som jeg husker det, der var udvalgt til at skulle til anden samtale. Det var en rigtig god og lærerig samtale, som jeg har tænkt meget over siden. De spørgsmål jeg og sikkert også de andre fik, var dilemmaprægede og afspejlede på den måde den verden, vi fremover eventuelt skulle agere i.

Hvem vil du være loyal overfor?
Sådan lød et af de spørgsmål, vi fik. Baggrunden blev beskrevet sådan, at når man nu var ansat ville man befinde sig i en konfliktfyldt situation. Bestyrelsen mente et, direktionen noget andet, politikerne i udvalget noget tredje, medarbejderne noget fjerde osv. Det gode spørgsmål, 10000 $ spørgsmålet, lød så: ”I sådan en konfliktfyldt situation, hvem vil du så være loyal overfor?” Den sved!

Vær loyal mod alle
Hvad er så det rigtige svar? Det er der ingen facitliste til. Mit svar dengang var, at jeg ville være loyal mod alle. Det var det rigtige svar for mig dengang og er det stadig. Der er masser af konflikter og modstridende interesser i en politisk ledet organisation, som der var tale om her. Men derfor kan man godt være loyal mod alle parter. Det er da det mindste man kan forvente. Og dengang, for en menneskealder siden, var der åbenbart nogen på direktions- og politisk niveau, der var enige, for jeg fik jobbet.

Det halter
Hvordan så med loyalitet lige nu i 2018. Jeg tænker, at det halter rigtig meget. Forventningen fra toppen er at loyaliteten går opad, fra medarbejderne til topledelse og politikere, mens det halter med loyaliteten den anden vej. Dem i toppen sidder og laver strategier, som for enhver pris skal presses ned over dem, der befinder sig tæt på kerneydelsen. Strategier for hvad? Ledelsen af et skolevæsen eller distrikt har vel kun en strategisk opgave; at forbedre børnenes læring og udvikling og det er ikke raketvidenskab, at det gør man bedst ved at mægtiggøre og facilitere i forhold dem, der skal udføre denne opgave. Forskningen fortæller, at den vigtigste faktor for børns læring er lærerne. Så skulle man måske holde op med at pisse på dem!

Lyt til fagfolkene
Det samme gælder sikkert på socialområdet, i ældreplejen og på sygehusene. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve topledelsen lytte lidt mere til fagfolkene og demonstrere deres loyalitet overfor disse. Til gengæld kan jeg godt undvære alt det der ”ledere på de sociale medier”.

OK18
Og jeg synes, at tiden er kommet til at også topledelsen af Danmark kommer på banen. Det er politikerne, jeg tænker på, for den forhadte Orwellske Moderniseringstyrelse er kun håndlangere.  Disse toppolitikere må uanset om de sidder i regeringen, i KL eller i Danske Regioner, demontere deres loyalitet og værdsættelse af det arbejde fagfolkene i det offentlige gør indenfor sundhed, ældrepleje, trafik, politi og så videre.

Det handler ikke kun om penge
Uenighed og konflikter er en realitet. Vi har modstridende interesser, man kan ikke gøre alle tilfredse. Der skal træffes beslutninger. Men derfor kan man godt være både ordentlig og loyal.  Loyaliteten bør rette sig mod alle, opad, nedad og til siden.

foto: pixabay.com

Stephen Hawking – tanker ved hans død

Jeg har i dag gjort mig ikke så få tanker efter at jeg hørte at Hawking var død. Han blev 76 år gammel og levede dermed meget længere end nogen -måske undtaget ham selv- have forventet. Stephen Hawking fik diagnosen ALS, amyotrofisk lateral sklerose som 21 årig. Lidt simpel hovedregning fortæller, at han levede med sygdommen i 55 år, hvilket er meget mere end gennemsnittet på 3 år. Jeg skal ikke kloge på, hvad det skyldes? Har han bare været usædvanlig heldig? Var han fejldiagnosticeret? Skyldes det at han trods sygdommen havde et usædvanligt godt og positivt liv? Jeg ved det ikke.

Stephen var allerede som barn og ung usædvanlig kvik og velbegavet. Han afviste selv at vurdere sin IQ med ordene: ”Jeg har ingen anelse om det. Folk, som praler af deres IQ, er tabere”. Men klog var han og en af verdens førende teoretiske fysikere. Han var matematik-professor på Cambridge Universitet i England.

Hans hovedområder var forskningen af kosmos og kvante-tyngdekraft. Hans største bidrag til forskningsområderne omfatter hans afhandlinger om forbindelsen mellem sorte huller og termodynamikken. Hans forskning indikerer, at sorte huller ikke eksisterer for evigt, men snarere “fordamper” langsomt ved den såkaldte hawkingstråling.

Jeg har kendt Stephen Hawking i siden midt i firserne, altså ikke personligt, men nærmere professionelt og grunden til, at jeg har fulgt ham i alle de år, er såmænd ikke hans indsats med hensyn til sorte huller og termodynamik. Min interesse skyldes hans sygdom og hans dermed forbundne kommunikationsproblem. Allerede som helt ung blev Hawking så at sige spærret inde i sin egen krop. Han mistede evnen til at tale og skrive på konventionel vis.

Jeg hørte første gang om det unge geni, der kunne vedblive med at passe sit job som professor på Cambridge trods sit svære handicap, for godt og vel 30 år siden. Når han kunne passe jobbet skyldtes det at udviklingen af kommunikationsteknologien på det tidspunkt havde nået et stade, så  den kunne bruges til at kompensere for manglende skrift og tale.

På Kings College i London havde man midt i firserne udviklet et stykke software, MacApple. Programmet bestod af et alfabet plus en dynamisk ordbank, som en cursor scannede binært igennem. Når man så kom til den rigtige række/ det rigtige bogstav valgte man dette ved at kortslutte en kontakt.

Ved hjælp af dette program holdt Hawking allerede dengang forelæsninger og besvarede spørgsmål fra de studerende. Programmet kørte på en Apple IIe computer, der af Apple, som allerede dengang havde sans for markedsføring, blev benævnt som verdens første transportable pc. Transportabel? I hvert fald ikke bærbar, men måske slæbbar, hvis man da var flyttemand.

Jeg har selv været med til at implementere denne type kommunikationssoftware til en række nordjyder, der af forskellig årsag var spærret inde i deres krop på grund af  progredierende sygdomme som ALS, lockedin syndrom forårsaget af blødning i hjernestammen etc. Disse mennesker var fuldstændig intakte i deres opfattelse af verden, men var frataget muligheden for at udtrykke sig ved hjælp af tale og andre motoriske aktiviteter. De kunne hjælpes ved at bruge et program som det ovennævnte. I dag er teknologien selvfølgelig meget mere avcanceret og der er kommet syntetisk tale til. Hawking kunne ved hjælp af teknologien råbe en hel forsamling op ved hjælp af en kunstig, myndig mandestemme. Hawking styrede programmet ved hjælp af en kontakt, der måler spændingen i kæbens muskler.

Han brugte et system, der hedder ACAT, som er open source og som er udviklet specielt til ham. Han kan bruge det både til at kommunikere med og til at styre sin omverden for eksempel webkameraer og andet perifert udstyr.

Elektronisk kommunikation kan, som beskrevet ovenfor, bruges til at kompensere for manglende mulighed for at udtrykke sig sprogligt, for eksempel af motoriske årsager. Det handler her om det sproglige udtryk.

Hvad angår det sproglige indtryk, altså forståelsesdelen er der også hjælp at hente. Du kan se et par eksempler på min hjemmeside steffenblarsen.dk: Læseweb, der læser al tekst højt og kan sammenkæde talen med skriften og adgang med tegn, der oversætter dansk skriftsprog til døvetegn. Et mere kendt eksempel på det samme er adgangforalle.dk, der er opfundet her i vores ende af landet og som drives af it- og telestyrelsen. Disse er blot eksempler på hjælpemidler, der medvirker på indtryks- forståelsessiden.

Der er altså gode muligheder for at afhjælpe kommunikationsproblemer, både hvad angår indtryk og udtryk. Sproget består som bekendt i en sammenkædning af indhold og udtryk. Mennesker der har problemer med denne sammenkædning er det straks sværere at hjælpe. Jeg er ikke særlig optimistisk med hensyn til om teknologien i fremtiden også vil kunne afhjælpe den slags problemer; men erfaringen har lært mig, at man aldrig skal sige aldrig.

OK18 – og Juve, et vinderhold

Hvad blev der af de radikale radikale?
hvor er de liberale liberale?
de sociale socialister?
og hvor er de demokratiske og solidariske socialdemokrater?
hvor er det Danmark vi kendte?

I går svingede en samlet blok af arbejdsgivere hammeren og valgte at lockoute 400.000 medarbejdere i det offentlige, herunder alle, der arbejder i skolen. De, der ikke opfører sig ordentligt skal straffes. Så kan de lære det, synes at være logikken for disse arbejdsgivere. Arbejdsgivere? Ja, det er altså politikere, vi selv har valgt, som demonstrerer deres magt, som om de var vores chefer. Det er altså os, borgerne, der er cheferne, skulle jeg hilse og sige. I dag mødes en række af politikerne til generalforsamling, eller topmøde som det hedder nu om dage,  i Kommunernes Landsforening.

Toppolitikere fra stat amt og kommer og deres topembedsmænd ser ud til at befinde sig i samme ekkokammer, uden forbindelse til vi andres virkelighed. Her de bekræfter hinanden i deres vildfarelse om demontering af vores dialogbaserede måde at lave samfund på. Desværre ser det ud til at den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, sidder inde i det samme ekkokammer.

Det bliver interessant at se om nogle af politikerne fra kommunerne, der jo er tætte på driften, vælger at slå sig i tøjret og stå frem og kæmpe for det Danmark vi kendte.

Og hvad har det så med fodbold at gøre? – Ikke så lidt skulle jeg mene. Juventus spillede mod Tottenham og de gamle mænd var ikke levnet mange chancer mod de fremstormende spurve. Buffon er ikke den verdensklassemålmand, han var engang. Barzagli er 36 og langsom. Ikke blot kan Chiellini ikke følge med Kane i en løbeduel. Hans fysik er heller ikke mere i stand til at matche Kanes. Men alligevel vandt de. De gik videre, mens de unge og glamourøse måtte pakke sammen og sige tak for denne gang.

Hvorfor vandt de så? –  Den gamle trio spillede i den grad med hjertet. De viste de yngre vejen og de blev ved med at tro på deres koncept, på deres gamle fælles værdier.

De var vedholdende.
De stod sammen, de var solidariske.
De forsvarede sig godt mod overmagten.
De var taktisk og strategisk overlegne.

Allegri styrkede forsvaret med et par udskiftninger, så det holdt tæt og de udnyttede de andres svage punkter til at score et par mål. For fodbold – og overenskomstforhandlinger- handler ikke kun at angribe. Et godt forsvar er en forudsætning for at vinde.

Er jeg juve-fan? Nej, men jeg har kæmpe respekt for dem. Nej, jeg holder med Inter. Det har jeg gjort siden jeg som 11 årig så dem vinde i 1964. Det gjorde de ved hjælp at et stækt forsvar, catenaccio – kæden på dansk. Ligesom Juve i går låste de målet af ved at hænge en kæde foran. Det er jeg en stor fan af og desuden holder man selvfølgelig med en klub der hedder Internazionale, ikke?

Jeg tror, der er store ændringer på vej i verden og i vores land. I retning af samarbejde, sammenhold og solidaritet?
Hvis det er det vi vil, må vi lære af Juve og  vise et stort hjerte. Vi må være vedholdende.  Og vi må holde fast i vore værdier og stå sammen, også når det kommer til at gøre ondt.

Vi må kæmpe for at kunne kende vores Danmark igen. God kamp.

Foto: pixabay.com – jeg burde måske have valgt en rød fane, men jeg synes at Juventus fortjener respekt i dag.

Ghettoplanen – min bare….

8 (otte!) ministre om at præsentere endnu en plan, der slår på dem, der i forvejen ligger ned!
Det er ufatteligt at ingen af dem ser ud til at skamme sig, ligesom det er helt uforståeligt at kritisk journalistik glimrer ved sit fravær.

For den kommer ikke til at virke. Eller i det mindste kommer den ikke til at virke efter sin hensigt. Snarere modsat. Den vil medvirke til at fratage endnu flere mennesker håbet om at kunne få et bedre liv og selv kunne påvirke deres liv på en positiv måde. Her i landet har vi prøvet med at få styr på de udsatte boligområder siden 1994. Det har ikke haft stor effekt. I andre lande har det også været forsøgt at løse udfordringerne med bulldozere. Spørg i Paris eller i Parkhead i Glasgow. Så skal du se ghettoer.

Selv har jeg for nogle år siden besøgt Skotland og set hvor trøstesløse deres udsatte boligområder ser ud. De er for en stor dels vedkommende beboet af tredje- og fjerdegenerations kontanthjælpsmodtagere. Mange af dem er samtidig sjette- syvende- ottendegenerations indvandrere, ikke fra mellemøsten, men fra Irland. Deres forfædre indvandrede for at arbejde i industrien, på Upper Clyde værftet og på bilfabrikkerne. Da virksomhederne lukkede i tresserne, var der ikke mere håb om at få job. Boligområderne er trøstesløse og man har i mange år forsøgt at vælte de 26 etager høje boligblokke og erstatte dem med lave britiske række rækkehuse med haver. Men vil folk flytte? Nej, langt fra alle. Mange ønsker at blive boende og fortsætte deres trøstesløse liv som ofre, kontanthjælpsmodtagere og Celtic fans.

Eller tag en tur over broen til Malmø. Det burde vel være muligt også fra Christiansborg. Så kan politikerne og andre fra samme ekkokammer – spindoktorerne og christiansborgjournalisterne – erfare at vore problemer er små og i at vi har en god udvikling i gang. Flere unge får uddannelse og flere fra de udsatte boligområder kommer i job og får måske ligefrem råd til og lyst til at flytte til en bedre bolig.

Vore problemer i de udsatte boligområder er små i forhold til andre landes. Boligområderne er små og ret sikre. Jeg har selv følt mig fuldstændig tryg ved at gå rundt i Nordvestkvarteret og i Skovparken i Kolding. Jeg vil tro, at det samme er tilfældet Mjølnerparken. Men der er problemer og dem skal vi da gøre alt, hvad vi kan for at løse. Ikke med sværdet, for det gør tingene værre og hjælper ikke. Men ved at udføre et godt og solidt stykke arbejde med inklusion. Støtte beboerne, især de unge, i få et job, en uddannelse og en bedre bolig. Frem for alt skal de have håb om at kunne påvirke deres egen situation og om at få et bedre liv.

For der er ikke nogle nemme løsninger, når man vil afvikle de udsatte boligområder. Ifølge professor emeritus Peter Nannestad, har vi kun et eksempel på at det forholdsvis hurtigt er lykkedes at opløse en ghetto. Så skal vi to hundrede år tilbage, til den jødiske ghetto i Venedig, der jo har lagt navn til selve G-ordet. Da jøderne ikke længere havde bopælspligt i ghettoen, valgte de at fraflytte den. Men de opholdt sig selvfølgelig ikke frivilligt i ghettoen.

Måske vil de, der ufrivilligt opholder sig i ghettoerne Kjærshovedgård og Sjælsmark også gerne forlade deres ghettoer. Hvis vi giver dem muligheden.

Ytringsfriheden – det kan være dyrt at bruge den

Vi går alle ind for at bruge ytringsfriheden, men prisen for at gøre det kan være høj. Spørg fx Frank Grevil. Mennesker, der bruger deres ytringsfrihed og gennem whistleblowing gør opmærksom på forhold, der er uhensigtsmæssige eller direkte ulovlige, har voldsomt forhøjet risiko for misbrugsproblemer, psykisk sygdom, angst og depression.

Det vidste vi vist godt, men det dokumenteres i et stort studie som den internationale revisororganisation ACCA og ESCR, der svarer til socialforskningsinstituttet hos os, publicerede i 2016.  Deres forskning have udgangspunkt i fire organisationer – en storbank, en sydøstasiatisk regering, et stort ingeniørfirma og NHS, National Health Service i England. Forskerne stiller en række forslag, til hvordan man kan fremme at de ansatte whistleblower, dvs bruger deres ytringsfrihed, til gavn for samfundet og organisationen.  Forslagene er delt op i interne og eksterne handleforslag – fx en ”ombudsperson”, som det hedder på engelsk. I selv læse om forslagene. Jeg vil jeg ikke komme ind på dem her.

Derimod vil jeg fortælle, hvad der sker med whistleblowerne. Studiet fortæller, hvordan det gik med 25 whistleblowers, der havde gjort brug af deres ytringsfrihed – nogen vil sige deres ytringspligt og gjort opmærksom på fejl og mangler i deres organisation. Resultaterne er nedslående.

De 25 whistleblowers havde måttet forlade deres organisation enten gennem direkte fyring eller ved på forskellig måde at blive presset ud. Det var gennemgående, at disse modige brugere af ytringsfriheden havde oplevet repressalier i form af mobning, degradering, isolation og personlig chikane. Nogen blev af deres firma tvunget til at søge behandling for psykisk sygdom. Resultaterne for de enkelte var til at tage at føle på. Mange brød sammen under presset med alkoholproblemer og psykisk sygdom, såsom depression og panikangst til følge.

Jo, lad os alle – også offentligt ansatte – bruge ytringsfriheden. Det er nødvendigt for at påpege uhensigtsmæssigheder, fejl og direkte ulovligheder. Men vi må gøre mere for at passe bedre på dem, der viser mod og gør det i praksis.

Som Frank Grevil, der mistede sit job og også måtte en tur i fængsel, fordi han lækkede en rapport, der påpegede regeringens løgne om Irakkrigen, ”At være whistleblower er kun noget man gør en gang livet ….”

Det kan være dyrt for den enkelte at bruge sin grundlovssikrede ytringsfrihed. Og det ser ikke ud til at blive billigere. I UK forhøjes straffen for at lække oplysninger fra to til fjorten år. Noget lignende er sikkert på vej hos os. Gør det modsatte. Gør det sikrere at bruge ytringsfriheden og tag bedre vare på dem, der har styrke og mod til at bruge den.

Kilder :
*Forbes 18. feb 2018 – Karen Higgenbottom: The Price Of Being A Whistleblower
*Dr Wim Vandekerckhove, Prof Dr Marianna Fotaki, Dr Kate Kenny, Ide Juang Humantito, Didem Derya Ozdemir Kaya: Effective speak-up arrangements for whistle-blowers. A multi-case study on the role of responsiveness, trust and culture.
* Euroman 18. dec 2015 – Annelise Hartmann Eskesen: At være whistleblower er kun noget man gør en gang livet….

Foto:
pixabay.com