Lev hver dag som om det er den første

Carpe Diem, nuets kraft, stoikerne, Brinkmann – du skal være klar til at dø hver evig eneste dag. Er det sådan, man skal leve sit liv? Måske, men ikke udelukkende i hvert fald. Som i alle mulige af livets – og dødens- forhold, skal der tilføjes et OG – et &. Det er ikke et enten-eller,  men både-og.

Vel skal man leve hver dag, som den sidste, men samtidig skal man leve dagen i dag, som den første af mange i et langt liv. Som Søren Kierkegaard siger det – Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den første i et langt Liv. Det er ikke et enten eller. Det er et både og.

At leve hver dag som om den er den første i et langt liv indebærer, at man sætter egne behov til side og passer på os selv, vore nærmeste, vort samfund og vores klode. Det er en alvorlig sag, som hver enkelt menneske må afgøre med sig selv hvordan man løser.

Men hvis du er i tvivl om, hvor du skal starte med at leve hver dag, som om det er den første, kan jeg da i al beskedenhed forslå dig at starte med at gøre noget for vore børn. Du skal se dem, som de er og  betragte deres liv i det lange fra lange perspektiv. Ikke ud fra hvad der kan betale sig. Ikke ud fra om de og vi kan konkurrere med robotten Jia Jia fra Kina.

Et menneske er ikke en robot og skal ikke defineres ud fra, hvad det kan præstere. Spørg dig selv, hvad kan du gøre, der hvor du er for at børn oplever at have en værdi i sig selv, bliver set som dem de er og får en god og solid tilknytning til deres voksne. Du kan starte med dine egne børn og børnebørn og hvis du har evner og mulighed for det, er der også nok at tage fat på den store bane – daginstitutioner og skoler.

Selv vil jeg starte med, på samme måde som Søren, at gå en tur – Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” – ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”

Jeg vil aflægge besøg på en kirkegård. Her skulle man ifølge selv samme Søren kunne lære meget om livet, herunder om dagen i dag, som den første af mange i et forhåbentligt langt liv.

foto: pixabay.com – Inspiration: Christian Hjortkjær, En dag tilbage, Kristeligt Dagblad 21. feb 2018

Vil du skrive under her?

Sådan skrev Sissel, som jeg via min kone er blevet familiesammenført med, her til morgen.  Inden jeg havde læst hendes sms færdig var min første tanke – jeg skriver ikke under på noget. Men jeg læste videre og fandt ud af, at det drejede sig om en underskriftindsamling om bedre vilkår i danske daginstitutioner til vore børn. Hun sendte også et link, som du kan klikke på og skrive under.

Jeg ville gerne skrive under og det har jeg allerede gjort, selvom jeg er usikker på hvor stor en forskel sådan en underskriftindsamling gør. Men det er vigtigt at vi sikrer vore småbørn en god og tryg opvækst, hvor de får de rette udviklingsbetingelser.

En god start på livet burde være en selvfølge og et mål i sig selv. Men det er det ikke nødvendigvis i konkurrencestaten, hvor omsorg, kærlighed og andre positive værdier ikke har et mål i sig selv, sådan som Ove Kaj Pedersen beskriver.  Nej, her i den konkurrencestat, det rettighedssamfund, som vi har opbygget, måler vi indsatsen på den egennytte, vi kan få. Ud fra det synspunkt vil det nu alligevel være hensigtsmæssigt at opruste tilbuddene til småbørn, særligt til de allermindste. Det vil utvivlsomt være en investering, der vil kunne betale sig.

Børn i dag er ikke så heldige som Ove Kaj var i Skagen og jeg på Læsø på samme måde som de fleste af vore jævnaldrene, at vokse op med en hjemmegående mor som primær omsorgsgiver. Denne opgave er nu for en stor dels vedkommende overladt til daginstitutioner, også for de mindste børn.

Ud fra et nærheds-egennytte-synspunkt går jeg da bestemt ind for bedre dagtilbud. Min Inger og jeg har tilsammen 11 børnebørn plus et par tilløbne. Og vi ønsker, på samme måde som andre, da bestemt det bedste for vore børn og børnebørn. Men også i det store perspektiv, på kommune- og samfundsplan, er der al mulig grund til at passe godt på de små og det betyder, som det ser ud i dag, at sørge for bedre dagtilbud.

Og hvad kan vi så gøre ved det? Sissel skrev blandt andet – i A’s børnehave er der ofte 17-22 børn til en pædagog. Hun skrev også – de påstår,  at normeringen er 6 børn pr. voksen i København. De tænker bare ikke på, at pædagogerne i Københavns største daginstitution er ansat på 34 timer, mens institutionen har åbent 50 timer om ugen. Derudover kommer ferie og sygdom. Og jeg kan så for egen regning tilføje, at de nok heller tænker  på, hvor meget af de ansattes tid, der går med dokumentation, kurser, strategiske møder, læreplaner og den slags.

Så en voksen til 20 børn lyder da bestemt ikke urealistisk med en normering på 1 voksen til 6 børn. Gennemsnitsnormeringen i Danmark er 6,4, så de 6 er en rimelig normering. I Brønderslev, hvor vi også har børnebørn, er den 7,8 og i Holstebronx er den 6,9. Herning og Lars Krarup kommer ind som vindere med 9,4 børnehavebarn pr. voksen.

Det må vi have gjort noget ved, for ellers kan det blive dyrt både for de enkelte børn og for vort samfund. Daginstitutionerne har en afgørende og voksende rolle i forhold til læring, sprogudvikling, inklusion og socialisering af vore børn. Derfor må vi forbedre disse dagtilbud ikke kun, men også gennem en ordentlig normering. En dagplejer passer i gennemsnit 3,2 barn. Det vil vel være rimeligt at en vuggestue, har en tilsvarende normering. Men ikke mindre afgørende er det, hvad man bruger normeringen til. Her er det afgørende vigtigt, at der frigøres tid og resurser til at de voksne kan være mere sammen med børnene og til at de voksne foretager sig det rigtige sammen med dem.

Ole Henrik Hansen kom i sin ph. d. afhandling fra 2013 -Stemmer i Fælleskabet- ind på, hvordan man kan løfte kvaliteten i vuggestuerne. Mindre børnegrupper, pædagoger der arbejder alene med børnene, planlægning af dagen ift. børns funktionsniveau samt læringsfokus, specifikt på den sproglige udvikling er blandt de forhold, der kan forbedre kvaliteten. Normering betyder også noget, men det er påfaldende af de to vuggestuer med den dårligste normering præsterede bedst. De havde til gengæld den bedste planlægning.

Fri leg er ikke lige fri for alle børn. De svageste børn kan løftes, hvis de voksne i institutionen i højere grad hjælper dem til en ligeværdig plads i fællesskabet. Små børn leger ikke med hinanden, men parallelt. Derfor har de brug for voksenkontakt og interaktion med voksne, hvis de skal stimuleres og udvikle sig – det gælder især deres sproglige udvikling.

Endelig viser undersøgelsen at pædagogernes engagement har en kæmpe betydning for børnenes udvikling. Pædagogisk arbejde, der er udført engageret og reflekteret gør en positiv forskel i børns liv. Og her peger afhandlingen på, at en planlagt pædagogisk hverdag netop frigør plads til pædagogernes omsorg for, kærlighed til og empati for børnene.

Så, pas godt på vore børn. Det betaler sig – osse for dig.

Foto pixabay.com

Benspænd og snævre rammer giver innovation

– Eller nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Hvordan skaber vi vækst og fremmer innovation og kreativitet. Er det gennem regeringens strategi og de 38 punkter, der indgår heri? Det kan da godt være at det vil have en effekt. Det vil jeg ikke afvise. Men hvad er egentlig forudsætningerne innovation og kreativitet.

Det spørgsmål besvarede filminstruktøren Thomas Vinterberg og Poul Nesgaard, ham fra julekalenderen i hullet i kæmpeskoven. Nesgaard var på det tidspunkt rektor for Filmskolen. Poul og Thomas blev spurgt om, hvordan det kunne være, at dansk film var så kreativ og innovativ, så nytænkende?

De kiggede på hinanden og svarede samstemmende – Det er da fordi vi ingen penge har.

I modsætning til vennerne i Hollywood, der har masser af dollars, kamerahold og jeg ved ikke hvad og som følge heraf stor handlefrihed, har dansk film kun ganske sparsomme resurser til rådighed. Derfor må hele produktionen planlægges i forvejen ned til mindste detalje.

Det betyder, at der kun er ganske lidt rum til at folde sig ud i. De herrer Vinterberg og Nesgaard anslår, at de syvoghalvfems procent af en filmproduktion er totalt styret og planlagt og så er der kun er 3 procent til rådighed til at udfolde sig og være kreativ og innovativ i. Disse snævre og veldefinerede rammer frigjorde ifølge de to, en kæmpe kreativitet og gjorde dansk filmindustri til den mest innovative i verden, Lars von Trier og dogmemanifestet in mente.

På samme måde, da vi her i Nordjylland i starten af nullerne opfandt talende internet i et partnerskab mellem Center for Personkommunikation på Aalborg Universitet, Efaktum samt et par amtslige institutioner. Når min gode ven Peter P og jeg for atten siden fandt på, at vi ville gøre internettet talende og derfor måtte alliere os med forskere i signalbehandling og et privat it-firma, var det ikke fordi vi havde en vision om at være first movers i serverbaserede løsninger og cloudteknologi.

Nej, det skyldtes at talesynteser til en enkeltstående pc i Danmark var meget dyr, ca 8000 danske kroner, mens den i USA kostede under 25 dollars. Vi havde derfor, i modsætning til de engelsktalende, et incitament for at udvikle noget nyt, så vi kunne stille en oplæsningsservice til rådighed for mange flere brugere end det tidligere havde været muligt. Der var lagt et benspænd i form af en høj pris ind. Det var med at fremme vores kreativitet  og innovationsevne, så vi fik udviklet en ny teknologisk avanceret netbaseret service, som efterfølgende har medvirket til at gøre Efaktum til verdensmester i dansk taleteknologi.

Det hele startede med en forhindring – et bespænd. Vi fik opfundet noget nyt – på en helt anden måde end vi oprindeligt havde forestillet os. Men det er en helt historie.

Du kan se vores oprindelige service her – www.adgangforalle.dk
Du kan se nogle af de andre projekter, der er udviklet på basis af teknologien her – http://www.leseweb.dk.

Du kan teste læseweb på www.steffenblarsen.dk. Her kan du også teste  www.adgangmedtegn.dk,  som er en service for døve.

Noget lort

I starten af januar fik jeg en lille nytårshilsen, en pakke, fra min region. Den er jo med i min hverdag. I pakken var der et kit og en række informationer til mig.

Kittet bestod af et stykke papir, der skulle monteres på toilettet, en lille flaske med en miniflaskerenser i, en stregkode, som skulle monteres på flasken og en masse instruktive informationsmaterialer.

 Der var også en svarkuvert, som skulle sendes til en postboks i Frederikshavn. Det er Sygehus Vendsyssel, der står for screeningen, fremgår det af den ikke helt opdaterede hjemmeside. For tiden hedder det Regionshospital Nordjylland.

I folderen og af regionens hjemmeside, fremgik det tydeligt, instruktivt og meget pædagogisk hvordan man skulle foretage prøven. Jeg gik på samme måde som 200.000 andre mennesker fra Himmerland, Mors, Thy, Læsø og Vendsyssel i gang med screeningen.

Jeg startede med at montere det udskyllelige papir på toilettet efter behørigt at have tørret kanten af, sådan som folderen bad mig om. Derefter satte jeg mig på potten på samme måde, som jeg plejer.

Da det var overstået, tog jeg miniflaskerenseren og skrabede en smule af mine efterladenskaber om i flaskerenseren. Ikke for meget! Prøven blev så puttet i flaske, stregkoden blev påmonteret, og så var det af sted med modtager-betaler-portoen-kuverten.

Jeg havde selvfølgelig forinden undersøgt, hvor der var en postkasse, og hvornår den blev tømt. Til min store overraskelse var der i mit lokale supermarked Meny en blå postkasse fra Post Norden, som blev tømt hver dag klokken 10. Nå, men i med den polstrede og frankerede svarkuvert og så var den sag overstået for mit vedkommende.

Eller var den? Sådan en screening kan efterlader en med en række spørgsmål og med en diffus angst, måske dødsangst. Døden og kræft, her tarmkræft, kommer tættere på. Det er forebyggende og det udsætter døden. Screeningen mindsker risikoen for dø af tarmkræft med 25 procent.

Døden bliver udsat nogen tid, men aflyse den kan vi jo som bekendt ikke.
Sådan en forebyggelseskampagne efterlader altså mig og sikkert også nogle af de 199.999 andre nordjyder, med en række spørgsmål. Nogle flere får livet forlænget. Det ønsker alle, i hvert fald jeg.

Men hvis man får stillet en tidlig diagnose, hvordan vil det så påvirke det liv man lever? Vil det ændre livskvaliteten i negativ retning og hvordan vil det påvirke dødeligheden? Disse spørgsmål er der sikkert nogen, der kan sige noget kvalificeret om. Jeg kan ikke.

Men jeg kan huske, at der i 80’erne var en del snak om værdien af screeninger for brystkræft, hvor en forsker mente at screeninger ville betyde en overdødelighed – ikke af kræft, her ville den falde, men af andre sygdomme forårsaget af de negative følelser, angst og depression, som screeningen ville fremkalde.

Endvidere mente han, at screeningerne ville medføre et væsentlig dårligere liv for de, der fik diagnosen. Der er sikkert sket meget på behandlingssiden, både i forhold til det psykologiske og med hensyn til regneark og cost-benifit-beregninger, siden 80’erne.

Men der er ingen tvivl om, at screeningen efterlader mig, og måske et par stykker mere af de 200.000 med både negative følelser og spørgsmål.

For hvad er sundhedsvæsnets opgave, mål og mission? Er det at hjælpe os alle til at få evigt liv eller er det at støtte os i at få et godt liv? Christian Nissen, som nogle måske husker, mente det sidste. Men han holdt jo også kun et halvt år som direktør på Rigshospitalet, inden han skred.

Min prøve blev afsendt i tirsdags og allerede torsdag havde jeg svaret i min e-boks. Der skal lyde ros herfra til både Post Norden og den vendsysselske regionssygehus for det hurtige svar. Jeg er taknemmelig for, at jeg blev frikendt.

Mine tanker går så til dem, der ikke blev. Hvordan blev deres dag, og hvordan vil det påvirke deres liv fremover?

Jeg fik det jeg glade budskab, ellers havde det sikkert været tak for lort. Ja, jeg blev frikendt i det mindste denne gang i et informativt brev, der sluttede med ordene:
– Du vil blive indkaldt til screening igen i 2018 eller 2019 med mindre du forinden er blevet 75 år og dermed ikke længere er omfattet af screeningsundersøgelsen.
Med venlig hilsen Tarmkræftsscreeningssekretariatet, Region Nordjylland.

Måske kan dem, der sidder og kigger ind i skærmene på deres regneark, se at det ikke kan betale sig at screene mennesker over 75 – godt at man kun er 64, så er man da værd at investere i en halv snes år endnu.

Region har også lavet en lille film om tarmkræftsscreening.

Foto er screendump fra ovenstående side

Ost, ost, ost – Jeg må have ost!

Roquefort og emmentaler, jeg betaler hvad som helst for feta! Brie eller camenbert, hvad der lugter endnu værre, gammel ost fra Kreta. Ost, jeg må ha’ ost, jeg vil ha’ ost!…..
Kan du huske den sang med Sebastian? Jeg kan!

Jeg har nu været (vægt)taber i 10 dage. Det går rigtig godt. Jeg er mere end tilfreds med de fire kilo, jeg har smidt. Jeg har tabt dem uden på noget tidspunkt at sulte mig. Det er et must for mig, for jeg er ikke så god til at være sulten.

Kosten er sund og lækker. I går fik jeg ovnbagt pighvar. Det var godt, skal jeg sige dig. Og i dag skal jeg have pandestegt kyllingebryst med chili. Som tilbehør får jeg noget hytteost und nichts weiter. Det er helt ok og jeg kan sagtens leve med kun at spise voldsomt proteinrig mad hver anden dag. Det er ikke noget problem. I morgen kan jeg så glæde mig til at få lov til at spise grøntsager. Det bliver hakkebøf med stegte løg og måske et spejlæg. Som tilbehør salat.

Hvilken luksus at få lov til at spise rå og tilberedte grøntsager igen efter fem dage på fisk, magert kød og mælkeprodukter uden fedt. – Man bliver glad for en gang mos lavet af selleri, gulerødder og blomkål. For ikke at tale om en rå gulerod, en tomat, et stykke agurk en, grøn peber. – Det er enormt lækkert.

Om jeg så ikke har savnet noget? – Jeg er jo vant til at få rødvin næsten hver dag. Det savner jeg ikke. Jeg plejer at få halvanden morgenbasse en gang om ugen. Det savner jeg ikke. Jeg plejer at få rundstykke med tandsmør i weekenden. Det savner jeg ikke. Jeg får i ny og næ en stille pilsner eller en fadøl sammen med min søn, en god ven eller i golfklubben. Den savner jeg ikke!

Jeg savner heller ikke en morgendram i ny og næ. Men jeg har det som den gamle sørøver Ben Gun – Jeg må ha ost! Ost, ost, ost, ost, ost jeg må ha o’hooost!
– Allerbedst kunne jeg tænke mig et stykke rigtig groft rugbrød med krydderfedt og ovenpå et par fede skiver af en gammel dansk gammelost stænket med portvin! Det er guffemam!

– Og hvem ved, måske en bette snaps til!

foto: pixabay.com

Bliv slank og klog med smør og kaffe – SÅ DET….

Der er mange måder at blive slank og pæn på. Den her kur giver dig sixpack og i tilgift bliver dine kognitive funktioner forbedrede.Du bliver simpelthen klogere.

Sådan siger direktøren for bulletproofexec.com, Dave Asprey i hvert fald og han har måske noget at have det i?

Asprey repræsenterer alt det, som tidsånden fortæller os er godt. Han er iværksætter, first mover i cloudteknologien, tidligere direktør i antivirusvirksomheden Trend Micro osv. Nu er det gode menneske bestsellerforfatter og direktør i sin egen slanke- og biohackingvirksomhed.

Masser af succes – SÅ DET….

Du kan – DUKAN

Første gang jeg så den her bog for tre et halvt år siden, da min kone lige havde købt den, troede jeg, at det var endnu en selvhjælpsbog. DU KAN – sådan noget ala yes, you can. Det var det ikke. Jo, på en måde var det jo, for det var en bog, der ud over at blive solgt i store oplag,  havde til mål at hjælpe folk med at tabe sig. Det virker godt for nogen. Det gjorde det også for min Inger og mig. Vi smed sådan sammenlagt en snes kilo og jeg selv kom i det nærmeste, jeg har været i kampform i mange år – 80 kilo. Det synes jeg er ok for en gammel gut som mig, selvom jeg naturligt er mellemvægter og i mine unge dage vejede midt i 70’erne. Men 80-82 er ok for en, der står lige foran målstregen til folkepension, skulle jeg mene. Det er jo også sådan at en moderat overvægt forlænger livet, har jeg hørt og det holder jeg mig til. Jeg er i hvert fald totalt overbevist om, at det giver bedre livskvalitet, bedre humør og en masse andet positivt – som bekendt er der evidens for, at et positivt livssyn forlænger livet med i gennemsnit knap og nap ti år – jeg gentager 10 år.

Men nu er den gal igen. Vægten siger 92 kilo, sværvægt. Det er vel nok lige rigeligt for en splejs som mig, skulle jeg  mene. Det har taget mig godt tre år at nå frem til punkt, jeg startede fra. Næsten da, for jeg var da oppe på fireoghalvfems der for tre år siden; men jeg kan jo godt se, at med den fart jeg havde på ville målet snart være nået, hvis jeg ikke greb ind. Så det bestemte jeg mig til at gøre.

Jeg havde arbejdet hårdt på at opnå min gamle form – pæreform. Det er jo desværre sådan, at vi det evolutionært ligger i vore gener, fra vores tid på savannen, at vi skal have depoterne fyldt op, helst med sukker og fedt. Det har jeg også forsøgt på. Jeg har lejlighedsvis indtaget basser med min gode ven Palle og jeg elsker en god frokost, gerne med øl og snaps. Når det så bliver suppleret med god rødvin, gerne pinot noir, ryger kiloene stille og roligt på. Det gjorde de også hos mig.

Nu stopper det! Det kan ikke fortsætte. Jeg sætter hælen i. Og hvordan gør jeg så det? Tilbuddene er mange især her ovenpå julefrokosterne. Ikke kun skyr er på tilbud. Der er individuelle januartilbud hos Fitness.dk, Fitness World og hvad de nu hedder. Kommunen støtter op om et højprofileret projekt, Vendsyssel på Vægten. Her er tabet kilo gjort til en holdsport. Tilbuddene er mange. Hvad skal man vælge?

Jeg holder mig til DU KAN. Hvorfor så det? Den gode læge og bestsellerforfatter Pierre Dukan er smidt ud af den franske lægeforening og hans kur er noget anderledes end andres. Du skal spise masser af protein og du skal motionere primært ved at gå. Du behøver ikke sulte, bare det er proteiner, du indtager. Jeg dur simpelthen ikke til at sulte, ligesom det er min erfaring, at jeg bliver voldsomt sulten af at dyrke motion. At så tillige er en kreativ sjæl, der godt kan lide at gøre tingene på min egen måde, tæller også med. Jeg er lidt af en mismatcher. Yderligere er det sådan, at jeg det har virket før for mig og for Inger. Hvorfor lave om på noget, der virker. Det her bliver min måde at gøre tingene på.

Jeg håber nu, at jeg om et halvt år kan sige – jeg ku’, Dukan!

En 103 år gammel historie om julefred – Glædelig Jul

I dag for 103 år siden indtraf enhver generals mareridt. Soldaterne i første verdenskrigs belgiske skyttegrave nedlagde våbnene og fejrede Jul med fjenden. Tyskere, englændere og franskmænd strømmede op af skyttegravene og udvekslede gaver – schnaps og cigaretter. Og de spillede fodbold,  for de menige soldater ved fronten talte om, at de ligeså godt kunne afgøre krigen ved en fodboldkamp.

Det begyndte sådan at skyderiet langsomt hørte op. Hos englænderne var angsten, for at der var tale om stilhed før stormen, udtalt. På den tyske side kunne de se små lys. Dem skød skød englænderne imod, men ilden blev ikke besvaret.

Pludselig blev stilheden brudt af en ren og klar tysk tenor, der sang den her.

Da han var færdig med første vers, faldt de andre tyske soldater ind. Nogle modige englændere vovede, med fare for at få hovedet skudt af, at stikke det op over kanten. De så, at lysene, de havde skudt efter, var juletræer. Der stod et juletræ for hver tyve meter og ved siden af hvert træ stod der en tysker og sang. I begyndelsen var der stilhed på den engelske side. Englænderne var tilskuere til tyskernes forestilling. Men så brød jubelen frem og  nogle englændere rejste sig op og vovede sig ud i ingenmandsland, hvor de udvekslede gaver med tyskerne. Flere englændere begyndte også at synge.

Men efter nogle dage fik generalerne magten igen. Alt blev som det var – næsten. Soldaterne blev hårdt straffede, og kampene i det helvede på jord, som skyttegravene udgjorde, fortsatte i endnu tre år.

Ja, det blev næsten, som det var. For julen i 1914 og den menneskelighed, kærlige venligehed og fred, som soldaterne oplevede, var for dem en hjælp til at overleve krigshelvedet og give en smule fred i sindet og håb for fremtiden.

Som sagt varede helvedet ved længe endnu og ofrene var talrige. Ind imellem var der stille, men som Erich Maria Remarque skrev i sin roman, var også det farligt. For som han skriver,  han døde på en dag, hvor det var så stille, at frontberetningen lød – Intet nyt fra Vestfronten.

Glædelig Jul. Må du få fred med dine fjender – og med dig selv.

 

Fjendebilleder fortæller os hvem vi er

Vælg dine fjendebilleder med omhu, for de fortæller, hvem du er. Det gælder på det individuelle som på samfundsplan. Hvad er det for fjender vi vil definer os i forhold til?  – Thrump, Kim Jong-un, Nethanyahu, kvoteflygtninge, somaliere, dovne Robert, kapitalister og imperialister? Valgmulighederne er uendelige. Ikke desto mindre er det nødvendigt at træffe et valg, for fjendskabet definerer, hvem vi er.

Et samfund, der ikke har fjender er ikke et samfund uden fjendebilleder, men et samfund på jagt efter fjender. Nogenlunde sådan har den tyske sociolog Ulrich Beck udtrykt det. Fjendebilleder og fjendskab er så nødvendigt, at vi og vores samfund vil gå til grunde uden fjender og ikke på grund af fjender. Fjender er nødvendige for vores identitet både som mennesker og som samfund, for det er ikke vennerne, vi definerer os i forhold til. Det er ikke vennerne, der lærer os, hvem vi er. Næh, vi definerer vores identitet i forhold til vores fjender. Så man kan med en vis ret sige, at vores fjende er vores bedste ven.

Prøv at se, hvordan Norhahl Grieg i sit digt ”Kringsat av fiender” fra 1936 i de sidste vers definerede sig:

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult,
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
Skal uret falde
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Dette er løftet vort
fra bror og til bror:
vi vil bli gode mod
menneskenes jord.
Vi vil ta vare på
skønheden, varmen –
som om vi bar et barn
varsomt på armen!

Ingen er i tvivl om, hvem fjenden er og hvad Nordahl Grieg står for.

Vælg dine fjender med omhu. Og med Matthæus – elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer… Gør det af næstekærlige grunde og også for din egen skyld. For fjendskabet fortæller dig, hvem du er.

God søndag og god jul når du når til det.

Foto: Pixabay.com – af en eller anden grund kom jeg til at tænke på denne herre i forbindelse med fjendskab.

Jeg har lavet en lille screenrecording om emnet:
Tænkepause om fjendskab – Så det …. Klik for at se den.