Drømmetid

“I have a dream!”

Sådan sagde Martin Luther King. Hans drøm tændte lys og håb i de underpriviligerede i det racistiske syden i USA for mange år siden. Drømmen var udgangspunkt for en radikal ændring af verdens stærkeste magt.

 

“If you can dream it, you can do it!”

Sådan sagde en anden berømt og super kreativ amerikaner, Walt Disney. Begge de to herrer skabte store resultater og i begge tilfælde startede det med en vision. Det startede med en drøm og denne drøm og mere til blev opfyldt.

 

Talen til nationen

Innovation og anden al anden positiv udvikling  starter ikke med et regneark. Nej, det starter med en ide, en vision eller en drøm. Den anden august havde jeg den store fornøjelse at få lov til at holde en reception for min nye bog om Folkets Skole – Vendelby 2027. Heri beskriver jeg hvordan vendelbygenserne i løbet af en tiårig periode fra 2017 til 2027 udviklede en skole, hvor alle børn trives godt samtidig med at de præsterer højt på det skolefaglige område. Også her startede startede det nye byråd, der blev valgt i november 2017, med at drømme. Nedenfor kan du læse noget af det, de drømte om dengang i november 2017.

En skole for alle børn
Man drømte om en skole hvor alle børn havde mulighed for at lære på deres niveau. Alle børn skulle have de rigtige udfordringer balanceret så de ikke blev stressede og de heller ikke kom til at kede sig. Hvert eneste barn skulle føle sig inkluderet og føle, at det blev set som den, det er, som sig selv. Alle, ikke kun dem i midten, men også talenterne og ”de sidste”. Man drømte om at se glade, selvregulerende og ansvarlige børn, der både lærer og trives godt på samme tid.

De værdsatte forældrene
Det var politikernes overbevisning, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det er en overbevisning, der er belæg for forskningsmæssigt. Forældrene ønsker det bedste, både hvad angår læring og hvad angår trivsel. De drømte om, at alle forældre følte sig hørt, set og forstået og på det grundlag ville støtte op om skolen.

Lærerne og pædagogerne
De er skolens kernetropper. Politikerne i det nye byråd drømte om at se frie, selvregulerende, glade og stolte professionelle med indre motivation som drivkraft. Derfor skulle de have selvbestemmelsen tilbage.

De ville ejerskab 
En filosof spurgte engang, da han besøgte en skole: ”hvem ejer den her skole?” Han mente – ”hvem leder den? ” De drømte om at se en lokal skoleledelse, der brænder for deres sted, for deres personale, for deres forældre og ikke mindst for deres skoles elever. De drømte om at se en nærværende, fagligt kompetent og lokalt forankret skoleledelse.

Levede værdier
De drømte om at se værdierne dialog, tillid og arbejdsglæde praktiseret på alle niveauer af deres skole. De drømte om at se forældre, børn, ansatte og ledelse, der kommunikerede, lyttede, spurgte åbent, svarede imødekommende. De drømte om at se deres værdier levet ud i dagliglivet.

Livsduelighed
De drømte om at skabe en skole, der gjorde børnene livsduelige, så de kunne begå sig i fremtiden. Det betød at karakterstyrker hod børn og voksne blev prioriteret ligeså højt som karakterer.

Evidens
De drømte om en skole, der bygger på evidens. De ville sikre, at den nyeste pædagogiske, psykologiske og sociologiske forskning blev en integreret del af deres skole.

Kilde: Steffen Larsen. Folkets Skole – Vendelby 2027
Fotos: pixabay.com

Kun hver 10. ansøger bliver optaget på læreruddannelsen

Ja, sådan skulle det efter sigende forholde sig i Finland, men desværre ikke i DK. Der er grund til at håbe på og arbejde for at denne vigtige uddannelse igen bliver attraktiv for de unge. Læs nedenfor hvad en studerende skriver:

Den manglende anerkendelse af læreruddannelsen preller af på studieoptaget, og det kan skabe problemer for kvalificeret arbejdskraft i folkeskolen på længere sigt.

Kilde: Lærerstuderende: Jeg frygter en folkeskole i forfald

Stemningen er høj herude og flagene vajer fra en -næsten- skyfri himmel

Flagene vajer fra en næsten skyfri himmel – også fairplayflaget

Sammen med et par hundrede fans bevægede jeg mig i dag til Vendsyssel Idrætscenter i Vraa. Her ligger  Vendelbys stolhed, Vendsyssel FF’s, træningscenter. Der var træningskamp mod Thisted. Det er en dag, hvor det er svært at bevare pessimismen. Der var endog store huller i skyerne, men ind imellem gik der en sky for solen. Det gjorde der også på banen i form af et par gedigne forsvarskiks. Men sådan skal det jo nok være, med to nye målmænd og et nyt midterforsvar. Der var mange nye, men der var stadig et flertal af gamle genstartere i startopstillingen. Af disse var det interessant at se at Rune Frantzen, der just har sagt nej tak til den anden VFF i Viborg, nu har fået mere ansvar og er forfremmet til anfører.

Når det med forsvarskiksene plus et par brændte kæmpechancer så er sagt, synes jeg, der ikke er ekspert, men kun almindelig tv-kommentator hjemme i sofaen, at det nye hold der lover godt for sæsonen. Der er masser af talent, fart og godt boldspil. Af de nye bed jeg især mærke i at Lucas Jensen på højrekanten og den hollandske midterforsvarer Dalian Mattsen  gjorde det godt. I første halvleg spillede Dalian sammen med Kasper Poulsen og i anden sammen med Benjamin Lund. De to unge målmænd fik en halvleg hver og begge gjorde det godt.

Det er første gang jeg er i Vraa og se fodbold og jeg kan godt forstå at VFF har valgt at lægge deres træningscenter her, i forbindelse med Idrætcenter Vendsyssel. Det ser ud til at være en velfungerende ramme med alle slags faciliteter ude og inde. Jeg ved af erfaring at man også spiser godt og sundt på centeret. Her er lækre og velindrettede værelser. Dem ser der ud til at blive flere af, for der er nybyggeri i gang. Flere værelser vil jeg tro.

Nu glæder jeg mig rigtig meget til sæsonstarten mod Fremad Amager den 30. juli på vores hjemmebane, som et stykke tid endnu hedder Bredbånd Nord Arena. Kanske den snart bliver omdøbt til Eniig Arena? Jeg tror såmænd at jeg vil have sæsonkort i år.

Undervejs i kampen drøftede jeg kampen og de nye spillere med flere eksperter på sidelinien, blandt andet et par ungersvende, begge blegansigter som jeg. En af disse bemærkede, at det da var fantastisk at VFF havde kunnet tiltrække så mange afrikanere. Det er da rigtig nok at der på et tidspunkt var fem spillere på banen af afrikansk herkomst. Måske er en enkelt eller to af disse fra Afrika. Christian Moses er i hvert fald. Moses Opondo er derimod fra Frederikshavn, hvor han har spillet for Bangsbo Freja, Damian Mattsen er som nævnt fra Holland, mens Emmanuel Ogude er københavner og just købt i B93.

ICV: Hjørnespark til os!

Hvorom alting er, ser det ud til at være et godt hold, de har sat sammen. Jeg glæder mig til sæsonen og til at indtage min faste plads på den billige langside.

– PS. Træningskampen endte 2-2 efter at Thisted havde været foran 2-0.

Vendsysselmøde nummer 1

foto pixabay.com

Det første Vendsyssel-møde i en forhåbentlig lang række blev afholdt mandag den 19. juni  på Vendsyssels nye teater i Hjørring. Næste møde bliver den 28. maj 2018 i Frederikshavn.

De 11 efterskoler på toppen af Danmark er konkurrenter. Samtidig har de gennem flere år samarbejdet om at udvikle området til fælles gavn for deres skoler og ikke mindst for deres unge. Samarbejdsprojektet skulle efter planen afsluttes med en konference. Samarbejdspartnerne mente, at det var synd og skam at afslutte sådan et godt samarbejde; så i stedet besluttede man at udvide kredsen til alle, der vil medvirke til at flere unge bliver inkluderede i uddannelse og på arbejdsmarkedet.

Slutkonferencen blev ændret til en startkonference. Baggrunden er alvorlig nok. I halvfjerdserne  talte man om en ”restgruppe”, – smukt ord ikkesandt på 15 procent af en ungdomsårgang, der ikke fik uddannelse efter folkeskolen. Siden er det gået den forkerte vej. Ganske vist besluttede Nyrupregeringen for snart mange år siden en målsætning om at 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en uddannelse efter folkeskolen, men jeg beklager. Det er gået den forkerte vej. Antallet af unge uden uddannelse efter folkeskolen er steget siden halvfjerdserne og ligger nu og svinger i underkanten af de tyve procent.

Det har man i Vendsyssel besluttet at man vil ændre på. Og som det blev sagt flere gange på mødet:

”Vi bruger ikke så mange ord, men vi gør det vi siger!”

Det tror og håber jeg er rigtigt. I hvert fald fik det første Vendsyssel-møde stor bevågenhed fra politikere, topchefer, uddannelsesinstitutioner, erhvervsledere og andre indsjæle og interessenter. Blandt andet deltog Marianne Jelved, ligesom jeg bemærkede at Hjørrings borgmester deltog i hele konferencen. Det lover godt. For en løsning af denne svære udfordring kræver ejerskab hele vejen rundt. Det kræver også samarbejde og fokus på missionen om at hjælpe de unge på vej på tværs af institutioner og særinteresser.

Konferencen sluttede med at der blev nedsat en række arbejdsgrupper, som skal arbejde videre med innovation af nye muligheder for de unge. Blandt andet vil man forsøge at udvikle et Vendsysselsk drengeakademi til gavn for de drenge, der for en stor dels vedkommende er taberne i uddannelsessystemet. Drengeakademiet inspireres af blandt andet Løkke-fonden og Esbjerg Akademiet. Ideen om turbolæring i et drengeakademi bygger på positiv psykologi med fokus på karakterstyrker og på synlig læring.

Det bliver spændende, at se om det kan lykkes at opbygge et sådant vendsysselsk drengeakademi. Det tror jeg at det kan, men det kræver samarbejde og ægte partnerskab på tværs af kommuner, uddannelsesinstitutioner og erhverv. Og det kræver, at vi sammen har fokus på formålet, på den fælles mission.

Jeg tror det vil lykkes, for vi gør jo det vi siger, ikke? Jeg glæder mig til det næste Vendsysselmøde i Frederikshavn den 28. maj 2018.

Old is cool

Steffen på Cafe Chic Oldschool

Is old cool? Det mener jeg da. En og anden vil måske mene, at det er jeg nødt til at mene pga af min fremskredne alder.

Nå, men jeg har skrevet en bog om, hvordan man i Vendelby i perioden fra 2017 til 2027 lagde kursen om og udviklede en skole, der satte globale spor. Bogen inddrager både den nyeste pædagogiske og psykologiske forskning og bygger på årtusindgammel viden.

Så ja, old is cool:  – Og det er ny forskningsbaseret viden også.

I min bog inddrager jeg begge dele. Allerede Aristoteles skrev for mere end 2400 år siden om, hvad der gør et menneske lykkeligt. Et menneske bliver ikke kun lykkeligt gennem incitamenter og behovstilfredsstillelse, men gennem at bruge sine styrker til at arbejde frem mod de seks dyder: visdom, mod, retfærdighed, trancendens, mådehold og medmenneskelighed.

Min bog Folkets Skole – Vendelby 2027 er udkommet i både en trykt udgave og som e-bog. Den kan købes på Saxo.com og hos din boghandler.

Der er fuld fart på i skolen og snart holder børn og voksne en velfortjent sommerferie. Når ferien er slut og vi trækker i arbejdstøjet igen, fejrer jeg udgivelsen af min bog med en reception på:

Cafe Chic Oldschool, Jernbanegade 3, Hjørring
onsdag den 2. august klokken 16.00-17.30.

Her er alle velkomne.  Læs mere om min bog her: https://www.steffenblarsen.dk/vendelby2027

 

Et sygehusafsnit med hjerte

Sygeplejerskerne Trine Sørensen og Tina Rosengart, afsnit 202a

Jeg vil her fortælle en positiv historie fra det virkelige liv. Den foregår på et sygehus, såmænd. Sygehuset i Hjørring – vendelboernes sygehus – nu Regionshospital Nordjylland – tidligere Sygehus Vendsyssel og derfør Hjørring Sygehus.

Historien handler ikke om umulige it-systemer, overbebyrdet personale eller manglende resurser. Nej, den handler om god gammeldags omsorg, hjælpsomhed og kærlig venlighed og om de mennesker, der får et vigtigt system til at virke. Og det virker, skal jeg hilse at sige.

På trods af voldsom travlhed oplevede jeg under hele mit ophold at være i kærlige og trygge hænder. Jeg er overbevist om, at det samme gør sig gældende for de andre patienter på afdelingen.

Kort fortalt er historien den, at jeg sidste søndag aften, da jeg var på vej til køjs, fortalte jeg min kone at jeg havde trykken i venstre side af brystkassen. ”Du skal ringe til lægen i morgen tidlig”, sagde hun. Det gjorde jeg så; men jeg havde et møde fra morgenstunden og noget andet, jeg lige skulle have ordnet først.

Så klokken blev godt og vel 11, før jeg fik ringet til mit overbefolkede lægehus. Jeg meddelte den søde sekretær, at jeg gerne ville bestille en tid. ”Nu håber jeg ikke det er akut”, sagde hun. ”Nej, det er det såmænd ikke,” sagde jeg,”jeg har bare noget trykken i venstre side af brystkassen…..”

Derefter meddelte sekretæren mig at jeg skulle komme med det samme. De ville finde plads til mig. Selvom jeg bor i ganske kort afstand til lægen, tog jeg bilen og skyndte mig derover.

Vel ankommet til lægehuset fik jeg omgående påmonteret nogle elektroder og taget EKG af hjertet. Derefter kom jeg ind til min læge, som undersøgte mig grundigt blandt andet med blodtrykstagning og blodprøver. ”Du skal på sygehuset”, sagde hun, ”men det er ikke sikkert at de indlægger dig. Jeg ringer til overlægen med det samme.”

Selvom hun måtte forsøge sig nogle gange, kom hun snart igennem. Jeg var noget paf og ret imponeret over hvor hurtigt og effektivt systemet virker i sådan et tilfælde. Det stemte ikke helt overens med de skrækhistorier fra sundhedsvæsenet, man ofte kan læse om i sin avis.

Min læge kom altså i kontakt med sygehuset. Hun meddelte dem, at hun sad med en 63-årig mand, der havde trykken for brystet. ”Hvad er det for en ældre mand, hun taler om?” var min første tanke, inden det gik op for mig at det var mig hun talte om og at jeg nok tilhørte en risikogruppe.

Min konsultation endte med at jeg fik en henvisning til Regionshospital Nordjylland, samt en gul post-it med afdelingens navn: 202a. Jeg skulle fluks køre til sygehuset. Klokken var da 11.50.

Belært af de mange knap så positive historier, jeg har hørt om behandling på landets sygehuse, valgte jeg at tage en omvej hjem til min bopæl, som i parentes bemærket ligger under en kilometer fra afdelingen, for at få lidt mad.

For jeg ville ikke risikere at dø af sult, mens jeg ventede på min undersøgelse. Jeg parkerede bilen hjemme i min carport og vandrede mod afdeling 202a, mens jeg gumlede på lidt frokost.

Da jeg cirka 12.10 ankom til afdelingen, blev jeg mødt af et par travle og meget venlige medarbejdere i receptionen tæt på indgangen. De kunne ikke finde mig i it-systemet. Belært af de mange rædselshistorier om Region Hovedstadens it system tænkte jeg, at mine data nok var gået i kredsløb om jorden og derefter overgået til området for evigt tabte data. Men det var ikke tilfældet.

”Det er nok Gitte,” sagde den ene til den anden. Til mig sagde hun, ”hun har meget travlt…” Gitte er den ledende overlæge, fandt jeg senere ud af. Systemet havde simpelthen fungeret så effektivt og hurtigt at Gitte ikke havde nået at oprette mig i deres journalsystem.

Det blev der omgående rettet op på. Jeg blev oprettet i systemet og kom under kærlig og kyndig behandling. Først fik jeg igen taget blodtryk og blodprøver, inden jeg igen fik påmonteret elektroder og fik taget en ny EKG. Da det var overstået, blev jeg sat på pause. Pausen blev forklaret med stor travlhed på grund af akutte patienter.

Det skal man have stor respekt for og samtidig var og er jeg taknemmelig over at blive behandlet et system, hvor de tager så godt vare på en at man føler sig helt tryg. I den situation kan man efter min overbevisning godt klare at vente nogle timer.

I pausen blev jeg tilbudt mad, så jeg havde ikke behøvet at køre hjem. ”Er der noget, du ikke kan lide?” blev jeg spurgt. Jeg sagde at hvis jeg kunne slippe for stegt lever og hjerter i flødesovs, ville det være dejligt, men ellers havde jeg ingen præferencer.

Jeg fik så en dejlig frokost i opholdsstuen, mens jeg ventede. Der var også mulighed for at se tv. Der var en frisk avis og der var blade, sågar også nogle for mænd. Jeg blev budt på frisk kaffe og kolde drikkevarer fra køleskabet.

Der kom jævnligt personale og spurgte til mig. Manglede jeg noget? De beklagede flere gange min ventetid. Jeg blev flere gange hentet til undersøgelser blandt andet til røntgen og scanning. Det meste foregik i det samme afgrænsede og overskuelige miljø, så jeg kunne ind imellem undersøgelserne vende tilbage til min avis og min trygge opholdsstue.

Mit ophold på afdelingen sluttede efter godt fem timer med en samtale med ovennævnte Gitte, overlægen. Nielsen hedder hun også. Jeg havde ikke haft nogle blodpropper, mit hjerte var ok og mine lunger ditto. Der var heller ikke noget galt med lever og nyrer så vidt de kunne se.

Jeg skulle ikke medicineres og nu manglede jeg kun yderligere en undersøgelse, som jeg efterfølgende ville blive indkaldt til.

Jeg ved godt at det ikke er alle afdelingens patienter, der er ligeså heldige som jeg, der kunne gå rask hjem med en positiv oplevelse i rygsækken. Men jeg er sikker på at også disse mindre heldige patienter og deres pårørende deler min værdsættelse af den måde afdelingen møder os på.

Jeg oplevede i hele forløbet at blive behandlet med både stor professionel kompetence og med kærlig venlighed. Selvom jeg godt kunne høre på personalets samtaler at de havde travlt, smittede travlheden ikke på noget tidspunkt af på behandlingen af os patienter.

Det er dejligt at være vidne til, hvordan disse topprofessionelle mennesker bruger både deres hjerte og deres hjerne i arbejdet med os patienter og jeg at sikker på at den menneskelige måde at være professionel på er meget sundhedsfremmende for os.

Jeg har haft en yderst positiv oplevelse med sundhedssystemet, konkret på afsnit 202a på Regionshospital Nordjylland.

Jeg oplevede at blive behandlet både med professionalisme og med omsorg, kærlig venlighed og menneskelighed. Det er jeg taknemmelig for og det har jeg valgt at dele med jer.

Sjælens mørke nat

Langfredag var der tv-udsendelse fra Hjerting Kirke på DR. Efter gudstjenesten spurgte en journalist en række af kirkegængerne om,
 hvad de tog med derfra. En kvinde svarede:

”Det jeg tager med, er at jo længere man trænger ind i sjælens mørke nat, jo tættere er man på lyset.”

Det er også hvad påsken handler om: skiftet fra sjælens mørke nat til det klareste lys. Jeg oplevede for mere end tyve år siden en ortodoks påskegudstjeneste i den store kirke i Pafos på Cypern. Det var en lørdag aften før påskedag. Gudstjenesten var lang og jeg forstod ikke meget af det, der skete. Men jeg vidste godt og kunne også se, at det var en stor dag. Der var stuvende fyldt med børn og voksne og også en del turister, blandt andet en forfatter, jeg havde truffet i flyveren. Det var et stort show med læsninger og præster klædt i guld og purpur. Jeg ved ikke hvor lang tid, det tog, men folk gik ind imellem ud af kirken og talte sammen og fik sig en smøg undervejs i gudstjenesten.

Jeg havde ikke helt styr på liturgien, men var heldigvis inde i kirken til midnat, da gustjenestens højdepunkt kom. Præsten kom pludselig ud igennem en dør i det utroligt smukt udsmykkede alter. Med sig havde han et lys, så vidt jeg husker tredelt. Da han kom ud med det, strømmede alle deltagerne frem mod ham med deres egne lys og fik dem tændt ved hans. Derefter vandrede de hjem til deres bolig for at spise påskelam sammen med deres familie og de som de i øvrigt havde inviteret. De inviterede kunne godt inkludere turister. Selv fik jeg flere invitationer. Jeg skal love for at lyset blev tændt den lørdag aften. Det var en stærk oplevelse. Som forfatteren sagde: ”Jeg tror sgu, jeg konverterer!”

Det tror jeg nu ikke han gjorde. Selv gjorde jeg det i hvert fald ikke. Men oplevelsen af hvordan det stærke lys fortrængte mørket, har jeg aldrig glemt, for jo længere man trænger ind i mørket, jo tættere kommer man på lyset. Der er ikke langt fra den mørke langfredag til den lyse påske. Lyset blev tændt både i Hjerting og i Pafos.

God Påske!

foto: pixabay.com

Fra medarbejder til leder

Der er, blandt andet i Leadership Pipeline tankegangen, tænkt og også nedskrevet mange tanker om hvilke kompetencer, der er attråværdige på de enkelte niveauer i en organisation. Disse kompetencer er meget relevante og interessante. De er imidlertid ikke mit ærinde.

Mit er ærinde er derimod det, der finder sted så at sige imellem stolene, altså i overgangen fra det ene niveau til det andet til det andet. Jeg har undersøgt, hvad den videnskabelige litteratur fortæller om disse overgange, specifikt om hvad overgangen fra medarbejder- til lederniveau, betyder for den enkelte og hvordan overgangen kan støttes. Umiddelbart skulle man tro at en forfremmelse udelukkende virker positivt for den enkelte med højere status, løn osv. Sådan forholder det sig desværre ikke for alle de nye ledere. Overgangen kan medføre stor personlig krise, hvor mange nye ledere bliver udfordret på deres kerneidentitet.

Overgangen kan støttes på forskellig vis. Ekstern støtte i form af mentoring og coaching har vist sig som en effektiv og  støttende intervention til de nye ledere. Jeg har på den baggrund undersøgt, hvad forskningen siger om styrkebaseret coaching baseret på den nye leders topstyrker, som støttede intervention til de nye ledere. Coachingen kan opfattes som en form for svømmeundervisning så flere lærer at svømme, end tilfældet er, hvis alle bare bliver kastet ud på det dybe vand. Så er der nogen, der lærer at svømme, mens andre drukner. Det har jeg skrevet en artikel om. Målet med min artikel er at flere nye ledere lærer at svømme, mens færre drukner.

Du kan hente artiklen gratis på www.steffenblarsen.dk/gratis-download/. 

Jeg høster ikke mailadresser og udsender ikke nyhedsbreve, så du skal ikke aflevere oplysninger om dig selv. Men jeg vil være taknemmelig for en deling af dette opslag og et like af mit websted og min facebookside.

 

 

Mere værdighed, tak!

Værdighed hænger sammen med værdi. Uden værdighed ingen værdi. Hvad godt gør vore offentlige systemer for følelsen af værd, for værdigheden hos de borgere, der er kunder i systemet fx de ledige og kontanthjælpsmodtagerne ?

Ikke så meget er jeg bange for. Her er en historie som en af min facebookbekendte har delt med sit netværk. Det er nok ikke en  I kender, for han bor på sydhavsøerne.

Den gode mand er nu kommet så langt i sin karriere i systemet, at han er berettiget til et seniorjob. Det er der nogen, der glæder sig til, for bliver de fritaget for de incitamenter, som systemet er bygget op på. Jagten er så at sige afsluttet og man får fred for at skulle skrive de idiotiske ansøgninger til jobs, man ikke får. Fri for virksomhedspraktik i en virksomhed, der ikke vil ansætte en. Fri for jobsøgnings- og cv-kurser.
Fri!

Men inden skal da skal systemet lige have det sidste ord. Min fb-bekendte har gjort, hvad han kunne for at komme i job, siden han i 2004 mistede sit job som kvalitetschef i en metalvirksomhed, der på grund af globaliseringen ikke længere var rentabel. Der var ikke mere brug for en veluddannet maskiningeniør, der også var certificeret i ISO 9001-9002-og så videre.

Han gjorde alt, hvad han kunne med jobansøgninger. Men det er svært for plus 50 årige at komme tilbage på arbejdsmarkedet, når de først er røget ud. Så den gode mand startede egen virksomhed, 2 gange, men han blev ikke frigjort fra offentlig forsørgelse af den grund. For trods alt at have noget fornuftigt at beskæftige sig med, gik han ind i et netværk af mennesker, der ligesom han var ledige og plus 50. Han blev formand, fik netværket i god drift med fordobling af medlemstallet. Han lavede kurser og andre gode gerninger, alt imens han fortsatte med at skrive ansøgninger om jobs, ingen ville ansætte ham i.

Nå, frihedens time og seniorjobbet nærmede sig. Han blev indkaldt til samtale på jobcenteret og fik forelagt 3 muligheder for seniorjob: et med at arbejde med vedligeholdelse af udendørsarealer, et som chauffør i kommunen og et som pedel i en børnehave.

Maskinmester og kvalitetsekpert! Er det værdige jobmuligheder for en med hans kompetencer? Nå, han kunne gå hjem og tænke over de tre jobmuligheder og det var lige netop hvad han gjorde.  Mens han så gik rundt og lurede på det, dumpede der et brev ind i hans e-boks. Valgmulighederne var reduceret til en. Han kunne blive pedel i en børnehave. Med beskeden fulgte et trusselbrev fra jobcentret. Hvis han ikke tog imod det angivne seniorjob, ville han miste sin indkomst.
Slut!

Hvor blev værdigheden af? Oplevede han værdsættelse, ligeværd og menneskeværd?
Nej, det gjorde han ikke. Han blev slået helt ud.

Spørgsmålene står i kø. Hvordan får vi lavet værdigt system, der får mennesker til at vokse og behandler dem med menneskelighed og ligeværd?

Det skal give mening. Hvorfor skal mennesker skrive ansøgninger, der er meningsløse? Hvorfor skal man ansættes i seniorjobs og udføre arbejde, ingen har brug for og som ingen værdsætter? Hvor er medmenneskeligheden? Hvad er meningen?

I Hjørring kan man efter sigende få et seniorjob som landsbypedel.