Tag: dkpol

Udlændingestramninger er vigtigere end børns trivsel

Det mener Martin Henriksen. ”Man skal behandle børn så godt som muligt, men man må ikke sætte den stramme udlændingepolitik over styr på grund af det,” udtaler Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti til  Altinget her til morgen. ”Det er ikke rimeligt, at forældre bruger deres børn som gidsler.

Det skurrer kraftigt i ørerne og giver ubehagelige mindelser om endelige løsninger. Så langt er det kommet med vores land, at man kan sætte stramninger over børns trivsel. Det er ikke et Danmark jeg kender. Jeg husker et andet Danmark. Et Danmark, vi kunne være stolte af. Et Danmark, hvor børn har rettigheder og hvor vi overholdt konventionerne også FN’s børnekonvention. Et Danmark, hvor man kunne tage på interrail med et dannebrog på sin rygsæk. Stolt og uden at føle sig utryg. Det er der vist ingen, der gør mere.

Det Danmark jeg kendte, var et Danmark med medmenneskelighed, humanisme, børn havde en værdi i sig selv. Et land hvor få havde for meget og færre for lidt. Det var et land hvor landets statsminister, da han blev tvangspensioneret, fik nyt job. Ikke i Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer eller den Danske Bank. Nej, den gode højskole-venstre-mand, den hårde banan, Poul Hartling blev såmænd flygtningehøjkommissær.

Hvor jeg dog savner politikere, som Hartling og  Poul Nyrup. Ja, sågar Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft kan jeg komme til at savne. Politikere, der havde et moralsk og værdimæssigt kompas, der gjorde dem i stand til at stå fast på medmenneskelighed, politiske aftaler, internationale konventioner og på det politisk korrekte. Man skal tale pænt til og om andre – også dem man er uenig med.

Filosoffen Jørgen Husted udtalte engang, at der kun er behov for en ordensregel i skolen – man skal opføre sig ordentligt. Det gælder også i blandt de voksne. Voksne skal også opføre sig ordentligt – som gode rollemodeller for børnene. Og folketingets medlemmer skal i særlig høj grad opføre sig ordentligt. Grænsen for hvordan folketingets medlemmer finder det rimeligt at udtale sig, flytter sig hele tiden. Sproget bliver barskere og barskere.

Jeg håber, at der snart kommer en voksen til stede. En voksen, der kan fortælle møgunger som Støjbjerg og Martin Henriksen, at de skal skamme sig. De to og flere til er blevet så magtfulde og selvtilstrækkelige, at de føler at være berettigede til at sige, hvad som helst, der falder dem ind, så plat og groft som muligt,.  Jeg håber, der kommer en ny Hartling, en ny Nyrup, der kan rykke Støjbjerg,  Knuth, Bramsen og Tesfaya og deres ligesindede i ørerne og bede dem opføre sig anstænding og ordentligt.

At nogen af Martin Henriksens partifæller, skulle tage ham i skole og skamme ham ud, er for meget forlangt. Men derfor kan vi andre godt gøre det. For stueren, det bliver han aldrig.

Jeg håber, at jeg snart vil kunne kende mit Danmark -det Danmark jeg kendte- igen.

 

Genopfind Hjørring Amt

Samarbejde i Vendsyssel og Hanherred

Skal vi kun have to administrative niveauer i Danmark, som nogen mener, burde man ved den sidste kommunalreform i 2007 ikke have nedlagt amterne, men i stedet delt dem op og genoprettet  de gamle amter, som man nedlagde i 1970. Vi ville så have haft 24 amter/ storkommuner, som hver for sig var store nok til at håndtere en række af de opgaver, som selv de nuværende sammenlagte kommuner er for små til at løse – regional udvikling, store dele af sygehusvæsnet, det specialiserede socialområde, forsyning, veje og så videre.

De allermest specialiserede opgaver, også på sundhedsområdet kunne for min skyld godt ligge i staten. Hvis jeg skal opereres i hjertet eller trænger til en gang hjernekirurgi, er det mig totalt ligegyldigt, om det finder sted i Aalborg Øst, Herning, Odense, Aarhus eller København. Denne del af sundhedsvæsenet er der god grund til at centralisere og styre centralt. Men den resterende del skal selvfølgelig ligge decentralt i vores land. Der skal stadig være et let tilgængeligt decentralt sundhedsvæsen. Desværre ser det ud til at gå den forkerte vej. De tilbageværende decentrale sygehuse fx her i Hjørring nedprioriteres på bekostning af supersygehusene.

Erhvervsområdet, eksempelvis udvikling af vore havne, ville også have godt af en lidt større storkommune. Det er svært at se logikken i at fire havne nordenfjords alle udbygges for milliardbeløb. Jojo, hver kommune skal selvfølgelig have sin del af kagen. Også erhvervsudviklingen i Nordjylland kalder på en større kommune.

Det specialiserede specialområde er et tredje eksempel, hvor en større kommune vil kunne løse næsten alle opgaver. Den nuværende kommunalstruktur betyder, at en stor del af disse opgaver sendes sydpå og dermed ud at kommunen, med tab af arbejdspladser til følge.

Set i bagklogskabens ulidelige lys burde folketinget have oprette cirka 25 store kommuner fordelt på hele landet også hovedstaden, hvor kommunalreformen aldrig blev gennemført. Det gjorde de ikke, men det skal vel ikke forhindre os heroppe i selv at gå i gang.

Der vil være mange og store udfordringer i forbindelse med opgaven. Hvordan sikrer vi for eksempel den fortsatte decentral demokratiske indflydelse?

Men alligevel Birgit Hansen, Arne Boelt, Karsten Nielsen. Michael Klitgaard og Mogens Gade tag lige og træk i arbejdstøjet og kom i gang med at genopfinde Hjørring Amt. I er velkomne til også at opfinde et nyt navn – Vendsyssel/ Hanherred Kommune? Nordenfjords Regionskommune? Lysets Land Kommune? Eller? Det finder I ud af ellers har I sikkert nogle brandingeksperter, der kan hjælpe jer.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

De skulle skamme sig

Altså den administrerende direktør og bestyrelsesformanden for Danske Bank. Men det gør de nok ikke. Måske har de ikke skam i livet? For de har bedt deres egen advokat, som har tjent fedt på dem, om at udarbejde en undersøgelse, som efter al sandsynlighed vil frikende dem for juridisk ansvar. Advokatfirmaet Bruun & Hjejle hugger vel ikke den hånd af, der fodrer dem, vel.

Det moralske ansvar kan administrerende direktør Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen i Danske Bank derimod ikke løbe fra. Ole Andersen har været formand siden 2012 og Thomas Borgen var chef for bankens udlandsaktiviteter fra 2009 til 2012. Thomas Borgens efterfølger valgte at tage sit gode tøj og gå, da sagen om Danske Banks lyssky aktiviter blev gravet op af Berlingske.

De to bosser, Ole Andersen og Thomas Borgen troner imidlertid stadig i toppen af banken. De fremstiller sig selv som overraskede over at bankens andel i de lyssky transaktioner er vokset fra 25 til 53 milliarder, på trods af at de i bankens bestyrelse har behandlet indtjeningen ved transaktionerne. De skulle skamme sig – og i det mindste tage deres gode tøj og gå og det uden noget som helst gyldent håndtryk.

Det ser det imidlertid ikke ud indtil videre ikke ud til, at de gør.  Den nye konservative erhvervsminister har været fremme i pressen med en stærk retorik i forhold Danske Banks aktiviteter. Det er stærkt af erhvervsminister Rasmus Jarlov og det udtrykker nogle klassiske borgerlige værdier såsom ordentlighed og redelighed, der længe har været en mangelvare. Rasmus Jarlov giver kraftigt udtryk for det moralsk forkastelige i bankens handling, men udtrykker samtidig manglende mulighed for handling på grund af juraen. Lovgivningen var ikke så stram, da svindelen fandt sted, som den er i dag og blabla….

Kære Rasmus Jarlov.
Her får du et godt råd ganske gratis. Du skal simpelthen opfordre Danske Banks topledelse til at gå af uden fratrædelsesordning eller andre gyldne håndtryk. Det kan du gøre ved at bruge pressen og i fuld offentlighed opfordre dem til dem til at skamme sig og tage deres gode tøj og gå. Det vil være sejt. Det vil være konservative værdier i praksis. Det vil være at sætte handling bag ordene.

Vil du så gøre det? Vil du tage et opgør med en bank, der efter al sandsynlighed er storsponsor for dit parti –  vi ved det ikke, for reglerne for partistøtte i Danmark er blandt de mindst transparente i verden.

Men jeg håber det. For den banks topledelse har grund til at skamme sig. Du vil samtidig vise,  at der er nogle værdier, der står over pengene. Det vil være så godt.

 

Kilde: information.dk
Foto: pixabay.com

Loyalitet vender også nedad

Der var engang – det er mange år siden, hvor jeg søgte et job som leder af en institution. Efter den første runde var vi en lille sluttet kreds, fire mænd og kvinder, som jeg husker det, der var udvalgt til at skulle til anden samtale. Det var en rigtig god og lærerig samtale, som jeg har tænkt meget over siden. De spørgsmål jeg og sikkert også de andre fik, var dilemmaprægede og afspejlede på den måde den verden, vi fremover eventuelt skulle agere i.

Hvem vil du være loyal overfor?
Sådan lød et af de spørgsmål, vi fik. Baggrunden blev beskrevet sådan, at når man nu var ansat ville man befinde sig i en konfliktfyldt situation. Bestyrelsen mente et, direktionen noget andet, politikerne i udvalget noget tredje, medarbejderne noget fjerde osv. Det gode spørgsmål, 10000 $ spørgsmålet, lød så: ”I sådan en konfliktfyldt situation, hvem vil du så være loyal overfor?” Den sved!

Vær loyal mod alle
Hvad er så det rigtige svar? Det er der ingen facitliste til. Mit svar dengang var, at jeg ville være loyal mod alle. Det var det rigtige svar for mig dengang og er det stadig. Der er masser af konflikter og modstridende interesser i en politisk ledet organisation, som der var tale om her. Men derfor kan man godt være loyal mod alle parter. Det er da det mindste man kan forvente. Og dengang, for en menneskealder siden, var der åbenbart nogen på direktions- og politisk niveau, der var enige, for jeg fik jobbet.

Det halter
Hvordan så med loyalitet lige nu i 2018. Jeg tænker, at det halter rigtig meget. Forventningen fra toppen er at loyaliteten går opad, fra medarbejderne til topledelse og politikere, mens det halter med loyaliteten den anden vej. Dem i toppen sidder og laver strategier, som for enhver pris skal presses ned over dem, der befinder sig tæt på kerneydelsen. Strategier for hvad? Ledelsen af et skolevæsen eller distrikt har vel kun en strategisk opgave; at forbedre børnenes læring og udvikling og det er ikke raketvidenskab, at det gør man bedst ved at mægtiggøre og facilitere i forhold dem, der skal udføre denne opgave. Forskningen fortæller, at den vigtigste faktor for børns læring er lærerne. Så skulle man måske holde op med at pisse på dem!

Lyt til fagfolkene
Det samme gælder sikkert på socialområdet, i ældreplejen og på sygehusene. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve topledelsen lytte lidt mere til fagfolkene og demonstrere deres loyalitet overfor disse. Til gengæld kan jeg godt undvære alt det der ”ledere på de sociale medier”.

OK18
Og jeg synes, at tiden er kommet til at også topledelsen af Danmark kommer på banen. Det er politikerne, jeg tænker på, for den forhadte Orwellske Moderniseringstyrelse er kun håndlangere.  Disse toppolitikere må uanset om de sidder i regeringen, i KL eller i Danske Regioner, demontere deres loyalitet og værdsættelse af det arbejde fagfolkene i det offentlige gør indenfor sundhed, ældrepleje, trafik, politi og så videre.

Det handler ikke kun om penge
Uenighed og konflikter er en realitet. Vi har modstridende interesser, man kan ikke gøre alle tilfredse. Der skal træffes beslutninger. Men derfor kan man godt være både ordentlig og loyal.  Loyaliteten bør rette sig mod alle, opad, nedad og til siden.

foto: pixabay.com

OK18 – og Juve, et vinderhold

Hvad blev der af de radikale radikale?
hvor er de liberale liberale?
de sociale socialister?
og hvor er de demokratiske og solidariske socialdemokrater?
hvor er det Danmark vi kendte?

I går svingede en samlet blok af arbejdsgivere hammeren og valgte at lockoute 400.000 medarbejdere i det offentlige, herunder alle, der arbejder i skolen. De, der ikke opfører sig ordentligt skal straffes. Så kan de lære det, synes at være logikken for disse arbejdsgivere. Arbejdsgivere? Ja, det er altså politikere, vi selv har valgt, som demonstrerer deres magt, som om de var vores chefer. Det er altså os, borgerne, der er cheferne, skulle jeg hilse og sige. I dag mødes en række af politikerne til generalforsamling, eller topmøde som det hedder nu om dage,  i Kommunernes Landsforening.

Toppolitikere fra stat amt og kommer og deres topembedsmænd ser ud til at befinde sig i samme ekkokammer, uden forbindelse til vi andres virkelighed. Her de bekræfter hinanden i deres vildfarelse om demontering af vores dialogbaserede måde at lave samfund på. Desværre ser det ud til at den såkaldt fjerde statsmagt, pressen, sidder inde i det samme ekkokammer.

Det bliver interessant at se om nogle af politikerne fra kommunerne, der jo er tætte på driften, vælger at slå sig i tøjret og stå frem og kæmpe for det Danmark vi kendte.

Og hvad har det så med fodbold at gøre? – Ikke så lidt skulle jeg mene. Juventus spillede mod Tottenham og de gamle mænd var ikke levnet mange chancer mod de fremstormende spurve. Buffon er ikke den verdensklassemålmand, han var engang. Barzagli er 36 og langsom. Ikke blot kan Chiellini ikke følge med Kane i en løbeduel. Hans fysik er heller ikke mere i stand til at matche Kanes. Men alligevel vandt de. De gik videre, mens de unge og glamourøse måtte pakke sammen og sige tak for denne gang.

Hvorfor vandt de så? –  Den gamle trio spillede i den grad med hjertet. De viste de yngre vejen og de blev ved med at tro på deres koncept, på deres gamle fælles værdier.

De var vedholdende.
De stod sammen, de var solidariske.
De forsvarede sig godt mod overmagten.
De var taktisk og strategisk overlegne.

Allegri styrkede forsvaret med et par udskiftninger, så det holdt tæt og de udnyttede de andres svage punkter til at score et par mål. For fodbold – og overenskomstforhandlinger- handler ikke kun at angribe. Et godt forsvar er en forudsætning for at vinde.

Er jeg juve-fan? Nej, men jeg har kæmpe respekt for dem. Nej, jeg holder med Inter. Det har jeg gjort siden jeg som 11 årig så dem vinde i 1964. Det gjorde de ved hjælp at et stækt forsvar, catenaccio – kæden på dansk. Ligesom Juve i går låste de målet af ved at hænge en kæde foran. Det er jeg en stor fan af og desuden holder man selvfølgelig med en klub der hedder Internazionale, ikke?

Jeg tror, der er store ændringer på vej i verden og i vores land. I retning af samarbejde, sammenhold og solidaritet?
Hvis det er det vi vil, må vi lære af Juve og  vise et stort hjerte. Vi må være vedholdende.  Og vi må holde fast i vore værdier og stå sammen, også når det kommer til at gøre ondt.

Vi må kæmpe for at kunne kende vores Danmark igen. God kamp.

Foto: pixabay.com – jeg burde måske have valgt en rød fane, men jeg synes at Juventus fortjener respekt i dag.

Det Danmark du kender

Eller det Danmark du kendte? Nu må det høre op. Det er snart mere ikke til at kende vores land. Stuerene er de i den grad blevet. Hver eneste forhandling indeholder stramninger og nedskæringer overfor de sidste – syge og kontanthjælpmodtagere, mens grådigheden  på samfundets top ingen grænser kender.

Særligt flygtninge mærker magthavernes klamme hånd i form af stadigt mere umenneskelige forhold fx på Kærshovedgård. Og jeg kan forstå, at det ikke er slut endnu – nu skal vi oprette lejre for udsendte på en ø og flygtningebørn skal ikke mere gå i skole og må ikke mere lære dansk. Retorikken fra de mørke kræfter bliver mere og mere barsk og fra den anden side hører man larmende tavshed.

Jeg kan ikke kende dette Danmark og jeg kan ikke forstå at barsk sprog, umenneskelighed og deportationer skal kendetegne de danske værdier. Da jeg for mange år siden -i 1972- var ung og sammen med en kammerat rejste rundt i Europa med rygsæk, var der fascisme i Grækenland, Spanien og Portugal; men vi danskere var anderledes. Vi repræsenterede humanisme, solidaritet og medmenneskelighed. Selv os, der var lidt meget røde i det, var ikke blege for at sætte det danske flag på rygsækken. Vi var faktisk lidt stolte over at være danskere og de andre så op til os. Hvor blev det af?

Det er tid til at sætte hælen i!
Socialdemokrater – gerne Mette Frederiksen og andre i toppen, men ellers må vi jo starte fra bunden- sæt hælen i. Venstrefolk – jeg kan forstå at Kristian Jensen repræsenterer gamle højskole-venstre-værdier- sæt hælen i. Konservative, Enhedslistere og alle I andre til højre og venstre, sæt hælen i, så vi igen kan kende vores Danmark.

Kom ud af flyverskjulet, vær modige, italesæt det Danmark vi kendte og gerne vil kende. Vi står i et T-kryds og må tage et værdipolitisk valg – også gerne til Folketinget.

Nu som YouTuber

Jeg er begyndt som YouTuber :- ) Foreløbig har jeg to kanaler:

steffenblarsen, hvor jeg kommenterer på hele verden i små dogmefil
– Så det …..
Her vi jeg selvfølgelig gerne have mange følgere, for jeg har noget vigtigt at sige! – synes jeg….. 😉

Og så har jeg en bette kanal Life of SteffenB.
Her fortæller jeg om mit liv til primært 5 modtagere: Buster, Wilhelm, Nikoline, Salomon og Viktoria – mine børnebørn.
Life of SteffenB er rettet mod denne fembande, men du er velkommen til at kigge med.

Det er dogmefilm – som 64 årig er man vel ikke digital indfødt, vel.