Sammen med et par hundrede fans bevægede jeg mig i dag til Vendsyssel Idrætscenter i Vraa. Her ligger Vendelbys stolhed, Vendsyssel FF’s, træningscenter. Der var træningskamp mod Thisted. Det er en dag, hvor det er svært at bevare pessimismen. Der var endog store huller i skyerne, men ind imellem gik der en sky for solen. Det gjorde der også på banen i form af et par gedigne forsvarskiks. Men sådan skal det jo nok være, med to nye målmænd og et nyt midterforsvar. Der var mange nye, men der var stadig et flertal af gamle genstartere i startopstillingen. Af disse var det interessant at se at Rune Frantzen, der just har sagt nej tak til den anden VFF i Viborg, nu har fået mere ansvar og er forfremmet til anfører.
Når det med forsvarskiksene plus et par brændte kæmpechancer så er sagt, synes jeg, der ikke er ekspert, men kun almindelig tv-kommentator hjemme i sofaen, at det nye hold der lover godt for sæsonen. Der er masser af talent, fart og godt boldspil. Af de nye bed jeg især mærke i at Lucas Jensen på højrekanten og den hollandske midterforsvarer Dalian Mattsen gjorde det godt. I første halvleg spillede Dalian sammen med Kasper Poulsen og i anden sammen med Benjamin Lund. De to unge målmænd fik en halvleg hver og begge gjorde det godt.
Det er første gang jeg er i Vraa og se fodbold og jeg kan godt forstå at VFF har valgt at lægge deres træningscenter her, i forbindelse med Idrætcenter Vendsyssel. Det ser ud til at være en velfungerende ramme med alle slags faciliteter ude og inde. Jeg ved af erfaring at man også spiser godt og sundt på centeret. Her er lækre og velindrettede værelser. Dem ser der ud til at blive flere af, for der er nybyggeri i gang. Flere værelser vil jeg tro.
Nu glæder jeg mig rigtig meget til sæsonstarten mod Fremad Amager den 30. juli på vores hjemmebane, som et stykke tid endnu hedder Bredbånd Nord Arena. Kanske den snart bliver omdøbt til Eniig Arena? Jeg tror såmænd at jeg vil have sæsonkort i år.
Undervejs i kampen drøftede jeg kampen og de nye spillere med flere eksperter på sidelinien, blandt andet et par ungersvende, begge blegansigter som jeg. En af disse bemærkede, at det da var fantastisk at VFF havde kunnet tiltrække så mange afrikanere. Det er da rigtig nok at der på et tidspunkt var fem spillere på banen af afrikansk herkomst. Måske er en enkelt eller to af disse fra Afrika. Christian Moses er i hvert fald. Moses Opondo er derimod fra Frederikshavn, hvor han har spillet for Bangsbo Freja, Damian Mattsen er som nævnt fra Holland, mens Emmanuel Ogude er københavner og just købt i B93.
Hvorom alting er, ser det ud til at være et godt hold, de har sat sammen. Jeg glæder mig til sæsonen og til at indtage min faste plads på den billige langside.
– PS. Træningskampen endte 2-2 efter at Thisted havde været foran 2-0.